Debat
BREAKING

Nyhed: En »one time experience« lakker mod enden for coronakrisens købmænd. Nyhed: Danske aktier i bunden over verdens bedste aktiemarkeder lige nu. Nyhed: Europa går ikke i stå, hvis Putin lukker for gassen.

Nobelprisen i økonomi røber disciplinens krise

Paul Romer og William Nordhaus udmærker sig ved hhv. ætsende kritik af den makroøkonomiske forskning og klimaforskning helt ude af trit med FNs klimarapport, der udkom samme dag.

Økonomiprofessor på New York University, Paul Romer. Foto: Richard Drew

Økonomen Paul Romer er et fremragende, men paradoksalt valg til nobelprisen i økonomi. Han modtager prisen, fordi han i 90’erne lavede han en matematisk model for at væksten ikke naturligt vil gå i stå, hvis stater understøtter innovation og menneskelig udvikling.

Det er meget vel, men han fortjener måske mere prisen for sin integritet og mod til at kritisere tilstanden i makroøkonomisk videnskab. I en opsigtsvækkende artikel fra 2016 hudfletter han den makroøkonomiske disciplin og dens nobelprisvindende koryfæer. Økonomen Paul Romer betegner den økonomiske disciplin som en »pseudovidenskab« med »dovent teoriarbejde«, bevidst maskeret af unødvendigt kompliceret matematik.

Den matematiske stormflod, der har skyllet ind over makroøkonomi de seneste 30 år, tjener til lade modellens skaber afgøre resultatet, mens andre kun svært kan tjekke modellens integritet. Han forklarer udviklingen med et æreskodeks i kulturen blandt økonomer, der ikke tillader kritik af autoriteter og belønner dem, som efterlever normerne. Det har ledt til »post-virkelige« modeller, der styres af uforklarlige »forestillede chok« til økonomien, hvilket har medført manglende evne til eksempelvis at forudsige finanskrisen fra 2008. Romer er et godt, men paradoksalt valg til prisen, da det giver anledning til at spørge, om kejseren har tøj på.

William Nordhaus er tildelt nobelprisen for at integrere klimaet i langsigtede økonomiske fremskrivninger. Cepos’ analysechef Otto Brøns-Petersen hyldede ham for at hjælpe med »at pege på det bedste politiske svar«. Det lyder umiddelbart som en mand, der er værd at honorere, men hvad anbefaler han på baggrund af sine modeller?

Kort sagt anbefaler han en lunken reaktion på klimaforandringerne. I sine abstrakte beregninger af »verdens nytte« kommer Nordhaus frem til, at det er globalt optimalt at lade temperaturen stige til 3,5 grader over det førindustrielle niveau, samt at udledningerne først skal toppe i 2055. Det er tragikomisk, at han blev tildelt nobelprisen samme dag som FNs panel af klimaforskere udsendte sin alarmerende flagskibsrapport, der advarer om katastrofale følger, hvis ikke temperaturstigningen holdes til 1,5 grader og at verden kun udleder samme mængde CO2, som jorden kan optage i 2050.

Nobelprisvinder Paul Romer betegner den økonomiske disciplin som en »pseudovidenskab« med »dovent teoriarbejde«, bevidst maskeret af unødvendigt kompliceret matematik.

Asker Voldsgaard, cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.

Nordhaus kommer frem til sine konklusioner om det optimale ved at gøre mindre ved at tillægge fremtidige skader lavere nutidsværdi end eks. Stern-rapporten fra 2006. Nordhaus forsvarer sit valg ved at henvise til renten på kreditmarkeder for at undgå moralisering. Men hvor behageligt vi skal have det i dag på bekostning af vores børn og børnebørn er grundlæggende etiske og politiske spørgsmål, som finansmarkederne intet har at sige om. Dette er en nobelpris som efterfølgende generationer vil holde op som symbolet på inertien i nutidens klimapolitik.

Af Asker Voldsgaard, cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.

Læs også
Top job