Luftige pensionsløfter og oppustede sundhedstal

Valget nærmer sig og de politiske partier ruller det tunge skyts frem. I det nye år er der kommet flere stort anlagte udspil. Spinmaskinerne arbejder på højtryk for at sælge de glade budskaber. Ofte er disse udspil sminket mere end godt er.

Regeringen kom med et udspil til en ny sundhedsreform, hvor en central del er en ny såkaldt Nærhedsfond, der skal skaffe seks mia. kr. mere til det nære sundhedsvæsen. Der er bare to problemer. Nærhedsfonden er i virkeligheden det ældste spintrick i bogen: Tag en række beløb fra forskellige år og læg dem sammen og vupti – så har man et stort tal. Nærhedsfonden er således seks mia. kr. fordelt over de seks år 2020-2025. Det er unfair spin at puste tallene op på den måde.

Det andet problem er finansieringen: Ud af de seks mia. kr. består de 4,2 mia. kr. af penge, man allerede har vedtaget. Det er altså penge, man allerede har solet sig i mindst én gang før fx i forbindelse med finanslovene.

Derudover skal 1,5 mia. kr. findes ved ”administrative besparelser”. Og hvem kan være imod det? Det er bare ikke klart, hvordan man kan spare så meget på politisk arbejde og sagsbehandling ved at gøre fem regionsråd til 21 kommunale sundhedsfællesskaber, fem sundhedsforvaltninger og én national bestyrelse. To af Danmarks førende sundhedsøkonomer, Jakob Kjellberg fra Vive og Kjeld Møller Pedersen fra SDU har beggge kaldt finansieringen usikker og sågar ”tryllestavsøkonomi”. Ikke umiddelbart en opløftende betegnelse.

Senere stod Socialdemokratiet klar med et nyt pensionsudspil. Det hviler på syv principper, der desværre blot gør en mere forvirret over det reelle indhold. Ændringen skal både være målrettet de nedslidte, gælde efter et langt arbejdsliv, være en egentlig rettighed og simpelt og overskueligt for alle. Når man har grublet lidt over, hvordan i alverden det kan være både målrettet de nedslidte og en egentlig rettighed efter et langt arbejdsliv, kan man kaste sig over det sidste punkt, nemlig at pengene skal passe.

Socialdemokraterne benytter ganske vist ikke ”mange bække små, gør en stor å”-tricket, men peger på en finansiering på tre mia. årligt via højere skatter for de rige og bankerne. Men pakken er alligevel solgt lidt for godt: De tre mia. rækker end ikke til et enkelt års lavere pensionsalder i 2035 for de faglærte og ufaglærte, som ikke betaler til efterløn, hvis man følger Finansministeriets skøn. Tre mia. kr. kan gøre meget for en lille, målrettet gruppe. Men hvis tiltaget skal komme en stor del af de faglærte og ufaglærte til gode, så rækker tre mia. ikke langt.

I sidste uge tilsluttede Dansk Folkeparti sig så ideen, og statsminister Lars Løkke skyndte sig at indkalde til et møde om emnet. Det bliver spændende at se, hvad lidt finansministriel realitetsterapi gør ved forslaget.

De to udspil er de nyeste eksempler på, at spinmaskinen kører på fuld kraft her i valgåret, og den almindelige vælger skal se sig ualmindeligt godt for, for ikke at blive snydt når de politiske partier enten pakker tingene lidt for pænt ind, eller efterlader en ubetalt regning i pakken med vidtgående løfter.