Debat
0

Lokomotivførerne frygter den virkelige verden

De strejkende lokoførere i S-tog har alt for længe levet i et beskyttet værksted på lukrative offentlige overenskomster, skriver direktør.

Jens Dresling

Fredag morgen måtte københavnerne igen se langt efter S-tog. Lokomotivførerne strejkede på grund af utilfredshed med de kommende overenskomster. Og under det ligger en sandhed, som er dybt tankevækkende. For de kære togførere risikerer nemlig at skulle leve i den virkelige verden. Også kaldet det private erhvervsliv.

DSB har meldt sig ind i Dansk Industri. Det betyder, at de ansatte nu skal arbejde efter de private overenskomster. Det burde have vakt jubelscener, flag på togene og skåltaler blandt de gæve mænd i blåt. For hvor mange gange har vi ikke hørt om alle pengene i det private? Postuleret af de offentlig ansatte, der harcelerer over de høje lønninger, som de aldrig får.

Men graves der lidt mere ned i konflikten mellem DSB og lokoførerne, så kommer der en nærmest komisk årsag til konflikten, der afspejler hykleriet. Blandt de centrale uenigheder er, at lokomotivførerne skal arbejde yderligere fire weekender om året. Disse vagter vil således være varslet et år inden. Det vil sige, at den ansatte et år inden ved, om den pågældende skal arbejde en lørdag eller søndag.

Lad os oversætte det til et privat firma, hvor du som jobansøger snakker med din potentielt kommende chef. Til samtalen gør du det klart, at såfremt du skal gøre noget som helst i weekenden, skal det varsles minimum et år i forvejen. Vi lader den stå for sig selv et kort øjeblik.

Har lokomotivførerne overhovedet forstået, hvad det indebærer at have et arbejde? Det indebærer nemlig, at du overfor en gruppe mennesker tilfører dem værdi. Den værdi, du tilfører, honoreres med en given løn. Når vi vælger et givent arbejde, så må vi også gøre os klart, hvad der potentielt kan forlanges af os. Som læge vil du skulle røre mennesker, der ikke har været i bad. Som præst er det skønt at døbe børn, og vie et dybt forelsket brudepar. Men du skal også sidde med to forældre, der har mistet begge deres børn i en ulykke. Som togfører bør du være klar over, at togene også kører i weekenden.

Har lokomotivførerne overhovedet forstået, hvad det indebærer at have et arbejde? Det indebærer nemlig, at du overfor en gruppe mennesker tilfører dem værdi.

Rasmus Thomsen, selvstændig.

Konflikten med lokomotivførerne er en tankevækkende indikator på, hvor ringe generel forståelse, der er for det private erhvervsliv. Og hvor attraktive overenskomster de offentlige ansatte tilsyneladende har fået.

Det kan demonstreres med to følgende indikatorer:

Den første kan vi definere som ”funktionen for yderligere personligt gode.” Altså, hvilken handling, der skal til, for at den enkelte ansatte opnår mere attraktive vilkår. I det private vil den enkelte indledningsvist øge sin indsats. Tage mere ansvar, arbejde hårdere. Være mere omhyggelig, så kunden finder det mere attraktivt at handle med virksomheden. Hvis ikke denne forudsætning er opfyldt, kan der ikke gives yderligere goder.

Et nærliggende eksempel kan være et busfirma. Her vælger en chauffør at stå til rådighed i weekenderne, hvor der kan være ekstra arbejde. Måske er chaufføren ekstra hjælpsom overfor kunderne i pausen. Det skaber loyale kunder, det kommer igen. Vi kunne tænke tanken, at busfirmaet ligger i Jylland, og Danmark skal spille en playoff landskamp planlagt med en uges varsel. Busfirmaet får travlt med at køre glade roligans til Østerbro. Chaufføren ved, at det styrker firmaet, og vælger at arbejde.

Og lad os her sætte trumf på: I et sådant tilfælde vil et varsel på et år virke som ren Monty Python. For mange offentligt ansatte er udgangspunktet, hvad de har ret til. Det drejer sig udelukkende om flere rettigheder. Ingen nævner kunderne.

Den anden indikator handler om hvorvidt de offentlige ansattes kritik af det private er oprigtig. Altså: Mener de virkelig, at det er guld og grønne skove i den private sektor?

Lad os skrue tiden tilbage til april. Her fik de offentligt ansatte historisk høje lønstigninger. I den smukke forårssol måtte det såkaldte privatlønsværn også lade livet – altså den ordning, der sikrede, at de offentlige lønningerne ikke måtte overstige de private. En offentlig ansat blev interviewet, og med et stramt lidt utilfreds smil var hendes eneste kommentar, at ”det manglede bare.”  Ja. Oveni lukrative og sikre ansættelsesvilkår, orlovsvilkår, sikkerhed for 37 timers uge, og sikring under sygdom, så manglede det faktisk bare, at man nu sætter lønnen fri også. Nu giver det endegyldigt aldrig nogen mening at arbejde i det private erhvervsliv.

Her står lokoførerne så: En gruppe offentlig ansatte, der fik muligheden for at komme over i det private. Det forjættede land, hvor det flyder med mælk og honning. Vi kunne have forventet spontane jubelscener og glæde over endeligt at kunne få det ligeså sjovt som i det private.

Men i stedet fik vi strejker og sure miner. For da der skulle ydes en indsats, var det private ikke helt så sjovt alligevel.

Af Rasmus Thomsen, selvstændig.

BRANCHENYT
Læs også