Debat

Garder pludselig død. Obduktion viser tegn på omsorgssvigt

Mystisk. Fætter BR døde, mens en anden legetøjskæde skovlede penge ind.

Svaret er 14. Hvad var spørgsmålet?

Cirka enkelt blev Fætter BR’s kollaps op til jul forklaret. Dødsårsagen kunne fastslås på et splitsekund: Manglende omstilling til en digital virkelighed. Punktum. Eksperterne havde talt. Fætter BR og Toys”R”Us havde simpelthen ikke forstået udviklingen. At børn vil have computerspil og Playstations i stedet for Lego, racerbaner og Barbiedukker, og at de voksne køber legetøjet på nettet i stedet for i en butik. Og så havde den lille garder i øvrigt en kedelig webshop. Så var den bjørneskindshue barberet.

Hvis danskere havde været lige så godt opdraget som tyskere, ville der ikke være mere at snakke om. Men det blev der. Hen over årets allersidste dage begyndte gammeldags tænkende mennesker at spekulere. De delte deres spekulationer på de sociale medier. Noget gik ikke op.

Hvorfor falder den lille kække garder med bjørneskindshuen død om, plums, lige op til højsæsonen for salg af legetøj? Fætter BR får økonomisk hjertestop på netop det tidspunkt, hvor pengene skal til at vælte ind ude i butikkerne. Og hvorfor begrunder legetøjskædens direktør kollapset med svigtende julehandel i 2017 - altså et helt år forinden?

Og hvad dælen foregår der i hovedet på kapitalfonden EQT, der i 2016 køber aktiemajoriteten i virksomheden? EQT betaler et milliardbeløb for den ekspanderende kæde og må formodes at have en plan med købet. Men i de to år, hvor EQT har vagten, er kapitalfondens mest synlige ledelsesgreb at ansætte en direktør, som laver et stort millionunderskud, fyre denne og ansætte en anden direktør, der efter et års tid bekendtgør, at det står virkelig skidt til med Fætter BR. Og så - nogle uger senere - oplyser, at Fætter BR er død.

Hvis danskere havde været lige så godt opdraget som tyskere, ville bekendtgørelsen blot have udløst stille sorg - men det går anderledes. Personer med ekspertise af forskellig slags begynder at udøse deres spekulationer på sociale medier. Nogle undrer sig over, at legetøjsbranchens stærkeste brand kan miste enhver kraft og værdi på ganske få år. Jo - Wish er naturligvis buldret ind på markedet for billigt ragelse til børn, men den kinesiske webshop har altså ingen trommende garder, ingen +50-årig historie og fremstår i øvrigt lige så sexet som en udstilling af sikkerhedsfodtøj.

Andre antyder, at det måske ikke var i den digitale ende, at Fætter BR havde sine virkelige udfordringer. Butiksindretningen var nogenlunde lige så kreativ som Aldis. Stabler af papæsker med ting i og så en lille smule, der måtte prøves og røres ved. Dét koncept holder op med at appellere til børn, der har vænnet sig til, at der altid er en skærm i nærheden, der tilbyder oplevelser.

Atter andre hæftede sig ved det mysterium, at der faktisk er legetøjsbutikker – fysisk eksisterende butikker - der går godt. De tjener penge. For eksempel formåede kæden Kids Coolshop i 2018 at øge sit julesalg med 50 procent. Deres dankortterminaler gløder, mens digitalister og disruptionister har travlt med at forklare pressen, at Fætter BR naturligvis måtte dø, da virksomheden ikke havde fulgt med udviklingen. Mystisk. Og det bliver endnu mere sort: Kids Coolshop har meldt sig interesseret i at købe nogen af de fysiske butikker, der bliver tomme, når Fætter BR og Toys”R”Us har tømt de sidste hylder for legetøj

Og det leder så til bundlinjen. Døde Fætter BR virkelig af mangel på digital omstilling, plums, eller var det en bekvem forklaring for alle, der omgav den lille, glade garder i den sidste tid ?

De eksperter, der lever af at sælge rådgivning om digital omstilling, var vakse ved havelågen, da offentligheden spurgte til en dødsårsag. Her kan alle måske lære noget. Når man beder den slags eksperter om et råd eller en analyse af et problem, så forvent, at svaret er 14. Uanset spørgsmålet.

Storaktionæren, kapitalfonden EQT, er givetvis også svært tilfreds med den forklaring, at den digitale hvirvelvind, denne ustoppelige kraft, sendte Fætter BR og Toys”R”Us i graven - og 3000 medarbejdere ud at lede efter et nyt job. For hvad var den anden mulige forklaring ?

At ejerne havde været dårlige til at drive legetøjsforretning. Simpelthen. Punktum.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også