Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Universitetsledelse sætter demokrati og dialog på standby

Aalborg Universitet har indledt en sparerunde på 67 mio. kroner. Men ledelsen har tromlet alle over i processen, og nu ulmer oprøret

Per Østergaard er ledelsespsykolog og studielektor ved Aalborg Universitet

Mentaliteten og menneskesynet i dansk ledelsespraksis fik et varigt kulturchok om natten den 21. marts 1968. Med murmaling og bannere gjorde studenterne ved Københavns Universitet åbent oprør mod den overmagt, som fik betegnelsen ’professorvældet’.

For professorerne sad dengang komfortabelt på universiteternes magt. Det førte til studenterparoler som ”Bryd professorvældet”, ”Medbestemmelse NU” og ”Bryd ministervældet – medbestemmelse NU”.

Ved Københavns Universitets ellers så stilfulde årsfest i 1968 erobrede studenterlederen Finn Ejnar Madsen i tre minutter talerstolen fra universitets rektor Mogens Fog. Noget lignende var aldrig set før.

Oprøret bredte sig snart til Århus Universitet, og universitetsparkens gule murværk forvandledes på det nærmeste til ét stort banner. Professorerne blev jaget ud af deres kontorer, og studenterne indtog bygninger og lokaler med soveposer, tæpper og alskens køkkenudstyr.

Som studerende dengang var jeg selv en lille brik midt i al kaosset. Vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle mene om hele opløsningen af alt det givne. Men der var grund til modstanden, fornemmede jeg på egen krop. Professorvældets ry som menneskefjendsk, magtmisbrugende og nedgørende var udbredt.

Oprøret, råbet om medindflydelse på universiteter og andre videregående uddannelser, og den efterfølgende forvandling rundt om til demokrati, samtale og dialog banede vejen for helt nye ledelsesprincipper og ledelsesværdier, der aldrig var set før.

Gruppedynamik, kommunikation, aktiv lytning og sågar personlig udvikling blev over de følgende årtier faste programpunkter, når der skulle afholdes kurser og seminarer i større virksomheder og organisationer rundt om i landet. Vi skulle komme hinanden meget mere ved, som det hed.

50 år er nu gået siden det famøse studenteroprør. Og igen sidder jeg som en lille brik midt i al kaosset og undrer mig over tidsånden. Denne gang ikke i Aarhus som studerende, men på Aalborg Universitet som studielektor og dermed underviser.

Sagen er i dag den, at Aalborg Universitet har indledt en sparerunde på 67 mio. kroner, hvor mere end 50 pct. af besparelsen hentes hjem fra universitetets samfundsvidenskabelige fakultet.

Paradoksalt nok det af de fem fakulteter, der drives billigst for kun 12 pct. af universitets samlede budget. Og det af de fem fakulteter, der uddanner langt flest studerende, nemlig 30 pct. af det samlede antal studerende på Aalborg Universitet.

Professorernes magt er i dag indskrænket til egen dispositionsfrihed. Studenternes, det administrative og øvrige akademiske personales reelle indflydelse er afgrænset til ufarlige detaljer. Den reelle magt er flyttet til den absolutte top. Ingen gør i dag oprør, fordi medindflydelsen i praksis er suspenderet. Man tilpasser sig medgørligt vilkårene.

Kun en enkelt undtagelse har jeg bemærket. En enkelt, der har fået nok og taget sin afsked, reagerer på interne skrivelser som ”Som meddelt af rektor er det bl.a. besluttet..” Denne undtagelse fra indordningsdoktrinen er barn af 1968-æraen.

At Aalborg Universitets mest prisbillige uddannelsesleverandør, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, af egen topledelse har fået pålagt at betale hovedparten af regningen for det samlede universitets økonomiske styringsproblemer vækker både undren, skuffelse og mismod hos det store fåmælte flertal.

Forundringen knytter sig ikke mindst til det åbenbare fravær af rettidig kvalificeret dialog om de økonomiske problemers forebyggelse.  Man spørger sig med rette, hvordan et universitet som arnested for økonomisk tænkning og videnskabelse kan lægge så stor afstand til A. P. Møllers klassiske motto: ”Intet tab skal os ramme, som ved rettidig omhu kunne afværges”.

Min egen undren har dog især afsæt i, at det i dag overhovedet er muligt på et dansk universitet at suspendere 50 års hævdvunden udvikling og brug af demokratiske ledelsesværdier, konfliktafværgende dialogprincipper og synergiskabende kommunikation.

Men min undren er i lige så høj grad rettet mod den kollektive resignation og tilpasning i den brede personale- og studentergruppe.  Jeg spørger mig, om den sunde refleksion og oprørsånd er afgået ved døden. Om massagetilbud, højderegulerbare skriveborde og løbsarrangementer er blevet vor tids svar på det meningsfulde arbejdsliv. Også på et dansk universitet.

Meningsfuld vidensudvikling sættes ikke i stå på grund af reaktionen fra de få. Men den dør gennem passiviteten hos de mange.

BRANCHENYT
Læs også