Fortsæt til indhold

Politikerlede er den lette udvej, som du aldrig må vælge

Vi skal gøre op med tidsåndens største folkesport: politikerlede. Politik afgør alt omkring os, så det er alt for vigtigt til, at vi alle bare slår ud med armene og giver op.

Debat
Tine Thygesen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Tine Thygesen, Group CEO for The Creators Community. Medlem af regeringens iværksætterpanel.

Nogle gange synes jeg, at det er helt håbløse beslutninger, der bliver taget på Christiansborg. Som om de mennesker, der skal tage beslutninger for os almindelige mennesker, overhovedet ikke har jordforbindelse ift. det liv, vi andre lever, og det arbejdsmarked vi befinder os på. Når jeg har det sådan, så føles det oplagt at give op og pege fingre. Hvis jeg gør det, står jeg ikke alene. Tværtimod. Så kan jeg være en del af det fællesskab, der er tidsåndens største folkesport – politikerlede. Men det er den lette vej, og én vi aldrig må vælge.

Om du vil det eller ej, så er der rigtig mange ting i vores samfund som reguleres politisk. Alle de store rammebetingelser for trivslen i dit liv – arbejdsforhold, barselsforhold, hvem du må gifte dig med, hvem der må bo i landet, om dit barn kan komme på hospitalet, om i har en skole lokalt og om der må puttes kemikalier i din mad – bestemmes alt sammen politisk. Så politik handler ikke om paragraffer, men om din sundhed, dine børn og din sikkerhed.

Derfor er det alt for vigtigt til at være noget du giver op overfor.

Lige nu er der en dobbeltsidighed i politik. På den ene side oplever befolkningen i Europa det som nytteløst at engagere sig i politik. Samtidig oplever vi politikere, som i højere og højere grad afspejler meningsmålingerne. Det er jo et paradoks, og grundlæggende umuligt. Hvis politikerne bare jagter stemmer, så har vi også indflydelse. Og det tror jeg, vi har. Bedst illustreret ved udlændingedebatten, som har vist i hvor høj grad partierne, selv de store gamle, er villige til at tilpasse deres holdninger til, hvad befolkningen kræver. Den villighed, skal vi som borgere bruge konstruktivt.

Når du tillader dig selv at forfalde til politikerlede, så er det super let. Det er realityprogrammernes udgave af politisk engagement. I avisen kan man læse side efter side af dårligt researchede artikler om hvem, der har lavet den ene eller anden fejl. Det er let fordøjeligt, og det gør os vrede. Men det er også forkert. For selvom pressens opgave helt korrekt er at holde magten ansvarlig, så er de fleste af dagens kritiske artikler ikke andet end mudderkastning om ting, der er fuldstændigt ligegyldige. De handler altså mest om at kaste med sten og pege fingre. Og det kan da også føles rigtig dejligt. Om end meget kort.

Min erfaring fortæller mig, at der findes ingen problemer, hvor den mest effektive løsning er at pege fingre. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet, at den, der bliver peget på, vender om på hælen og ændrer adfærd med et smil. Tværtimod. Så jeg synes, vi skal holde op med at pege fingre. Ikke for at være hellige, eller lægge den anden kind til. Men for at være pragmatiske. Jeg vil gerne have indflydelse på min sundhed, mit liv og min sikkerhed. Det er simpelthen mere effektivt, hvis jeg deltager konstruktivt.

Det er faktisk et hundeliv at være politiker i dag, så jeg kan let finde respekten for mennesker, der bruger deres liv på at kæmpe for forbedringer, de tror på. Den respekt er det første skridt imod politikerlede.

Det er faktisk sådan, at de fleste politikere er drevet af en enorm passion for at gøre en positiv forskel. Vi er naturligvis ikke alle enige om, hvad en positiv forskel indebærer, men uden undtagelse har de politikere, jeg har mødt, stillet op i en god mening. Og det kan jeg godt have respekt for. Det er faktisk et hundeliv at være politiker i dag, så jeg kan let finde respekten for mennesker, der bruger deres liv på at kæmpe for forbedringer, de tror på. Den respekt er det første skridt imod politikerlede. Den er grundlagt i den samme empati, vi gerne vil have politikere har over for os almindelige mennesker, og jeg synes ikke, det er for meget forlangt, at vi giver den i gengæld.

Derudover arbejder politikere faktisk rigtig hårdt. Jeg har i de senere år mødt en del ledende politikere, fra statsministre til diverse siddende og tidligere ministre. Til fælles har de det, at de knokler. De arbejder tidligt, sent, er altid på farten, er væk fra deres familie og ofrer en masse personligt for at gøre en forskel. Min pointe er, at politikere faktisk kun er mennesker. Og de gør det så godt, de kan.

Vi er alle sammen afhængige af, at vores land fungerer, og det er politik altså en stor del af. Demokrati fungerer kun, hvis os, der stemmer, bidrager konstruktivt. Så vi skal holde op med at stemme i trods eller melde os ud. Det første, du bør gøre, er at lade være med at købe aviser, der er useriøse og kun kaster med sten. Så bliver de nemlig nødt til at skrive ordentlige artikler, der handler om ting, der rent faktisk er vigtige. Så har vi da et ordentligt informationsgrundlag at starte fra.

Politik er simpelthen for vigtigt til, at vi giver op på det.

Artiklens emner
Politikerlede
Erhvervspolitik