Debat
0

Flest personlige stemmer ingen garanti for nøglerne til statsministeriet

De to topkandidater trækker flere og flere personlige stemmer, men en personlig stemmesejr over ens direkte konkurrent er ingen garanti for en samlet valgsejr

Der tales ofte om, hvorvidt der er sket en amerikanisering af dansk politik. Det handler som regel om det stigende fokus på personerne og ønsket hos topkandidaterne om at maksimere deres personlige stemmetal.

Diskussionen bluser tid op, når der tales om, hvor meget fokus der er på de enkelte spidskandidater til folketingsvalg. Diskussionen blev atter relevant, da Alternativets leder, Uffe Elbæk, i slutningen juni spillede sig selv på banen som statsministerkandidat: »Jeg peger på mig selv. Alternativet peger på os selv.« Baggrunden var netop, at han var træt af det, som han betegnede som »præsidentvalgkampe« i dansk politik.

Men er dansk politik ved at udvikle sig til en præsidentvalgkamp, hvor to-tre kandidater sluger stemmerne i deres kreds og hvor alt handler om at maksimere sin partiformands personlige stemmetal? Hvis vi dykker ned i de personlige stemmetal for de forskellige statsministerkandidater tilbage fra 1973 og frem, tegner der sig et interessant billede.

Det er helt tydeligt, at de personlige stemmertal for de to spidskandidater er vokset eksplosivt siden jordskredsvalget i 1973, men fleste stemmer er ingen garanti for succes. Her vælger vi for nemheds skyld, at se bort fra valgkredsenes udvikling og kigger udelukkende på de absolutte tal stemmetal, er tendensen ret tydelig. Det personlige stemmetal på partilederen er gået frem.

I 1973 fik Poul Hartling (V) eksempelvis under 10.000 personlige stemmer og formåede alligevel at danne regering. To år senere gentog han bedriften, men mere end fordoblede sit stemmetal til 25.000 personlige stemmer. Der har siden 1975 været afholdt folketingsvalg 15 gange. Ti ud af de 15 gange har den statsministerkandidat med flest personlige stemmer efterfølgende haft held med at danne regering.

I nyere tid har en række kandidater vundet på trods af færre stemmer end modkandidaten. Poul Nyrup Rasmussen (S) fik i hhv. 1994 og 1998 færre stemmer end Uffe Ellemann-Jensen (V). Poul Schlütter (K) tabte til Svend Auken i 1990, men beholdt regeringsmagten. Helle Thorning Schmidt (S) fik færre personlige stemmer i 2011 end Lars Løkke Rasmussen (V), men Løkke fik til gengæld færre stemmer end Helle Thorning-Schmidt i 2015. Thorning-Schmidt vandt som bekendt i 2011, men tabte i 2015. Man Der er altså en række af topkandidater fra de seneste årtiers folketingsvalg, som vandt selv de fik færre personlige stemmer end modkandidaten.

Man kan lidt firkantet sige, at det over det sidste tre årtier ser ud til, at det ikke har været fordel af få flest stemmer. Fem ud af otte valg er vundet af en topkandidat, som ikke toppede det personlige stemmetal. Kausaliteten i den sammenhæng er dog næppe sikker i kanten. Pointen er bare, at man på ingen måde kan være sikker på en samlet sejr, selvom man scorer tusindvis af flere stemmer end ens modstander i ’præsidentvalget’.

Af Mads Christian Esbensen, cand.scient.pol., politisk kommentator og partner i lobbyselskabet Policy Group. mce@policygroup.dk.

BRANCHENYT
Læs også