Robotterne kommer - og du skal omprogrammeres
Den fjerde industrielle revolution kommer til at ændre jobindholdet for hundredetusinder af danske lønmodtagere. Men fortidens frygt for massive jobtab bliver efter alt at dømme gjort til skamme.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
De er ikke bange for store ord og vilde ideer, pionererne i den spirende danske robotindustri. Som når Universal Robots-medstifteren Esben Østergaard konstaterer: »Vi flytter menneskeheden fremad. Derfor arbejder jeg stadig i firmaet.« Eller når Lasse Thomsen fra Life Science Robotics fastslår: »Når jeg får en ny idé, er der kun den i mit liv.«
Intense, ihærdige mennesker, som vi igennem den seneste uge er gået tæt på i artikelserien Menneskene og Robotterne. Man må medgive pionererne, at der er mere schwung over deres mission, end ambitionen om at hæve EBIT med 0,2 pct. i næste kvartal.
Til fælles har de et livssyn, der udspringer af begejstring for det nye, det umiddelbart uopnåelige - og i at placere erhvervslivet som samfundets tjener snarere end den rolle som samfundets herre, der i varierende grad har præget de tre foregående industrielle revolutioner igennem de seneste 200 år. Det handler i langt højere grad om engineering end om business – den praktiske forretningsdrift har man folk til.
Jo mere vi lærer om konsekvensen af automatisering, jo mindre taler for, at robotterne kommer til at overflødiggøre mennesket på arbejdspladsen.
Robotindustrien, fremvæksten af kunstig intelligens og på længere sigt kvanteteknologi betyder, at verden aldrig bliver den samme igen. Det er derfor, vi kalder det den fjerde industrielle revolution. Pionererne skal nok klare sig. Men hvad med vi andre dødelige uden nævneværdig forstand på kvantemekanikkens og robotternes indre liv? Mister vi jobbet og forsørgelsesgrundlaget til en maskine?
For ikke mange år siden var eksperterne bekymrede for netop den del af fremtiden. Det er de ikke længere. For jo mere vi lærer om konsekvensen af automatisering, jo mindre taler for, at robotterne kommer til at overflødiggøre mennesket på arbejdspladsen.
Se blot på udviklingen i dette århundrede. Omkring årtusindskiftet beskæftigede verden tre milliarder lønmodtagere. I dag er vi fire milliarder ansatte. I mellemtiden er der altså skabt en milliard flere nye job, end antallet af job, der er overflødiggjort af bl.a. teknologien. Vel at mærke i det, vi kan kalde robotindustriens foreløbige guldalder. Ifølge International Federation of Robots har branchen femdoblet sit salg på fem år og opbygget et marked til en samlet værdi af godt 100 mia. kr. årligt. Jobskabelsen skyldes ikke mindst, at første generations ensomme robotter på fabriksgulvet i stigende grad afløses af nye, der er skabt til at samarbejde med mennesker, simpelthen fordi kombinationen af menneskets hjerne og robottens hastighed og styrke er langt den mest effektive til millioner af arbejdsopgaver.
Da den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, sidste år undersøgte automatiseringens konsekvenser for arbejdsmarkeder i 32 medlemslande, var prognosen positiv. Kun hver syvende af de stillinger, der i dag bestrides af mennesker, vil ifølge OECD blive automatiseret fuldt ud i overskuelig fremtid.
Tiden er inde til at omprogrammere arbejdsmarkedet til en ny tid, og det kan kun gå for langsomt.
Danmark er blandt de nationer, hvor risikoen for at miste jobbet til en maskine er allermindst. Det skyldes, at vi herhjemme har en stor andel af højt uddannet arbejdskraft, mens maskinernes indtog primært vil erstatte mennesker i fabriksproduktion, landtransport og restaurationsbrancherne. Som tommelfingerregel gælder, at jo højere uddannet, en lønmodtager er, og jo flere kognitive evner, jobbet kræver, jo mindre er risikoen for, at beskæftigelsen forsvinder.
Til gengæld, konstaterede OECD, vil næsten halvdelen af alle jobfunktioner stort set overalt blive påvirket væsentligt af teknologiens tsunami. Selvom vi ikke mister jobbet, kommer robotternes fremfærd til at stille store krav til vores evne til at tackle efteruddannelse og forandringer på arbejdspladsen.
Det hører vi ikke så meget om. For politikere og faglige organisationer har mere travlt med at debattere de midaldrende, nedslidte generationers tidlige exit fra arbejdsmarkedet end med at drøfte, hvordan vi udnytter teknologien til at forebygge, at yngre generationer ender i samme, ulyksalige situation. Tiden er inde til at omprogrammere arbejdsmarkedet til en ny tid, og det kan kun gå for langsomt.
