Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Velkommen til amatørernes århundrede

En marketingassistent, der ikke kan stave, slår sig op som rådgiver i at lave jobansøgninger. Problem? Næh.

Hvad får en midaldrende ejendomsmægler til at mene, at hans næste job godt kunne være at kommentere amerikansk NHL-ishockey på dansk tv? Jo - han mener det seriøst – og fremhæver som kvalifikation, at han sommetider ser ishockey om natten, når hans kone er gået i seng? Hvad får en tømrer til at kalde sig ”storyteller” på nettet ? Og hvad får en kontorassistent til at præsentere sig som sexolog efter nogle weekendkurser?

Fordi de kan.

Ejendomsmægleren, tømreren og kontorassistenten er blevet en del af samme fortælling som den nyuddannede marketingassistent, der i en sky af stavefejl og videoer fra sofaen tilbyder arbejdsløse bistand til at lave den perfekte jobansøgning. Velkommen til amatørernes kongerige.

De har udnævnt sig selv til storytellere uden at have noget at fortælle, til rådgivere i seksualitet og samliv efter nogle kursusdøgn og til specialister i video-ansøgninger efter at have forsøgt sig med et kamera hjemme på sofabordet.

Hvorfor? Fordi de kan.

Som Andrew Keen beskrev det i bogen The Cult of The Amateur, har teknologi gjort dette århundrede til amatørens århundrede. Med en smartphone og et redigeringsprogram fra nettet kan alle lave film. Tilsyneladende. Via sociale medier kan alle springe ud som coaches, vejledere, ”Jeg hjælper dig frem til kunden” og ”Lad mig være din guide til tantrasex”. Tilsyneladende. På LinkedIn kan alle være erhvervsfilosoffer. Tilsyneladende. Nogle reflekterer over, hvordan Aristoteles’ protreptiske lederskab kan bruges i moderne virksomheder. Andre skriver visdom af fra låget på en æske Gajoler. I amatørens århundrede kan alt lade sig gøre. Alt. The sky is the limit.

Ejendomsmægleren fortalte mig om sine kommentatorplaner, som var det et skifte til et job i forsikringsbranchen. ”Hvorfor ikke?”, som han vurderede sine chancer. Først skulle han finde de rette kontakter i tv-verdenen og få et møde i stand. Her ville det så vise sig, om hans indsigt i amerikansk og canadisk ishockey var nok til at bære igennem. Og hvorfor egentlig ikke?

Ja. Hvorfor egentlig ikke? Fordi selv i amatørernes århundrede bærer det måske ikke igennem at have set ishockey – virkelig meget ishockey – på en fladskærm. Der skal mere til. Jeg er ikke i tv-verdenen, så jeg ved ikke hvad. Men måske hjælper det at have spillet virkelig meget ishockey eller have kommenteret virkelig meget sport, før man speaker Chicago Blackhaws mod Canadiens de Montréal. ”Vi stiller nu om til United Center i Chicago. Kampen vil blive kommenteret af en ejendomsmægler, der endte med at få kvalme af at sælge gulstensvillaer vest for København”. Hvordan lyder dét?

Når en marketingassistent, der ikke kan stave, slår sig op som rådgiver i at lave jobansøgninger, og når en tidligere topleder skriver Gajolæske-citater af og lader det udkomme digitalt som dyb visdom, så er skurken den samme: Teknologi. Ikke ment maskinstormeragtigt. Men som konstatering. Med et kamera til en tusse, et redigeringsprogram og en selvbygger-web kan den ”ædle amatør”, som Andrew Keen kalder typen, i dag forvandle sig til ekspert på få timer. Tilsæt en selvopfundet titel på sociale medier der giver løfter om noget stort. Så er illusionen fuldbragt.

I tilfældet med den tidligere topchef er udfordringen, at han gerne vil mene noget om ledelse. Konkurrencen om at mene noget om ledelse er imidlertid hård på LinkedIn. Særligt konkurrencen om at mene noget klogt. Men så kan man poste opslag med to-linjers citater af romerske feltherrer og afdøde amerikanske præsidenter. Så står ordene dér og står. Med ens navn for oven. I amatørernes århundrede kan alle være med.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også