Årets nobelprisvinder har løsningen på klimakrisen

Hvordan løser man bedst klimaudfordringen? Halvdelen af årets Nobelpris i økonomi går til William Nordhaus for netop at besvare det spørgsmål.

Men er klimaforandringer ikke naturvidenskab? Sammenhængene mellem udledning af drivhusgasser, gassernes effekt på temperaturen og temperaturens effekt på alt fra gletsjerafsmeltning til vejrfænomener er naturligvis naturvidenskabelige spørgsmål. For at vurdere konsekvenserne for menneskelig velfærd er det imidlertid nødvendigt at opgøre værdien af de utallige skadevirkninger. Det har naturvidenskaben ingen målestok for.

Nordhaus’ bidrag er bl.a., at han som den første udviklede en klimamodel, som estimerer skadeomkostningerne ved udledning af drivhusgasser. Problemet er naturligvis, at drivhusgasser også har en positiv side. De er et biprodukt af bl.a. den fossile energi, som har været en af kilderne til vores velstand.

Siden den industrielle revolution er temperaturen steget ca. 1 grad, men levestandarden for en gennemsnitsborger på kloden er mere end tidoblet. Alt tilsiger, at det har været et godt bytte. Ved en eller anden temperaturstigning begynder det at vende – men hvornår? Det kan klimamodeller hjælpe med at besvare.

Nordhaus’ pointe er, at drivhusgasudledningen bør begrænses til det niveau, hvor de ekstra skadeomkostninger svarer til omkostningerne ved at mindske udledningerne yderligere.

Økonomisk teori hjælper også med at pege på det bedste politiske svar. Det er i al sin enkelhed at sætte en pris på udledningen af drivhusgasser, f.eks. i form af en afgift, svarende til skadeomkostningen. Det sikrer, at ingen udledning gør mere skade end gavn. Og det sikrer, at vi fjerner de drivhusgasser, som er billigst at fjerne. Afgiften fungerer som et indirekte tilskud til at spare på energien, fremstille vedvarende energi samt udvikle ny teknologi.

Endelig minimerer en afgift behovet for information hos politikerne. Alternativet til en afgift – direkte politisk styring af udledningerne i bestemte sektorer via planøkonomi – stiller umulige krav til politikernes vidensniveau. For ikke at sige til deres uafhængighed af lobbyister.

En ensartet afgift er det bedste instrument, hvad enten der er tale om en global aftale eller et nationalt mål.

Klimaøkonomiens løsning har dog én ulempe. Politikerne er mere fristede af planøkonomiske tiltag, som langt bedre signalerer handlekraft og kan bruges til at købe interessegruppeopbakning med. Det er den klimaplan, regeringen fremlagde selv samme uge, som Nordhaus’ fik sin Nobelpris, et trist vidnesbyrd om.