Debat
0

Falcks sværtekampagne er beskidt og helt usædvanlig

Det er yderst sjældent, at virksomheder bruger penge og bureauer på at svine konkurrenterne til. Og man skal helt ud i de dunkleste afkroge af pr-branchen for at finde bureauer der vil medvirke til den slags.

For seks år siden var det DSB, der blev ramt hårdt af deres egen mislykkede sværtekampagne. Dengang havde man hyret et bureau til at ansætte og aflede en journalists opmærksomhed, så denne ikke kunne skrive kritisk om DSB. En grotesk sag, der både kostede DSB og bureauet på den i forvejen noget slidte imagekonto.

Torsdag offentliggjorde konkurrencestyrelsen en rapport, der konkluderede, at Falck har brugt tre pr-bureauer til at finde, udvikle og levere kritiske historier om Falcks konkurrent BIOS. Målet skulle være at gøre presset på BIOS og Region Syddanmark så stort, at BIOS ville blive nødt til at trække sig, og lade Falck komme tilbage. En på alle måder utiltalende og unfair måde at bedrive konkurrence på - særligt for Falck, men i den grad også for de bureauer, der har gjort det beskidte arbejde. I konkurrencestyrelsens pressemeddelelse skriver man, at »strategien har haft som formål at skabe usikkerhed og bekymring om BIOS som leverandør og arbejdsplads samt at gøre det vanskeligt for BIOS at rekruttere ambulancereddere i Region Syddanmark«.

PR-arbejde handler kort fortalt om at udvikle en kommunikationsstrategi og på den baggrund at finde reelle, unikke og gode historier, der kan skabe omtale og debat i medier og blandt influenter. At gøre det modsatte – sætte sig ind i konkurrentens forretning og kende de kritiske historier, er der ikke noget odiøst i. Men at påtage sig opgaven uden at fortælle, hvem den reelle opdragsgiver er og levere kritiske historier, der vil vanskeliggøre ambulancekørsel i Syddanmark. Det er helt usædvanligt – og med mere end 20 år i denne branchen, vil jeg påstå, at det er de færreste bureauer og konsulenter, der vil påtage sig en sådan opgave – heldigvis.

Konkurrencestyrelsen har i sin rapport valgt at sløre navnene på de bureauer, der har hjulpet Falck med sværteopgaven. Ved at sløre bureauernes navne kaster man så mistanken over på alle pr-bureauerne.

Konkurrencestyrelsen har i sin rapport valgt at sløre navnene på de bureauer, der har hjulpet Falck med sværteopgaven. Bureauerne har som sådan ikke gjort noget ulovligt, hedder det, selvom deres opdragsgivers kampagne nu er politianmeldt. Ingen – hverken Falck, eller de tre bureauer er endnu dømt for noget ulovligt.

Ved at sløre bureauernes navne kaster man så mistanken over på alle pr-bureauerne. Det betyder, at jeg nu må svare på nogle irriterende spørgsmål fra virksomheder og samarbejdspartnere, men det går nok. Mere frustrerende er det, at det er denne slags historier der sætter branchen i et ualmindeligt kedeligt lys – et lys der i forvejen ikke er super flatterende.

Falcks sværtestrategi har indtil videre kostet en formue, et par direktører, og en politianmeldelse. Imaget er i bund – og selvom kampagnen lykkedes, og Falck nu er tilbage i det sønderjyske, kan sagen komme til at koste Falck muligheden for at byde på fremtidens ambulanceopgaver. Så ligesom i DSBs sag for 6 år siden, så ender også denne sag, med at ramme virksomheden selv. Og det er egentlig ganske velfortjent. 

BRANCHENYT
Læs også