Nu bør finanssektorens gyldne svingdør lukkes

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

»Jeg vil ikke have noget at gøre med den bank.«

Det er ikke hver dag, at en tilsynschef siger sådan om et af de pengeinstitutter, han er sat i verden for at regulere. Men sådan lød det fra direktøren i det estiske finanstilsyn, Kilvar Kessler, da han tirsdag i Dagbladet Børsen angreb Danske Bank i hårde vendinger.

De estiske myndigheder havde tidligere på dagen meddelt, at de sparker Danmarks største bank på porten og giver dem otte måneder til at pakke kufferten. For første gang i moderne tid er en dansk bank blevet sparket ud af et land.

Marchordren er kulminationen på det farceagtige slagsmål mellem de danske og estiske tilsynsmyndigheder, der har udspillet sig i medierne, efter at Finanstilsynet frikendte sig selv for alle anklager i håndteringen af hvidvasksagen. En konklusion som førende juridiske eksperter herhjemme har sat spørgsmålstegn ved, og som det estiske tilsyn har været rygende uenige i.

Kessler lagde ikke fingrene imellem, da han revsede det danske tilsyn: »Da forældrene til vores gæst ikke ønsker at være involveret i at håndtere den, vil vi sende den besøgende bank hjem, for den har ikke bare opført sig uhøfligt, den har også ødelagt værdifulde ejendele, som tilhørte dens vært.«

Det har været virkelig uskønt at følge bureaukraternes slagsmål. Omvendt har det gjort klart for alle, at vi har brug for en gennemgribende reform af Finanstilsynet. Den modernisering af tilsynet bør tage fat på tre grundlæggende problemer.

For det første fortjener alle danskere, at vi kommer til bunds i skandalen og får placeret et ansvar. Den politiske samtale om politiske møgsager vandrer hurtigt ind i en snak om, at »vi nu ser fremad«. Men den logik ville jo aldrig gå, hvis det drejede sig om et bankrøveri.

Grov kriminalitet skal efterforskes til bunds: Pengestrømmene til og fra Estland skal kortlægges, og det juridiske ansvar skal prøves ved domstolene. Bagmandspolitiet sigtede banken i november, og man er i bedste fald færdig med efterforskningen i år. Hvis politiet mangler ressourcer, bør politikerne være klar med en særskilt bevilling.

For det andet skal reformen genoprette tilliden til Finanstilsynet selv. Det er svært at se, hvordan den nuværende ledelse kan fortsætte. Flere partier har udtrykt mistillid til formand David Lando, og forløbet med Estland har kun gjort ondt værre. Tilsynet har brug for en ny start og en ny ledelse. Ledelsens første opgave kunne passende være at genåbne tilsynets 142 sider lange frikendelse af sig selv.

Andre gode ideer har været i spil. CBS-professor Jesper Rangvid foreslår at kløve tilsynet op og lægge ansvaret for den daglige finansielle overvågning af bankerne over i Nationalbanken. Finanstilsynet vil dermed fokusere på hvidvask og forbrugerbeskyttelse.

Det forslag er værd at overveje. Det vil muligvis også betyde, at tilsynet kan rekruttere efterforskningsprofiler, som er mere aggressive i deres tilsynsvirksomhed. Det har tilsynet i høj grad brug for.

Det tredje handler om at få bremset et betændt problem: Den gyldne svingdør mellem finanssektoren og embedsværket. Svingdørskulturen har skabt en usund fætter-kusine-fest med åbenlyse interessekonflikter og tab af kompetencer. I 2016 blev Danske Bank-chef Henrik Ramlau-Hansen formand i Finanstilsynet. I 2015 skiftede tilsynschef Ulrik Nødgaard side og blev bankernes toplobbyist. I 2017 mistede tilsynet tre af fire vicedirektører i løbet af få uger, hvoraf to gik til lobbystillinger i finanssektoren.

Det mest spegede eksempel er juristen Julie Galbo. Hun var vicedirektør i tilsynet fra 2010 til 2014 og direkte involveret i tilsynsarbejdet med Danske Banks estiske filial. Nu er hun højtlønnet direktør i Nordea og forsvarer banken i dens verserende hvidvasksag i filialen på Vesterport Station. Det er barokt.

Sandheden er, at konkurrenceklausuler er helt normal praksis i den private sektor. Det bør det selvfølgelig også være i det offentlige. Man bør sætte en effektiv stopklods i svingdøren ved at indføre en karensperiode på to-tre år. Lige nu har vi desværre reduceret vores finansielle vagthund til at være et springbræt for en lukrativ karriere i det private.