Debat
0

Italien har styr på gælden

Det har været sagt og skrevet meget om Italiens såkaldte problematiske gæld. Men kigger man nærmere på tallene, er der absolut ingen grund til panik i eurozonens tredjestørste økonomi

Lars Merklin, makroøkonom i den svenske bank SEB.

Italien har fået alle på nakken efter deres nye budget. Mange frygter, at gælden vil komme ud af kontrol, men det er at skyde over målet. Budgetforslaget gør nemlig stort set ingen forskel.

De italienske politikere forventer et underskud på 2,4 procent af bruttonationalproduktet (bnp). Det er omtrent det samme som i år og er under den normale grænse på tre procent, men kravene til Italien er højere på grund af deres høje gæld. Det virkelige spørgsmål er, om det er foreneligt med en faldende gældskvote.

Man kan dele ændringer i gældskvoten op i tre dele: den primære budgetbalance, rentebetalinger på eksisterende gæld og ændringer i bnp.

Det største bidrag til gældskvoten kommer fra den eksisterende gæld på 135 pct. af bnp. Italien har taget lån, som først udløber om en del år, og derfor vil det tage tid, før en rentestigning slår igennem. Til gengæld koster renterne allerede omtrent fire procent af bnp hvert år, og dem kan regeringen ikke påvirke.

Den del, regeringen kan påvirke, er den primære balance (altså ekskl. renter). Med 2,4 procent i samlet underskud og rentebetalinger på knap fire procent af bnp, så må der være 1,5 procent i overskud på den primære balance. Det er samme niveau som i år, så Italien øger ikke det samlede underskud, de formindsker det bare ikke.

Men gældskvoten vil falde, selv om der er underskud, hvis bare bnp vokser hurtigere end gælden. Hvis gældskvoten skal ligge stabilt, så kræver det, at realvækst og inflation tilsammen når op på mindst to procent. Det er allerede opfyldt, og væksten vil sandsynligvis overstige 3 pct. til næste år.

Det er altså ikke korrekt, at det nye budget vil få gældskvoten til at stige. Den vil faktisk sandsynligvis falde, og det taler for, at Italien får en aftale på plads efter lidt forhandling.

Det betyder ikke, at alt er fint på længere sigt. Den langsigtede holdbarhed for Italiens gæld har intet at gøre med den kortsigtede variation i underskuddet, men handler mere om, hvor længe den nominelle vækst og de fordelagtige renteniveauer kan fastholdes.

Stigende renter vil kun påvirke gælden langsomt, men hvis de skal betale en høj rente permanent, så vil det med tiden underminere gældens holdbarhed. Derfor er det afgørende for Italien at fastholde markedernes tillid, men det problem bliver skudt til hjørne, hvis budgettet bliver vedtaget og økonomien klarer sig godt.

En mere alvorlig risiko er en økonomisk krise. Rentebetalingerne er der stadig og gældskvoten kan hurtigt få ben at gå på i en krise, hvor bnp falder og underskuddet stiger. I den situation kan faldende tillid i markedernes blive til en selvopfyldende profeti. Og hvem skal så redde Italien?

Det er EU’s arvesynd: staterne har en kreditrisiko, og der er ikke en fælles europæisk regering, der kan hjælpe dem. Opsvinget slutter en dag, og Italien har næppe fået sin gæld langt nok ned inden da. Den tid, der vindes på kort sigt, skal altså bruges til at skabe store politiske reformer, hvis euroen skal overleve.

BRANCHENYT
Læs også