Merkels plettede politiske eftermæle

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Det kom næppe som den store overraskelse, at den tyske kansler Angela Merkel mandag meddelte sin afgang efter 18 år som leder for sit parti. Reaktionerne fra de danske politikere var omvendt ret overraskende.

Der var en næsten enslydende ros på tværs af de politiske skel. En »beundringsværdig« politiker, der fungerede som et »anker« for Europa, lød dommen. Den forhenværende udenrigsminister og venstremand Uffe Ellemann-Jensen kaldte endda kanslerens exit for et »stort tab for Tyskland og et stort tab for Europa«.

Det ensidige rygklapperi tyder desværre på, at mange glemmer alvoren i den krise, som Merkel efterlader Europa i. Sandheden er, at hvis man kigger på de to mest afgørende politiske og økonomiske omvæltninger, der har præget Europa det seneste årti, har Merkel taget fejl; både i forhold til hive Europa fri af finanskrisen og i forhold til at finde en løsning på migrantkrisen.

Merkel efterlader uden tvivl en tysk økonomi i storform. Den konservative kansler har cementeret landets rolle som eurozonens industrielle lokomotiv med rekordlav ledighed, plusser på statsbudgettet, lav offentlig gæld og stigende lønninger. Men Merkel har ført en Tyskland-først-politik, som har kastet Sydeuropa under bussen. I Tyskland er ledigheden 3,4 procent. I Frankrig er ledigheden 9,3 procent. I eurozonens tredjestørste økonomi, Italien, er arbejdsløsheden 9,7 procent. I Spanien står over 15 procent af arbejdsstyrken uden job, viser de seneste tal fra EU's statistiske kontor.

Tyskerne har sparet sig til et eksportbåret opsving og overskuddet på betalingsbalancen er svulmet til knap otte procent i forhold til landets økonomi. Det er et klart brud på de fælleseuropæiske spilleregler, som maksimalt tillader et overskud på seks procent. Merkels spareiver har i årevis drænet Europa for efterspørgsel på et tidspunkt, hvor hendes unionsfæller mod syd havde desperat brug for det modsatte. Tysk stædighed forlængede og forværrede den økonomiske afmatning efter finanskrisen.

Merkel roses for at holde sammen på EU og euroen. Men eurozonens sande redningsmand er italienske Mario Draghi. Chefen for Den Europæiske Centralbank rundbarberede aggressivt renten i årene omkring 2011 og har de senere år pumpet over 2.500 milliarder friskprintede euro ud i markedet for at understøtte opsvinget. Merkel og hendes politiske allierede var arrige modstandere af den ultralempelige pengepolitik, som i høj grad reddede euroen for en akut kvælningsdød.

Merkels andet politiske svigt handler om migrantkrisen. Der er kommet 1,4 millioner flygtninge til Tyskland de senere år og tyskerne selv snakker nu åbent om »et ukendeligt land«, hvor hver fjerde borger har migrantbaggrund. Det er tankevækkende, at man i Sverige og Tyskland - de to lande, der var de største fortalere for de åbne armes politik - nu ser et enslydende politisk billede: Politisk splid og en markant opblomstring af højrepopulisme.

Den politiske elite ignorerede i årevis borgernes legitime skepsis overfor masseindvandring, og nu mærker man konsekvensen. Højrepartiet Alternative für Deutschland ligger til omkring 16 procent i de seneste målinger, hvilket vil gøre partiet til Tysklands tredjestørste. Det siger meget om vreden mod det politiske parnas, at et højrenationalt parti som AfD kan få den slags opbakning i et land med en historie som Tysklands.

Den vigtigste beslutning enhver topleder skal træffe, handler om at udpege sin arvtager. I et demokrati er det naturligvis borgerne, der i sidste ende udpeger den øverste politiske leder. Men valget afhænger i høj grad af, hvilket økonomisk klima, man efterlader landet i. Den amerikanske præsident Barack Obama efterlod demokratiske svingstater forsømte og økonomiske udpinte, hvilket gødede jorden for kaoskandidaten Donald Trump.

Det er endnu uklart, hvilken leder Merkel efterlader Europa med. Men vi må håbe, at det ikke bliver en videreførsel af en naiv flygtningepolitik og en økonomisk Tyskland-først-politik, der forlængede og forværrede Sydeuropas økonomiske sump.

Magnus Barsøe er debatredaktør. Følg ham på @MagnusBarsoe eller skriv på magnus.barsoe@finans.