Hvilken minister bliver landbrugets næste direktør?
Brian Mikkelsen og Karen Hækkerup har begge gjort det. I mange lande giver det rødt kort.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Er det lige efter bogen? Eller lidt for smart?
Det spørgsmål kan snart komme op at ringe igen.
Senest var det Brian Mikkelsen, der fik klokken til at ringe. Sidst i juni gik han fra at være minister for erhvervslivet i VLAK-regeringen til at blive lobbyist for erhvervslivet i Dansk Erhverv. Fra den ene dag til den anden. Tidligere på året tog Marie Reumert Gjerding springet fra at være miljøordfører for landets fjerdestørste parti til at blive øverste lobbyist og præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
Nu kører transportbåndet måske snart igen. Landbrug & Fødevarer skal ud at finde en ny frontfigur og toplobbyist, efter at Karen Hækkerup i fredags meddelte, at hun stopper som direktør for landbrugets største organisation. En stilling, som Karen Hækkerup i øvrigt selv blev headhuntet til direkte fra et ministerjob. Så: Er det lige efter bogen eller lidt for smart, at en minister, politiker eller topembedsmand kan gå direkte ind i et lobbyistjob?
Venstrefløjen var ikke i tvivl for fire år siden, da Karen Hækkerup en oktoberdag forlod en ministerpost for at blive landbrugets talskvinde. Det var for smart – syntes Enhedslisten og SF - at en interesseorganisation kunne købe en minister med et dagfriskt netværk til ministerkolleger, embedsmænd, ledere i grønne organisationer, politiske ordførere og landbrugsskeptiske beslutningstagere – til at tale landbrugets sag.
For en toppolitiker, der hentes direkte ind fra en ministertaburet eller en central position i sit parti, har et aktiv, der ikke kan købes for penge: Netværk. Politikerens netværk og troværdighed er, mod kontant betaling og fra den ene dag til den anden, blevet organisationens værktøj til at nå sine politiske mål. ”Jensen” og ”Pedersen”, som ellers ikke plejer at ville lytte, vil godt lytte, når ”Hansen”, der i sidste uge var minister, taler organisationens sag.
Kritikerne peger ofte ud i Europa, når de skal finde argumenter for deres sag. Flere lande har forbudt, at en minister eller topembedsmand kan gå direkte over på den anden side af bordet og blive lobbyist. Før personen kan sætte sig i den nye stol, er vedkommende i karantæne i 1-3 år. Så kan omverdenen vænne sig til, at personen ikke længere arbejder i statens tjeneste og ikke længere har den troværdighed, som omgav det tidligere embede. Det netværk, der er personens brandvarme aktiv, når også at køle af.
Parallellen i erhvervslivet er konkurrenceklausuler. En direktør for en stor virksomhed ved fra dag 1 i sin stilling, at prisen for et hop til en virksomhed i samme branche er et år eller to i køleskabet.
Men der findes bestemt også argumenter for, at de hurtige skift bør være mulige.
Det er ingen tilfældighed, at Landbrug & Fødevarer er tæt på at tegne abonnement på at rekruttere sin øverste lobbyist på Christiansborg - og gerne på ministerniveau. En minister har simpelthen kontakterne og netværket til at levere den vare, der efterspørges: Politisk indflydelse. Karen Hækkerups forgænger i stolen, den tidligere forsvarsminister Søren Gade, kunne derudover give organisationen medvind i kraft af sin folkelige popularitet. Han havde lige den profil, som landbruget sukkede efter.
Så hvis man på forhånd sætter fungerende toppolitikere og topembedsmænd ud af spillet, forhindrer man de store interesseorganisationer i at rekruttere personer med den kvalifikation, de efterspørger: Et brandvarmt netværk - oven i et indgående kendskab til, hvordan man får politikere overtalt til at bevilge penge, lempe afgifter og ændre lovgivning.
Virkeligheden er ikke enkel. De næste par uger vil der givet blive gættet på, hvilken minister Landbrug & Fødevarer ansætter til at efterfølge Karen Hækkerup.
Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

