Debat
0

Bankerne er (stadig) for fede til at fejle

Bankerne er bedre polstret, men den højtgearede forretningsmodel trives i bedste velgående 10 år efter krakket. Og fænomenet too big to fail er blevet et permanent livsvilkår i den moderne kapitalisme.

I oktober for 10 år siden reddede danske toppolitikere landets største finansielle supermarked, Danske Bank, fra en truende kvælningsdød. Den amerikanske investeringsbank, Lehman Brothers, krakkede mandag den 15. september, og de internationale pengemarkeder frøs kort efter til is.

Vi mærkede konsekvenserne herhjemme få dage efter: Danske Banks muligheder for at finansiere sin risikable og dybt forgældede forretning tørrede ud som en vandpyt under den bagende ørkensol. Det stod hurtigt klart, at banken i løbet af ganske få år havde vokset sig for fed til at fejle – too big to fail. Et af finanskrisen allerstørste problemer blev åbenlyst for alle: Faldt vores banker, faldt Danmark med.

Danske Banks topchef, Peter Straarup, havde forvandlet sin støvede lokale storbank til en nordisk gigant. Gennem opkøb og voldsom kreditvækst seksdoblede banken sin størrelse fra 550 milliarder kroner i 1997 til 3.500 milliarder kroner i 2008. Banken var nu over halvanden gang større end Danmarks økonomi. Politikerne havde intet andet valg end at spænde en milliardgaranti ud under de skrantende banker.

Ti år er gået, siden de pressede efterårsnætter i 2008. Et par spørgsmål trænger sig på: Har vi fået tæmmet de gigantiske finansielle supermarkeder? Er bankerne blevet mindre risikable? Svaret på de to spørgsmål er nej og tja – ikke sådan rigtig. Der er faktisk sket overraskende lidt.

Hvis vi tager risikoen i bankerne først. Bankerne er blevet bedre kapitaliseret, og systemet virker mere solidt end før finanskrisen. Det mest gængse mål for risiko er den såkaldte leverage ratio, der viser forholdet mellem egenkapitalen og bankens samlede mængde af aktiver. Den fortæller os, hvor meget af bankernes forretning, banken finansierer via gæld. Bank of International Settlements, en slags centralbankernes centralbank, har gennemlyst regnskaberne for 193 banker og konklusionen er, at bankerne nu har flere penge at stå imod med, når den næste krise rammer.

Men man bør huske på, hvilket absurd lavt niveau af egenkapital vi kom fra. Da krisen ramte havde mange af de store amerikanske og europæiske banker en egenkapital på omkring tre procent – det man i banksprog kalder en gearing på 1:33. Det er en gældsætning på 97 procent. Bankerne levede af at låne andre folks penge ud. En så høj gældsætning betød, at et fald på sølle tre-fire procent af aktivernes værdi ville gøre bankerne insolvente. Det var præcis, hvad der skete.

I Danmark har bankerne også polstret sig bedre. Men bankerne lever stadig for lånte penge. I de to store koncerner, Jyske Bank og Nykredit, ligger egenkapitalen på fem-seks procent. I Danske Bank er gældsætningen faktisk steget i første halvår af 2018, så egenkapitalen nu udgør blot fire procent – en gearing på 1:25. Det betyder groft sagt, at et fald på fire-fem procent af Danske Banks-koncernens samlede forretning vil gøre banken insolvent.

I Danske Bank er gældsætningen faktisk steget i første halvår af 2018, så egenkapitalen nu udgør blot fire procent – en gearing på 1:25. Det betyder groft sagt, at et fald på fire-fem procent af Danske Banks-koncernens samlede forretning vil gøre banken insolvent.

Magnus Barsøe, debatredaktør

Bankernes mængde af egenkapital har derfor langt fra nået et sikkert niveau, lyder det fra en række topøkonomer. Den tidligere britiske centralbankchef Mervin King og Financial Times’ økonomiske kommentator Martin Wolf taler om et niveau på 15-20 procent. Det vil betyde en fordobling eller tredobling af egenkapitalen i Danske Bank.

Vi må også indse, at fænomenet too big to fail tilsyneladende er blevet et permanent livsvilkår i den moderne kapitalisme. I USA sad de fem største banker på 45 procent af landets samlede bankforretning i 2007. I 2017 var tallet steget til 46 procent. I Europa er billedet det samme – særligt i Sydeuropa har bankerne konsolideret sig, viser tal fra Den Europæiske Centralbank.

I Spanien sad de fem største banker på 41 procent af aktiverne i 2007. Ti år senere var andelen steget til 63 procent. I Italien voksede andelen fra 33 til 50 procent. I Grækenland er tallet 97 procent. I Danmark var andelen 60 procent i 2007 og 60 procent i 2017. Konsekvensen er ikke blot en permanent systemisk risiko. Vi ser også en stigende tendens til, at de store banker udnytter deres greb om kreditmarkedet og presser priserne op.

Det mest bekymrende udvikling er formentlig, at den globale gæld ikke er skrumpet. Tværtimod. Den har aldrig været højere. Verdens virksomheder, husholdninger og stater skylder i alt 233 billioner dollars. Det er mere end tre end halv gang den samlede værdi, som planetens 7,6 milliarder mennesker skaber på et år. Og væsentlig mere end før finanskrisen.

Bankernes lobbyister forsikrer os om, at alting er bedre, sikrere og mindre pumpet op på gæld her ti år efter. Men kradser man i overfladen, er der sket bekymrende lidt.

Magnus Barsøe er debatredaktør. Følg ham på @MagnusBarsoe eller skriv på magnus.barsoe@finans.dk

BRANCHENYT
Læs også