Debat
0

Alle har ret til et fedt kviklån

Det kan sagtens være, at kviklån virker tåbelige for dem, der har deres på det tørre og kan låne i banken. Men det er decideret uliberalt at stjæle lånemulighederne for andre borgere ved at skærpe reglerne mod de hurtige lån.

Debatten om kviklån dukker med jævne mellemrum op. Nogle partier vil sætte grænse for renten, andre sætte grænse for antallet af lån, man kan låne. Et andet forslag er reklameforbud.

I 2016 blev der optaget kviklån for omkring en halv milliard kroner, og da godt hvert fjerde ikke bliver betalt tilbage til tiden, og hvert femte ender som en inkassosag, så det er naturligt, at det vækker politikernes interesse.

Regeringen kommer til efteråret med et udspil, der givetvis vil betyde stramninger. Erhvervsminister Rasmus Jarlov har allerede vist sig at skyde fra hoften, og har kaldt udbyderne for »banditter, der lever af at give lån til folk, som ikke kan betale dem tilbage«. Det lyder som en forholdsvis dårlig forretning at give penge væk, så lad mig korrigere ministeren og afsløre, at udbydernes indtjening naturligvis består af de kunder, der faktisk betaler tilbage. 

Men jeg kan da godt læse mellem linjerne, så lad mig vove pelsen og påstå, at det ventede udspil ikke bliver et udspil af liberal karakter. Men man skal nok heller ikke forvente et større af slagsen.

Alle førnævnte tiltag er tiltag, hvis formål tilsyneladende er at redde befolkningen fra dens egen evne til at træffe rationelle beslutninger. Og det er da et nobelt formål i sig selv at redde befolkningen fra økonomisk uføre. Men hvem siger egentligt, at det er statens rolle at forhindre voksne mennesker i at gøre egne økonomiske erfaringer og lære heraf?  

Ifølge en undersøgelse Forbrugerrådet Tænk har fået foretaget, svarer 31 procent af de adspurgte, at de har fortrudt, at de har optaget forbrugslån eller købt på afbetaling. Tænk engang, under en tredjedel. Så langt størstedelen af dem, der optager kviklån, fortryder det altså ikke, men har fået den forventede nytteværdi for de penge, de har lånt. Det er jo livets skole i dens vidunderlige kontekst. Nogle har gavn af de produkter de køber, andre har ikke. Og for dem, der har fortrudt, så har de forhåbentligt lært noget for sådan er livet også; man begår fejl, man fortryder, og man lærer af det til næste gang. Og helt ærligt, hvem er det egentlig, der ønsker det samfund, hvor velfærdsstatens curlingpolitikere fjerner enhver sten på vejen, og forhindrer folk i at begå fejl og lære af det?   

I rapporten "Markedet for kviklån” fra Konkurrence og Forbrugerstyrelsen opgøres det, at hver tredje lån bliver brugt til at købe elektronik for, omkring 15 procent bliver brugt på møbler og hvidevarer, mens 10 procent bliver brugt på rejser, fornøjelser og tøj. Det viser jo bare behovet for udbyderne af kviklån, for alle – rige som fattige – har drømme, og alle skal have mulighed for at leve deres drømme ud, selv når det er dyrt, og det er nu engang dyrere ikke at have penge, end at have dem. Det er altså bare endnu én af livets hårde præmisser. 

Sagen er jo den, at menneskers nyttebegreb er individuelt, så hvis nogen gerne vil betale 50 pct. i ÅOP for en uge til Mallorca på all inclusive, så er det altså deres frie ret at gøre dette. Alle voksne mennesker har ret til den frihed det er at træffe økonomiske beslutninger for sig selv. Inkl. de dumme af slagsen, der sender dem i økonomisk uføre.

Hvem er det egentlig, der ønsker det samfund, hvor velfærdsstatens curlingpolitikere fjerner enhver sten på vejen, og forhindrer folk i at begå fejl og lære af det?   

Tilbage står modstanderne af kviklån med en løftet pegefinger. Det er dem, der ved bedre. Dem, der som regel har deres på det rene og ikke har behov for dyr finansiering. De sidder i deres andelslejlighed med friværdi og med muligheden for at ringe til banken og få et Mastercard til ferien. Sammen med deres ligeså privilegieblinde venner fra samme socialklasse, bekræfter de jævnligt hinanden i frasen, at ”hvis banken har sagt nej til et lån, så er det en god tommelfingerregel om ikke at låne mere”.

Gu’ er det da ej. Det er en god indikation på, at en privat virksomhed med sin helt egen risikoprofil ikke vil låne dig penge, andet er det da ikke. Det kan lyde snusfornuftigt i den sociale sammenhæng, men udsagnet dækker over en enorm arrogance overfor folk uden de samme muligheder for en kassekredit eller et midlertidigt overtræk i banken. Det er bare så forbandet nemt at sidde med kapital på hånden og lave regler for folk uden de samme muligheder.

Man kan ikke lovgive sig ud af noget, der er så kraftig efterspørgsel på, fordi den forbrugshungrende finder bare vejen til andre finansieringsformer. Men vi kan i det mindste hjælpe folk på vej. Forbrugeren skal naturligvis have den ramme, der sikrer maximalt oplysning om indholdet af de aftaler, der indgås. Og hvis det betyder indgreb, der tvinger udbyderne til at skære tingene endnu mere ud i pap, så må det være det.  

Det er bare ikke i overensstemmelse med grundlæggende frihedsbegreber at frarøve flertallet muligheden for at låne til livets oplevelser, fordi mindretallet ikke nødvendigvis forstår konsekvenser af de aftaler, de indgår.

BRANCHENYT
Læs også