Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

En læge er en abe i hvid kittel

Statsrevisorne kalder de ansvarlige for amatører, og kravet om fyringer tager til. Den største skandale i dansk sygehushistorie går ind i næste fase.

Anders Heide Mortensen, kommentator og kommunikationsrådgiver

Meget bliver enklere, hvis man indregner, at verden er fuldkommen anderledes skruet sammen, end den er.

At vand for eksempel vil løbe opad. At et nyt, utestet, ufærdigt it-system til 2,2 milliarder kroner kan bringes til at fungere på tre uger. At læger gerne bruger deres tid på meningsløst arbejde i stedet for at behandle patienter. 

Sådan er verden bare ikke. Desværre, kan man sige. For så ville toplederne, implementeringskonsulenterne og it-projektcheferne i Region Hovedstaden og Region Sjælland ikke have leveret den største skandale i dansk sygehushistorie nogensinde: Sundhedsplatformen.

Statsrevisorerne fremlagde i sidste uge deres undersøgelse af, hvordan de ansvarlige i Region Hovedstaden forberedte indførslen af det nye patientjournalsystem i sommeren 2016. Den undersøgelse kan man læse i sin helhed, eller man kan nøjes med at læse, hvordan formanden for Statsrevisorerne, Peder Larsen, beskrev, hvad der mødte hans øjne, da han begyndte at studere, hvordan lederne og konsulenterne planlagde implementeringen:

»Det er næsten rystende læsning fra ende til anden. Man kan ikke tro, at der er professionelle folk, der er i stand til at lave så ringe et produkt (…) Det er synd for politikerne og Region Hovedstaden, at de har haft nogle, der har arbejdet med det her, der tilsyneladende er på grænsen til amatører«.

Amatører. Det ord lader vi stå et øjeblik.

Amatører virker som en gennemtænkt betegnelse for ledere, medarbejdere og konsulenter, der har antagelser om verden, som man ikke har, hvis man professionel erfaring med mennesker, psykologi og organisationer.

Lad os tage antagelse 1 bag Sundhedsplatformen: En læge er en abe i hvid kittel. 

De ansvarlige bag platformen antager, at lægerne på de sjællandske sygehuse er aber. Man antager, at lægerne straks vil ændre adfærd, hvis der laves om på, hvad der udløser en godbid. Problemet er, at Sundhedsplatformen udløser godbidder til læger, der bruger mere tid på at taste data ind i systemet og mindre tid på at behandle patienter. 

Systemet har nemlig brug for en masse data for at kunne fakturere den enkelte patient for vatrondeller, arterieklemmer og anæstesilægetid efter endt behandling. Det er vigtigt i USA, hvor Sundhedsplatformen kommer fra. Men det er meningsløst i et offentligt sygehussystem som det danske, hvor patienterne ikke betaler for deres behandling, når de forlader sygehuset.

Lad os tage antagelse 2 bag Sundhedsplatformen: En læge er en abe i hvid kittel, der vil gøre alt for en jordnød.

Ganske kort tid efter, at Sundhedsplatformen er gået i luften, begynder læger at klage over meningsløst tastearbejde, mindre tid til patienter og jævnlige systemsvigt, hvor oplysninger om patienterne forsvinder mellem sygehusafdelinger. Problem? Nej. 

Da Sundhedsplatformen hviler på, at en læge er en indtjeningsenhed til et sygehus, er læger, der taster, lige så meget værd som læger, der behandler. It-systemet reagerer derfor ikke på, at hovedstadens sygehuse som helhed er blevet mindre produktive, og at de ansatte læger som helhed er blevet mindre tilfredse med deres arbejdssituation – hvoraf nogle har valgt at sige op.

En brugerundersøgelse fra maj viser således, at to ud af tre sygehuslæger i Region Hovedstaden enten er utilfredse eller meget utilfredse med it-systemet. Men for Sundhedsplatformen er det ikke noget faresignal, at lægefaglige kapaciteter advarer om forringet patientbehandling, så længe det store flertal af aber tager imod jordnødder for at gå på kurser i at bruge systemet, taste data ind og ”fakturere”. Sådan er systemets logik.

Ingen vil formodentlig nogensinde finde ud af, hvordan de ansvarlige ledere, implementeringskonsulenter og it-projektchefer i sommeren 2016 kunne mene, at de kunne få et ekstremt komplekst og ufærdigt it-system til at spille på tre uger. Sundhedsplatformen fungerer fortsat ikke to år efter. Lige nu overvejer politikerne i Region Hovedstaden og Region Sjælland at skrotte investeringen på knap tre milliarder kroner plus det løse, når kontrakten med leverandøren, Epic, udløber i 2022. Derudover rejser flere partier krav om, at de ansvarlige fyres.

Men på to områder kunne det være spændende at få åbenhjertige svar fra de ansvarlige bag Sundhedsplatformen:

Hvorfor valgte de et amerikansk system til 2,2 milliarder kroner, som ingen havde erfaringer med på dansk grund, når et dansk system, der allerede var kørt ind i Region Midtjylland, kunne have været anskaffet til en brøkdel af prisen? Og hvorfor valgte de et system, der tog tid fra patientbehandling, gjorde læger til lægesekretærer og gjorde varme hænder blev til kolde hænder?

Ja. Det er ganske rigtigt et par store spørgsmål at bede om svar på. Men store spørgsmål passer vel egentlig godt til en stor sag. Den største skandale i dansk sygehushistorie.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.