Debat
0

Nyd din sidste julehandel – Amazon kommer

Ven eller fjende? Det er et valg, som stort set alle i detailhandlen står overfor, når techgiganten Amazon indtager Danmark i 2019, skriver ledelseskonsulent.

Foto: AP/Reed Saxon

December er i gang med julehandel og bjældeklang fra butikkernes dørklokker. Og netop detailhandlen skal nyde kasseapparaternes lystige syngen ekstra meget i år. Det bliver måske den sidste.

I horisonten lurer nemlig et uhyre, der har spredt butiksdød og ødelæggelse af profitmarginer verden over. Uhyret hedder Amazon. Det kommanderes af verdens rigeste mand, amerikaneren Jeff Bezos, og webshopgiganten har meldt sin ankomst til Danmark i 2019.

Det er gået op for dansk detailhandel. I hvert fald blandt dem som jeg møder på min færden i erhvervsdanmark. Når snakken falder på Amazon, får det hårene til at rejse sig. Og det er både blandt de store detailkæder og specialbutikkerne. Bekymringen er udbredt, og det er ikke uden grund.

Men hvad er det egentlig Amazon kan? Kort sagt er de ekstremt gode til at kende kundernes behov, og så købe ind til meget lave priser og sælge igen til lave priser. Ganske enkelt. Hr. og Fru Danmark kommer til at opleve, at Amazon er et sted, hvor man enkelt, overskueligt og billigt kan købe stort set alt.

For virksomheder er det enten en konkurrent eller samarbejdspartner, for via Amazon kan man potentielt sælge sine varer til mere end 300 millioner kunder over hele verden. Bliver du samarbejdspartner, bestemmer du selv, om du vil beholde dit varelager og stå for pakning og forsendelse af dine produkter. Eller om du bare overlader alt det besvær til Amazon, som samtidig hjælper dig med at få flere nye kunder.

Så spørgsmålet er, om du vil kæmpe med uhyret eller gribe muligheden og lade Amazon være din salgskanal.

Det er en overvejelse er mange så småt begyndt at have i dag – og den indeholder et dilemma. Et samarbejde med Amazon er nemlig samtidig et afhængighedsforhold. Du har brug for den enorme mængde data, de har om kunderne: Hvordan de handler, hvad de leder efter, og hvordan de bedst ender hos dig. For den viden må du acceptere, at avancen på dine produkter bliver mindre – for den æder Amazon af.

Forleden skrev Finans om butikskæden Eventyrsport, der sælger outdoorudstyr. Her viste det seneste regnskab en glædelig julehistorie med stigende omsætning. Men bundlinjen skrumpede markant. Eventyrsport havde nemlig brugt alt, hvad de havde skrabet sammen, til at berede sig på kampen mod Amazon.

Nøgternt har outdoorfolkene analyseret uhyrets svagheder. Blandt andet har Amazon ikke fysiske forretninger, rådgivning er yderst begrænset, og de er ikke danske. Så nu har Eventyrsport spist af overskuddet for at forbedre kundeoplevelse både på nettet og i butikkerne. Den lokale butik kan nemlig alt det, Amazon ikke kan. Kunden kan prøve varen, få personlig betjening og vejledning. Og priserne er ofte de samme som på nettet.

De, som ikke klarer den, er dem, som intet gør. Dem, som slet ikke ænser, at uhyret kommer.

Christian Svane, partner i Prokura, et managementkonsulenthus.

Det afgørende bliver så naturligvis, om Amazon formår at sænke priserne endnu mere. Men det har mindre betydning, hvis man kan fastholde det fysiske indkøb som en god oplevelse.

Mit bud er, at de, som følger Eventyrsports vej, har en god chance for også at få næste års julehandel med. Andre vil i højere grad følge Amazons taktstok og falbyde sig til platformen. De vil sandsynligvis klare sig – dog måske med mindre overskud.

De, som ikke klarer den, er dem, som intet gør. Dem, som slet ikke ænser, at uhyret kommer. De ved nok heller ikke, at denne julehandel skal nydes ekstra meget. For det kan meget vel være deres sidste.

Af Christian Svane, partner i Prokura, et managementkonsulenthus.

BRANCHENYT
Læs også