Handelskrig truer Kinas langsigtede holdbarhed

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Da præsident Xi Jinping i efteråret på kommunistpartiets store kongres blev genudpeget som leder og samtidig løst fra begrænsningen om en maksimal embedsperiode på 10 år, var reaktionerne blandede.

Pessimisterne talte om magtfuldkommenhed og var urolige for, om adskillige årtiers system for fredelige magtoverdragelser i Kina fremover skulle afløses af magtkampe og politisk uro. Optimisterne håbede, at Xis opgør med systemet handlede om at svække indgroede privilegier og personlige interesser, som trivedes i Kinas politiske elite under vækstboomet. Og især, at Xi's styrkede magtposition var et nødvendigt onde for et større opgør med en økonomisk model, der var alt for afhængig af kreditvækst – et opgør, til gavn for den langsigtede stabilitet.

Xis reelle intentioner kender kun få, om nogen overhovedet, men de økonomiske nøgletal over det seneste år peger på, at landets gældsopbygning er bremset op. Dele af ”skyggebanksystemet” er blevet stækket, og kreditvæksten er gået fra over 20 pct. årligt til 10 pct. i dag. Et mere passende niveau for en økonomi, der i løbende priser vokser tilsvarende.

Men det er langtfra første gang, vi ser den udvikling i Kina. Både i 2011 og 2013 blev der igangsat kreditstramninger, som på tilsvarende vis hæmmede gældsopbygningen med den langsigtede stabilitet for øje. Men hver gang blev stramningerne droppet, når vækstmålsætningen kom i fare.

Så langt nåede vi ikke denne gang, hvor væksten har holdt skindet overraskende godt på næsen i årets første seks måneder – til trods for et strammere finansielt miljø. Til gengæld kom en anden hindring i vejen – nemlig handelskrigen med USA. Og meget tyder på, at den vil sende Kina tilbage i armene på en vækstmodel, som Kinas ledelse de seneste 10 år har advaret om farerne ved.

Året igennem har Trump eskaleret handelskonflikten med Kina. I vinter ramte højere toldsatser solpaneler og vaskemaskiner, i foråret told på stål og aluminium og henover sommeren fulgte told på kinesiske importvarer til en værdi af 50 mia. dollar. I den kommende måned rammer med stor sandsynlighed yderligere toldforhøjelser på import for 200 mia. Så er halvdelen af Kinas eksport til USA ramt. Væksteffekten er usikker, men et godt bud er, at kinesisk vækst taber 0,5-1 procentpoint de næste år. Det burde være håndterbart, og er nok slet ikke den største risiko forbundet med konflikten.

Lederskabet i Kina har allerede udtrykt bekymring, og det bedste bevis på, at de mener det, er, at de er begyndt at lempe politikken igen. Bankerne oversvømmes med likviditet, renterne styrtdykker, og det trækker valutaen med ned. Skattelettelser og infrastrukturinvesteringer er ligeledes annonceret.

Særligt infrastruktur er interessant, da det er ganske kreditintensivt. Et skridt tilbage mod den gamle model. Det var ellers et af de områder, der var bremset op over de sidste 12 måneders stramninger. Hvis handelskrigen bider hårdere end ventet, vil kinesiske myndigheder tage flere skridt i den retning, mens lavere renter allerede giver virksomhederne anledning til igen at skrue op for lånevilligheden. Det er måske i virkeligheden den største risiko forbundet med handelskrigen?

Så selvom det kortvarigt virkede, som om Xis intention med sin styrkede magtposition virkelig var at sikre holdbarheden af økonomien på lang sigt, så er de seneste indikationer, at Xi ved de første bekymringer om væksten gør som ledere før ham: vælger væksten fremfor alt. Er det virkelig tilfældet, så øges risikoen for en grim nedtur nogle år længere ude.