Debat
0

Til politikere på valg: Tag jer i agt for dogmatiske og nedladende økonomer

Det er med en nedladende tone og en grundlæggende arrogant holdning til demokratiets institutioner, at Krakas økonom Niels Storm Knigge går til angreb på politikeres "pral".

Rasmus Hougaard Nielsen, cand. polit. og formand i foreningen Gode Penge. Foto: Jakob Evers

Indenfor 10 måneder skal der udskrives valg i Danmark, og mange politikere gør sig derfor klar til valgkamp. Dette fik for en rum tid siden Niels Storm Knigge fra tænketanken Kraka til at advare vælgerne imod det, han definerede som ”valgflæsk” og ”politisk pral”.

Jeg kan kun erklære mig enig i, at man bør forholde sig kritisk over for politiske valgløfter. Men man bør dog være mindst lige så kritisk over for økonomer, der dogmatisk og nedladende gør sig til herrer over det politiske og økonomiske mulighedsrum. Lad mig specificere.

I sit indlæg kommer Knigge med en række påstande, som i bedste fald er fejlagtige. I værste fald direkte misvisende. Jeg vil her blot anfægte et par af hans påstande.

Knigges første påstand er, at det i løbet af det kommende år er umuligt at føre finanspolitik, fordi det økonomiske råderum vil være fuldt optaget af voksende udgifter til pleje af en aldrende befolkning. Derfor mener Knigge, at der ikke er råd til at øge udgifter til både velfærd og skattelettelser, og hvis politikerne påstår andet, er det blot udtryk for politisk ”pral”.

Dette ræsonnement er grundlæggende baseret på en økonomiforståelse, der er fuldstændig ude af trit med den praktiske virkelighed. Begrebet ’det økonomiske råderum’ er i sin grundessens designet til at holde befolkningen, herunder politikerne, fast i en overbevisning om, at en samfundsøkonomi kan sidestilles med en husholdningsøkonomi, og penge derfor er en knap ressource for samfundet som helhed. Ganske ligesom det er for en husholdning. Dette er en fejlagtig antagelse.

I en samfundsøkonomi – til forskel fra en husholdningsøkonomi – er den enes udgift den andens indtægt, og offentlige underskud kan i praksis bidrage til at øge likviditeten (mængden af penge) i økonomien med henblik på at øge den økonomiske aktivitet. For en nation med egen valuta er penge derfor reelt set aldrig en knap ressource, hvilket vi bl.a. har set ved, at lande som USA, Japan, Storbritannien og Tyrkiet alle har haft mere eller mindre kroniske offentlige underskud siden sammenbruddet af Bretton Woods valutaregimet i 1971.

I løbet af de sidste årtier er det dog kun i mindre omfang, at vi har oplevet pengerigeligheden gennem finanspolitikken, som har været underlagt ideen om, at stater bør balancere sit budget. Derimod har vi først og fremmest oplevet pengerigeligheden via banksystemet, hvor banker overalt i verden pumpet milliarder af euro, dollar og kroner ind på de finansielle markeder og i storbyernes boligmarkeder. Penge, som bankerne har ”produceret” i enorme mængder gennem simpel bogføring i forbindelse med udlån til deres kunder og opkøb af aktiver i økonomien.

Begrebet ’det økonomiske råderum’ er i sin grundessens designet til at holde befolkningen, herunder politikerne, fast i en overbevisning om, at en samfundsøkonomi kan sidestilles med en husholdningsøkonomi, og penge derfor er en knap ressource. Dette er en fejlagtig antagelse.

Rasmus Hougaard Nielsen, cand. polit. og formand i foreningen Gode Penge.

I den forbindelse kunne man passende stille spørgsmål ved, om det ikke havde være mere hensigtsmæssigt, om pengeproduktionen var sket via finanspolitiske underskud, som kunne finansiere job og indkomster, fremfor via kredit til handel med eksisterende aktiver. Det har godt nok skabt enorme kapitalgevinster på bolig- og aktiemarkedet, men til gengæld ikke i sig selv har forøget den samfundsøkonomiske aktivitet. Derimod har det efterladt et bjerg af gæld i samfundet.

Jeg siger ikke, at ekspansiv finanspolitik er uproblematisk. Det er selvfølgelig forbundet med risici og ubekendte faktorer at føre ekspansiv finanspolitik. Ikke mindst at det kan føre til overophedning af økonomien og risiko for inflation (hvilket dog næppe kan påstås at være det største økonomiske problem på nuværende tidspunkt). Men selvfølgelig er det politisk muligt. At påstå andet er direkte misvisende.

Det forhold, at en nation med egen valuta i praksis ikke kan løbe tør for penge, giver i øjeblikket medvind til den klassiske keynesianske ide om en statslig jobgaranti (fuld beskæftigelsespolitik) i både USA og Storbritannien. Hvis dette tiltag skal realiseres, vil det helt naturligt kræve et fundamentalt opgør med ideen om ”det økonomiske råderum”. I begge lande er der derfor i øjeblikket en sund og høj faglig debat omkring hensigtsmæssigheden af dette mere progressive tiltag.

Uanset om man mener, at en jobgaranti er en god ide eller ej, burde vi dog efterhånden havde lært af historien, at store samfundsmæssige forandringer kan kræve næsten grænseløs finansiering (pengeskabelse). Gad vide hvordan vores samfund havde set ud, hvis vi havde ladet os hæmme af ”det økonomiske råderum”, da Europa skulle genopbygges efter 2. Verdenskrig? Jeg er temmelig sikker på, at Truman og Marshall ikke skænkede mange tanker på ”det økonomiske råderum”, da de valgte at sende 17 milliarder dollar til Europa efter 2. Verdenskrig.

I dag står vi overfor helt andre systemiske udfordringer: voldsomme klimaforandringer, automatiseringens overflødiggørelse af menneskeligt arbejde, en enorm global og lokal gældsbyrde skabt af store finansielle ubalancer mfl. Hvis løsningen på disse udfordringer er finansiel, må det i sidste ende være et politisk og demokratisk spørgsmål at løse dem - ikke selvpålagte finansielle restriktioner baseret på teoretiske økonomiske modeller.


Staten er en kæmpe og ekstrem vigtig jobskaber i netop den private sektor. At påstå andet er ideologisk naivitet. Knigge taler her ud fra en ideologisk og teoretisk dikotomi mellem stat og den private sektor, som umiddelbart befinder sig alen vidt fra den praktiske virkelighed.

Rasmus Hougaard Nielsen, cand. polit. og formand i foreningen Gode Penge.

En anden påstand, som Knigge ublu fremfører, er, at den eneste måde staten kan skabe private arbejdspladser, er ved at øge udbuddet af arbejdskraft. Også her taler Knigge imod bedre vidende. I praksis er der masser af kanaler, hvorigennem staten skaber private arbejdspladser. Ifølge en analyse fra 2017 udarbejdet af Dansk Industri er over 212.000 i dag ansatte i den private sektor direkte finansieret af det offentlige forbrug. Derudover finansierer staten i stigende grad jobskabende iværksættere og små og mellemstore virksomheder gennem støtte, kredit og garantier fra offentlige institutioner, som Vækstfonden, Erhvervskreditfonden, Innovationsfonden osv.

Man kunne også pege på de dynamiske efterspørgselseffekter af det offentlige forbrug og de offentligt ansattes forbrug af private varer og tjenester.

I et demokrati er det befolkningen og politikerne, som udstikker retningen for samfundet, og dermed endegyldigt forholder sig til det politisk mulige. Knigge er selvfølgelig velkommen til at argumentere for, hvorfor han synes, at forskellige former for politik er risikabel og uhensigtsmæssig, men for et velstående land som Danmark uden betydelig offentlig gæld og et kæmpe overskud på betalingsbalancen, må mulighedsrummet betragtes som kolossalt.

Hvis befolkningen og politikerne for enhver pris ønsker at finansiere omstillingen væk fra fossil energi, udstede en jobgaranti, lave borgerløn, nedsætte arbejdstiden eller føre krige i fjerne lande, bør vi selvfølgelig have en debat omkring det økonomisk og politisk fornuftige i disse beslutninger. Men i sidste ende må de betragtes som demokratiske valg, som befolkningen efterfølgende må tage konsekvenserne af.

Mit råd til Knigge er derfor, at hvis han i den demokratiske debat ønsker at blive taget seriøst af andre end en snæver kreds af økonomer, kunne han med fordel fremlægge sine antagelser og argumenter på en saglig og gennemskuelig måde. Frem for på nedladende, usaglig og dogmatisk vis at forsøge at gøre sig til herre over den demokratiske debat.

BRANCHENYT
Læs også