Serier

Robotnørder viser vejen for nye industrieventyr i Danmark

Kommentar: Væksteventyr skabes af de skøre, skæve genier. Bedre rammevilkår for iværksættere kan bringe bolden længere frem på banen, men de scorer ikke de afgørende mål for at vinde kampen om fremtidens vækstmiljøer.

Menneskene og robotterne
Esben Østergaard er for mini-robotter, hvad Henry Ford var for masseproduktion af biler. Medstifteren og den tekniske direktør for Universal Robots, der sidste år vandt den eftertragtede Engelberger Award, har om nogen sat Odense på verdenskortet for udvikling af banebrydende og kreativ robotvidenskab.
Foto: Casper Dalhoff

Det boomende roboteventyr på Fyn er i sig selv et umuligt vækstmirakel midt i en eksploderende digital revolution. Det er samtidig sket på trods af et højt skattetryk, en stram udlændingepolitik, et udmagrende teknologisk kapløb med udlandet og ikke mindst en udbredt mangel på risikovillig kapital til at holde de mest lovende men kapitalkrævende virksomheder i live i de første svære år.

De mest erhvervsvenlige politikere sværmer om robotheltene for at tænde et lys for fremtidens vindervirksomheder på dansk grund. Der bliver gjort noget for at skaffe mere kapital, der er mange penge i støtte til forskning og udvikling, mens lysten til at starte selv er stigende, hvilket også er typisk for den sene fase af et økonomisk opsving. Men hele forskellen ligger et helt andet sted.

Det er modet til at gøre noget, som ingen andre har gjort før.

Søren Linding, virksomhedsredaktør

Det er mængden af kreativ galskab. Det er evnen til at sætte usete standarder for den innovative drivkraft. Det er ambitionen om at nytænke alt fra bunden og udfordre de mest gængse antagelser. Det er modet til at gøre noget, som ingen andre har gjort før. Det er ekstrem meget lettere sagt end gjort. Det kræver nærmest individer med geniers gale, skæve tankegang til at føde de banebrydende ideer og måske endda endnu mere kvalifikationerne og ikke mindst modet til at føre dem ud i livet.

Det er derfor en mindre gruppe robotnørder, der med sin innovative galskab og vision om at give magten over automatiseringen tilbage til menneskene, fik det produktionsteknologiske forskningsmiljø i Odense til at skille sig ud. Fokus var på samspillet mellem mennesker og robotter, og derfor kaldes de samarbejdende mini-robotter også collaborative robots eller bare cobots. Det er næsten en menneskeliggørelse af de mange robotter.

De tilkøbte danske robotvirksomheder omsatte for næsten 2 mia. kr. sidste år, og det tal forventes mindst tredoblet over de næste tre år.

Søren Linding, virksomhedsredaktør

Det fører job tilbage til Europa. Det letter tunge, slidsomme monotone arbejdsgange, og det frigør energi og tid til at tænke kreativt. Det giver ifølge Universal Robots’ tekniske direktør, Esben Østergaard mennesker på fabriksgulvet magten tilbage fra de automatiserede maskiner. Den filosofisk anlagte robotnørd, der sidste år vandt robotverdenens Nobel-pris, kalder det intet mindre end en revolution.

De to største fyrtårne i den fynske robotklynge er helt bemærkelsesværdigt ejet af et amerikansk industriselskab, Teradyne, der er mest kendt for at levere testudstyr til halvledere. Fra den anden side af Atlanten kunne en væksthungrende topledelse i Boston tilsyneladende se magien i de fynske robotspecialister, som hverken de lokale rigmænd eller de største industrikapaciteter i Danmark kunne. Der er investeret 4 mia. kr., men der er allerede valuta for pengene. De tilkøbte danske robotvirksomheder omsatte for næsten 2 mia. kr. sidste år, og det tal forventes mindst tredoblet over de næste tre år.

Det er intet glansbillede at komme om bag kulissen i fødslen af et nyt industrieventyr.

Søren Linding, virksomhedsredaktør

Finans sætter i den kommende uge fokus på netop den hurtigt voksende robotklynge og pionererne, der har skabt den. Den rummer nu over 120 virksomheder med 3600 medarbejdere, der gerne skal stige til over 5000 i 2020. De amerikanske milliarder har ikke kun forgyldt Vækstfonden og en fremsynet, benhård forretningsmand, men den har også givet robotnørderne økonomisk uafhængighed og lysten til at starte nye virksomheder. Det er på alle måder et eventyr i H.C. Andersens egen fødeby.

Men artikelseriens mange portrætter fortæller også historien om svære beslutninger, om store afsavn, og om et stresset liv med alt for meget arbejde. Det kræver kynisme at nå i mål og skabe resultater, mens risikoen for at tabe sig selv undervejs er stor. Rigdom er heller ikke for en succesfuld iværksætter den rene lykke.

Robotklyngen er skabt af den unikke kombination af ualmindeligt kreativt talent og en række ukuelige iværksættere, der var villig til at betale prisen for at lykkes. Det er intet glansbillede at komme om bag kulissen i fødslen af et nyt industrieventyr.

Søren Linding er virksomhedsredaktør på Finans, fhv. erhvervsreporter og erhvervsredaktør på dagbladet Børsen. Følg ham på @sorenlinding eller finans.dk/minenyheder.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarerbranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også