Debat

Også dig, Christian Hyldahl?

Når ideologiske tsunamier ruller, og pressen gribes af blodrus, fanges ikke kun de store banditter, men mange, der ikke har gjort andet end at leve efter tidsånden, skriver ledelsesrådgiver.

ATP-direktør Christian Hyldahl. Foto: Rune Aarestrup Pedersen

Siden filmproduceren Harvey Weinstein blev fyret fra sin egen virksomhed for godt et år siden, er en række af underholdningsindustriens titaner faldet med så store brag, at jorden skælvede.

Mænd, vi har elsket og respekteret for deres kunst, deres kreativitet og deres evne til at bevæge os. Mænd, som nu skrives ud af serier eller sættes i fængsel som blinde gamlinge. Mænd, der sidder bag nedrullede gardiner som udstødte pariaer, afskyede som pestbefængte. Store, betydningsfulde mænd, hvis stjernekarriere er smadret og eftermælet for altid ødelagt.

#Metoo er en vigtig bevægelse eller snarere revolution for alle de kvinder og mænd, piger og drenge, der har lidt under seksuelle overgreb. Måske den vigtigste bevægelse om magtmisbrug siden 1970’erne. Den har vist sig som en rasende orkan, der skyller alle andre hensyn væk end dette ene: Har han (meget få kvinder i denne sag) gjort noget engang, som vi i dag anser for amoralsk.

Jeg er fascineret af disse revolutioner, der raser som en storm over landet, mens de renser ud og skaber plads til det nye og tvinger os til at gøre tingene anderledes, end vi troede muligt.

Og jeg frygter dem. For når ideologiske tsunamier ruller, og pressen og folket gribes af blodrus, fanges ikke kun de store banditter, men mange, der ikke har gjort andet end at leve efter tidsånden. Fordi selve revolutionens kraft er blind og altædende. Den ænser ikke historien. Den tager ikke hensyn til, hvad der var skik og brug for 10, 20, 50 år siden. Den forholder sig til et idelogisk nåleøje lige nu. Et nåleøje de færreste af os kan klemme os igennem og som en del mænd, og måske nogle enkelte kvinde bliver korsfæstet af i disse dage.

Nu er den etiske revolution kommet til erhvervslivets titaner. Til de mænd, vi har respekteret for deres dygtighed, deres analytiske evner, beslutningskompetencer og evner til at drive og vækste og udvikle store, komplekse virksomheder og institutioner.

Erhvervslivets etiske revolution kan vi med rette kalde #youtoo bevægelsen.

Charlotte Mandrup, ledelsesrådgiver.

Erhvervslivets etiske revolution kan vi med rette kalde #youtoo bevægelsen. For også den vil skylle skånselsløst og udiskriminerende hen over landet, uden hensyn til historiens nuancer. Ethvert menneske, der på noget tidspunkt har haft mediernes interesse og som har bestridt en post med indflydelse, må i disse dage skælve ved tanken om deres fortid. For hvem af os kan sige, at vi stod op mod tidens ånd og gældende adfærd? Hvem af os er rene nok i sjælen til at hævde, at alt, hvad vi har gjort gennem vores karriere, kan tåle nuets blændende lys af en ny tids etik?

Jeg ved ikke med dig, men personligt er jeg varsom med at løfte en anklagende pegefinger mod et andet menneske, baseret på en avisoverskrift.

I stedet for blindt at anklage, lad os da hjælpe hinanden med at kigge fremad og prøve at gætte på hvilke etiske krav, vores børn og børnebørn vil stille til vores forretningsdrift og ledelse. Og lad os så tilpasse adfærd og processer herefter. Lad os skrue ned for egoismen og den personlige grådighed, lad os lære at sige nej til den tilbudte bonus, til det sidste stykke kage, til at snuppe den ledige p-plads foran pensionisten. For kun ved at fjerne os selv som centrum, kan vi bevare friheden og modet til at træffe bæredygtige beslutninger, som vores børn og børnebørn kan være stolte af.

Af Charlotte Mandrup, ledelsesrådgiver.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også