Sådan lavede Vera Mou en millionvirksomhed helt uden et fedtlag af djøfere

Den 11. januar 2018 uploadede direktøren for fagforbundet Djøf, Tomas Therkildsen, en sælsom video på facebook. Anledningen er den såkaldte djøf-bashing, som fagforeningen mener pågår i samfundet. Overskriften er, ”Husker du at fortælle, hvordan dit arbejde skaber værdi.”

En lovende sætning, der kunne antyde et konkret eksempel på optimering. Eksempelvis hvordan en djøfer havde optimeret processerne på et sygehus, så sygeplejerskerne kunne bruge mere tid på de syge.  

Men nej. Det blev ikke denne gang. Videoen på 1 minut og 52 sekunder rummer til gengæld tre råd til, hvordan kritikken skal imødekommes. Det første råd er, som titlen antyder, at djøferne skal huske at fortælle, hvordan der skabes værdi. Her nævnes intet konkret eksempel. Det næste råd er at tale med andre end djøfere både i arbejdslivet og fritiden. Det gjorde de åbenbart ikke i forvejen, og formålet er, at de skal fortælle om den værdi, som de endnu ikke har fortalt om i videoen.

Det tredje råd er at der skal lyttes til kritik fra andre.

I forlængelse af det tredje råd nævnes faktisk et eksempel, nemlig termen ”implementeret en form for ledelse”.  I vores nysgerrighed kunne det være spændende at høre, hvilken form for ledelse og hvad formålet var, men det får vi ikke rigtig svar på. Det mest konkrete i videoen er altså definitionen ”en form for ledelse.”

Andetsteds på youtube er der bogstaveligt talt andre boller på suppen. For dem, der ikke magter mere varm luft fra Djøf, så er der varm suppe fra Vera Mou. Hun er desværre ikke længere blandt os, men hende og mandens historie er blandt de smukkeste i dansk erhvervsliv. De var ikke akademikere, men de var flittige og snarrådige.

I denne skønne video fra 2012 fortæller dengang 94 år gamle Vera om fabrikkens historie. 1 minut og 14 sekunder, med konkrete billeder. Ikke underspillet, men med en stolthed der er fuldt berettiget. Hun fortæller om dengang finansieringsinstituttet besøgte fabrikken. De kunne låne de penge de skulle bruge. Da rundturen kom til administrationen, kunne repræsentanten fra instituttet konstatere at han aldrig havde set så lille et kontor.

Til det kunne Vera så oplyse, at de jo ikke var kontoret de skulle leve. De skulle leve af at arbejde. Videoen slutter af med noget så konkret som et driftsøkonomisk faktum, nemlig at hver medarbejder årligt producerer 1,2 mio. liter suppe.

Tanken om, at Tomas Therkildsen ser videoen, er morsom. Morsomt er det derimod ikke, at selv erhvervslivet ikke tør kritisere djøf. Konsulentfirmaer har massive indtægter fra arbejde i den offentlige sektor, og vi kan ikke bebrejde deres tavshed ligesom de virksomheder, der fungerer som underleverandører. Lærere og sygeplejersker må bare vente til næste sparerunde, hvor djøferne går fri, mens flere varme hænder slagtes. For det er Tomas Therkildsens djøfere, der bestemmer hvem, der skal være i den offentlige sektor. Der er eksempelvis kommet 6.000 flere djøfere i kommunerne fra 2007 til 2017, alt imens der er slagtet 3.000 lærere og pædagoger.

Politikerne, som har det egentlige ansvar, tør ikke gøre noget af frygt for at få embedsværket mod sig. Christiansborg har reelt brug for en muskerter-ed på tværs af partierne, hvis vi skal det vanvittige djøfokrati til livs. Men den lader vente på sig. Imens må vi som borgere magtesløs se til. Hvem, der skal stoppe djøferne, vides ikke.

Af Rasmus Thomsen, selvstændig.