Nordeas famlende søforklaring i skattesag
Efter nye afsløringer i møgsag om skatteunddragelse forsvarer Nordea sig med en selvopfunden skelnen mellem ”aktive” og ”proaktive” handlinger. Men opdelingen er absurd.
Det står nu klart, at storbanken Nordea tilbage i 2015 hjalp kunderne med at lave dubiøse selskabskonstruktioner og pengeoverførsler, der ifølge eksperter ligner skatteunddragelse.
Det viser en række interne mails, som Finans har fået fingrene i.
Det mest graverende eksempel er formentlig, da en ansat i bankens afdeling i Luxembourg opløser et selskab registreret på De Britiske Jomfruøer og får pengene sendt til en kunde i Rusland. Men for at slippe for at betale skat, skulle overførslen ligne en tilbagebetaling på et lån, og Nordea hjalp både med at oprette og tilbagedatere ’lånedokumentet’ med halvandet år.
De interne mails er en udløber af det enorme læk fra advokatkontoret Mossack Fonseca - de såkaldte Panama-Papirer. Kernen i de nye afsløringer er, at de ansatte spillede en langt mere aktiv rolle, end banken tidligere har indrømmet. Nordea granskede nemlig sin egen rolle i møgsagen tilbage i 2016, men her konkluderede topchef Casper Von Koskull på en stor pressekonference, at »det er betryggende, at der ikke er fundet bevis for, at ansatte proaktivt har hjulpet med skatteunddragelse.«
Men den konklusion var lodret forkert.
Og nu bliver historien ekstra kulørt: Efter Finans’ afsløringer forleden har Nordea turneret rundt med en forklaring om, at de ansatte kun spillede en »aktiv« rolle – ikke en »proaktiv«. Logikken synes at være, at der er en forskel mellem at tage initiativ til ulovligheder og udføre dem i praksis. Altså: Ja, banken har tilsyneladende hjulpet med at sætte de fordækte selskaber op, men det var ikke de Nordea-ansattes idé. Det var kundernes, må man forstå.
Kronen på værket kom, da Nordeas risikochef og medlem af bankens koncernledelse, Julie Galbo, blev interviewet i Deadline på DR2: »Vi har stadig ikke set dokumentation for, at det er os - vores rådgivere - som har opfordret kunderne til at lave den her form for konstruktioner,« sagde Galbo, der i øvrigt selv er uddannet jurist fra Københavns Universitet.
Lad os slå én ting fuldstændig klart: Der findes ingen strafferetsligt distinktion mellem at være proaktiv eller aktiv. Opdelingen er selvopfunden til lejligheden.
»Medvirken til kriminalitet er strafbart, uanset om der er tale om tilskyndelse, råd eller dåd,« siger professor i strafferet på Københavns Universitet, Jørn Vestergaard: »Den, der har bistået med rådgivning eller hjulpet til rent praktisk, er lige så strafansvarlig som den, der har anstiftet.«
Professor i strafferet fra Københavns Universitet Thomas Elholm stemmer i:
»Det er ikke en opdeling, vi normalt bruger for at fastlægge strafansvaret. Hvis man aktivt medvirker til kriminalitet, vil man som udgangspunkt kunne straffes for medvirken.«
Hvis man tegner det lidt groft op, kan man sige, at det er ligegyldigt, om du eller din makker fik ideen til at begå indbruddet. Hvis du deltog i at lænse strandvejsvillaen for smykker og iPhones, så er du medskyldig. Det er handlingen, ikke ideen, der gør dig skyldig.
Det begynder at lyde som præsident Bill Clintons forsvar under Monica Lewinsky-sagen i 90erne.
Det store spørgsmål i Nordea-sagen er naturligvis, om de ansatte rent faktisk har begået noget ulovligt. Det ved vi ikke. Der har ikke været nogle domme endnu. Men alle de eksperter, som vi har fremlagt dokumentationen for, siger samstemmende, at det ligner skatteunddragelse. Det ser i hvert fald skidt ud: I 2014 opretter Nordea eksempelvis et selskab, som ejes af Nordea Life & Pension på Isle of Man, et berygtet skattely, men man giver en svensk rigmand fuld råderet over selskabet.
Nordea må naturligvis selv beslutte, hvordan de forsvarer sig imod de nye afsløringer. Men hvis kunder, medier og politikere skal tro på, at banken er »et andet sted i dag«, som Galbo har sagt flere gange, så kræver det et fuldstændig opgør med fortiden. I stedet spilder man tiden på en ligegyldig semantisk debat.
Det begynder at lyde som præsident Bill Clintons forsvar under Monica Lewinsky-sagen i 90erne. Her afviste præsidenten som bekendt i lang tid at have haft »et seksuelt forhold« til Lewinsky, fordi oralsex ifølge præsidenten åbenbart ikke var et »seksuelt forhold«. Men til sidst bliver den slags vrøvl bare halvpinligt for alle.
Magnus Barsøe er debatredaktør og vært på Finans’ podcast, Bundlinjen. Følg ham på @MagnusBarsoe.