Sådan kan finansverdenen redde verden

Det er nemt at blive fortvivlet, når man læser om klimaets nuværende og kommende tilstand. I årevis herskede der enighed om rent videnskabeligt, at det var alt nok, hvis temperaturen steg med under to grader celsius fra niveauet før industrialiseringen. Den seneste rapport fra FN om den globale opvarmning reviderer imidlertid den tærskel og viser, at en stigning på 1,5 grader celsius får katastrofale følger, og at vi kan få disse følger at mærke allerede i 2040. 

For at undgå en sådan skæbne skal der et verdensomspændende økonomisk initiativ til, der ikke har noget dokumenteret historisk fortilfælde, hedder det i FN-rapporten. Eller som klimaforskeren Myles Allen fra University of Oxford udtrykker det: Det er påkrævet at »få vendt radikalt op og ned på verdensøkonomien«.

Normalt er det hér, at fortvivlelsen sætter ind. Det er ikke, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal gribe klimaforandringerne an effektivt, men løsningen – at give verdensøkonomien en grundig overhaling – forekommer at være en kolossal, uoverstigelig opgave. 

Hvordan kan vi – ikke mindst i en epoke med intens nationalisme – forvente, at de forskellige lande i verden gør fælles sag og løfter den største kollektive opgave i menneskehedens historie? Selv om projektet måske virker skræmmende, har mange af verdens førende økonomer og finanseksperter overvejet lige netop det spørgsmål i årevis og har udarbejdet en grov skitse for at nå FN’s ambitiøse mål.

De første skridt i retning af en bæredygtig fremtid består i at gøre op med den tanke, at miljømæssig bæredygtighed på en eller anden måde skulle adskille sig fra finansiel bæredygtighed. »Skaderne på miljøet udgør den største udfordring, som menneskeheden står over for,« skriver professor Geoffrey Jones fra Harvard Business School i sin bog ”Profits and Sustainability”, der blev udgivet i 2017. Og menneskeheden omfatter vel at mærke også finansverdenen.

»En stor udfordring på vejen frem er, at vi er nødt til at redefinere forretningsverdenen, så den kan få en mere værdiskabende indvirkning på verden som helhed. Det vil sige at finde ud af, hvordan virksomhederne produktivt kan bidrage til velfærden i samfundet, herunder miljømæssig velfærd,« sagde han til mig i forbindelse med et interview for nylig.

John Fullerton, der er tidligere administrerende direktør i finanskoncernen J. P. Morgan, kalder dette nye finansielle system – et system, hvor afkast og bæredygtighed går hånd i hånd og forstærker hinanden – for »regenerativ kapitalisme«. Det begreb udfordrer den gammelkendte tro på, at kommerciel succes og miljømæssige interesser ifølge sagens natur er i konflikt. (I USA bliver Trump-styret da også ved med at miskreditere videnskaben bag klimaforandringer og fremstille den som en hindring for landets økonomiske mål.)

Regenerativ kapitalisme er netop den form for massiv økonomisk fornyelse, som FN-rapporten slår til lyd for. Det indebærer en komplet nytænkning af det globale finansielle værdisystem. I stedet for at betragte sig selv som adskilt fra naturen skal finansverdenen se sig selv som en betydelig komponent i det naturlige økosystem. Derved flyttes økonomiske incitamenter i retning af mere bæredygtige investeringer.

Sasja Beslik, der leder Nordeas afdeling for Sustainable Finance, foretrækker betegnelsen bæredygtig finans, men grundlæggende er der her tale om det samme princip. Også han påpeger, at et finansielt system, der befordrer bæredygtighed, er mere økonomisk forsvarligt end det nuværende. Når alt kommer til alt kan en finansiel virksomhed ikke regne med at give et afkast i fremtiden, hvis verden, som vi kender den nu, ikke eksisterer længere.

Til det formål har Sasja Beslik og John Fullerton kastet sig over aktivistisk investering. For Sasja Besliks vedkommende betyder det at investere kapital i virksomheder, der arbejder for miljø- samfunds- og ledelsesmæssig stabilitet (ESG ud fra begrebet på engelsk: environmental/social/governance). John Fullerton leder i dag tænketanken Capital Institute, hvis mål er at skabe økonomisk og miljømæssigt regenerative samfund. Han er i øjeblikket i dialog med græsrodsorganisationer og virksomheder i Denver, Mexico City og Buffalo om, hvordan de kan gøre deres lokalsamfund regenerative. Han er dertil direktør i kapitalfonden Level 3, der udelukkende har fokus på bæredygtige investeringer.

Geoffrey Jones er ikke sen til at påpege, at et samfundsbevidst finansielt system ikke er nogen ny idé – faktisk var det standard i årtier. Fra 1920’erne til 1970’erne lærte Harvard Business School sine studerende om, hvor vigtigt samfundsansvar var. Men det blev droppet under globaliseringen i 1980’erne og 1990’erne, da finansielle mellemmænd oversvømmede systemet og forplumrede forholdet mellem virksomheder og deres aktionærer.

»Både (aktionærernes) langsigtede mål og ledelsens langsigtede behov går tabt i den proces,« siger Sarah Williamson, som leder den almennyttige forskningsinstitution FCLTGlobal, der arbejder på at få virksomheder og investorer til at træffe langsigtede beslutninger, i et interview for nylig i den australske finansavis Financial Review.

Der er dog opmuntrende tegn at spore, idet nogle virksomheder allerede er vendt tilbage til den langsigtede model fra før Wall Streets jubeldage. Medicinalgiganten GlaxoSmithKline iværksatte et nyt langsigtet initiativ i 2017 efter at have fået Emma Walmsley som ny administrerende direktør. Unilevers afgående administrerende direktør, Paul Polman, har omstruktureret den multinationale dagligvarekoncern, så dens produkter og produktionsforløb er mere bæredygtige, ligesom han har mindsket koncernens CO-aftryk betydeligt.

Den udfordring, som bæredygtige tiltag som førnævnte imidlertid står over for, er, at ord har det med at blive for generelle og vage – og svære at omsætte i praksis. Ordet bæredygtighed i sig selv er »blevet en hindring for miljøbeskyttelse«, hævder Geoffrey Jones. »Det er blevet en blanding af vage kriterier, vidtløftigheder og manglende investering i en systemomfattende løsning.«

Den hule retorik omkring bæredygtighed – eller som nogle betegner det: ”greenwashing“ – er mestendels et spørgsmål om mangelfuld metrik, hævder Sarah Williamson. Virksomheder måler deres økonomiske præstation meget stringent (og ofte på bekostning af bæredygtighed). Der findes imidlertid ingen præcise, bredt accepterede kriterier for at måle langsigtet værdiskabelse. Og i mangel på dem er det næsten umuligt for virksomheder at træffe bæredygtige beslutninger. 

Ifølge Ben Caldecott, der leder Oxford Sustainable Finance Programme ved University of Oxford, har problemet at gøre med indsamling af data. Big data har ændret andre brancher såsom handel, medier, ja endog professionelle sportsgrene, men forståelsen for, hvordan erhvervsbeslutninger påvirker miljøet, er stadig gammeldags. Ben Caldecott er af den opfattelse, at teknologier såsom kunstig intelligens og maskinlæring kan blive bragt i anvendelse til at udvikle præcise bæredygtighedskriterier og hjælpe virksomheder frem mod en mere bæredygtig fremtid.

Forhåbentligt lytter virksomhederne til hans ord, for problemet har aldrig været mere presserende. Den dystre fremtid, som Jorden har udsigt til, er resultatet af et »systemomfattende svigt« i det finansielle system, siger Geoffrey Jones, og det fordrer en tilsvarende systemisk forandring af rette op på det.

Den gode nyhed er, at finanssektoren har mulighed for at løse præcis de problemer, som den selv har skabt. Og at der findes mange utroligt intelligente, flittige mennesker, der allerede er i fuld gang med at sætte disse reformer i værk.

Af Jonathan Wichmann, der ejer det kreative bureau Wichmann/Schmidt. Han er medlem af World Economic Forums ekspertnetværk.

Denne artikel blev oprindeligt bragt af World Economic Forum.