Fortsæt til indhold

Ferien er forbi. Carsten er tilbage fra bjerget. Alt er godt igen

Fik du tænkt på delmål i din karriere, mens ferien slæbte sig af sted? Kunsten er ikke at være til stede.

Debat
Anders Heide Mortensen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Anders Heide Mortensen, kommentator og kommunikationsrådgiver

Lad os kalde ham Carsten. Eller hvad man nu kalder en mand som - "Carsten".

Op til feriestarten i juli bekendtgjorde Carsten på LinkedIn, at han nu tog på bjergbestigning "med meget begrænset internetadgang". Derfor skulle man ikke forvente mange opslag fra ham de næste par uger.

Det er på den ene side en fin serviceoplysning. Bjergbestigning vil i to uger begrænse Carstens bidrag til LinkedIn’s uendelige strøm af karriereråd, analyser, videotips, jobannoncer, dating-tilnærmelser, kurser og filosofi på Gajolæske-niveau. For mobildækningen på bjerget i hulabulaland er noget skrammel. Ærgerligt, ærgerligt.

På den anden side er det mænd som Carsten, der varsler menneskehedens undergang. Her er en bjergbestiger, der lige om lidt skal stole blindt på sikkerhedsliner, karabinhager og kiler. Ellers er han død. Og i den situation har han sine tanker på LinkedIn. På det, der venter, når signalet og den sidste smule civilisation forsvinder et sted oppe på bjergvæggen. Så kan Carsten ikke nå os. Og Carsten kan ikke se vores likes.

Først i juli havde en managementkonsulent også et budskab til oceanet af online-mennesker, der snart skulle på ferie. Når man alligevel sad der og kiggede på bølger, bjerge, skibsmaster eller hustage, kunne man bruge muligheden til at reflektere over sin karriere. Var hans forslag. Hvilke delmål havde man nået det seneste halve år? Hvilke delmål skulle man sætte sig det næste halve år? Hvor stod man lige nu? Var der brug for at udvikle nye kompetencer? Hvad burde der allerførst tages fat på efter ferien, og hvad var de efterfølgende prioriteringer?

For sådan er det.

Når man sidder dér og glor ud over havet, kan man jo lige så godt bruge tiden på noget fornuftigt. Og det samme når man går og pakker rygsæk til to uger med massive huller i mobildækningen. Også kendt som bjergbestigning.

Denne verdens Carstener og managementkonsulenter er ærlige mennesker. De forsøger ikke at påstå, at man findes, når man er offline, og at der findes tidspunkter på året, der ikke dur til at tænke i jobbaner. Selvfølgelig er der ikke det. Flertallet har så den idé, at man skal kalde to-tre uger i juli for ferie. Hvert år på steder med mobildækning, der er noget skrammel, og hvert år med et rend af børn, familie og sommerhusgæster.

Men løsningen ligger lige for: Mens de andre på bjergekspeditionen udveksler oplevelser og lærer hinanden at kende, går man rundt for sig selv for at prøve at fange et blafrende 2G-signal, så verden kan beriges med et opslag på LinkedIn.

Og mens de andre på feriestedet lader tiden gå med pjat, leg og ingenting, går man for sig selv og bliver tavs og fjern. Man tænker på arbejdet. Nogenlunde koncentreret. Faktisk som på kontoret. Blot ikke helt så godt, fordi der er dette rend af mennesker, der ikke er medarbejdere, og denne underlige stemning af, at det vi ikke når i dag, det når vi nok i morgen.

Hvad Carsten og managementkonsulenten har trænet sig op til, er ikke at være til stede. De er ikke til stede, hvor de er - ikke rigtigt. Uanset om de er omgivet af svimlende bjergmassiver, toscanske pinjelunde, mennesker med hjelm og klatresko eller legende børn i badetøj er blikket en del af tiden indstillet på uendeligt. For der er opslag på LinkedIn, der kunne postes, og et delmål i karrieren, der kunne tænkes igennem.

Mænd som Carsten og managementkonsulenten varsler menneskehedens undergang. Hvis Carsten spekulerer på dårligt internet og missede LinkedIn-opslag, mens han hænger i en klatreline på Kilimanjaro, kan han dø af det. Et forkert skridt, og der er afgang med elevatoren.

Managementkonsulenten er ikke meget mere livsduelig. Hvem kan på langt sigt bruge en partner, en far eller en ven, der falder ind i sig selv, bliver tavs og tænker på job og karriereplanlægning i de to-tre uger i stræk, hvor tilværelsen ikke er henlagt til et kontor?

Jeg hører gerne nærmere.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Artiklens emner
Bjergbestigning
Anders Heide Mortensen