Der er brug for mere konkurrence i Europa – ikke mindre

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Vi har med bekymring overværet det politiske pres på EU-kommissionen i forbindelse med den blokerede fusion mellem de to industriselskaber, franske Alstom og tyske Siemens, der tilsammen har over 450.000 ansatte på verdensplan.

Og vi har med endnu større bekymring set de politiske reaktioner på konkurrencekommisær Margrethe Vestagers beslutning om at forbyde fusionen. Vi finder især udsigten til et fælles tysk-fransk forslag om at svække konkurrencepolitikken og åbne døren for flere fusioner mellem store europæiske virksomheder for stærkt bekymrende.

Konkurrencepolitikken bør være fri for politisk indblanding og industripolitiske særønsker. Den bør tage udgangspunkt i økonomisk efficiens og beskyttelse af den frie konkurrence.

Argumentet om, at det er nødvendigt for de to virksomheder at fusionere for at blive globalt konkurrencedygtige, er forkert. Siemens og Alstom er allerede førende virksomheder, og høster allerede betydelige stordrifts- og produktionsfordele. Vi har ikke fundet nogen gode forklaringer på, hvordan deres sammenlægning skulle resultere i betydelige effektivitetsgevinster. EU-kommissionen skriver faktisk i deres pressemeddelelse efter afgørelsen, at virksomhederne heller ikke selv har kunnet dokumenteret nogen effektivitetsgevinster.

Hvis det er tilfældet, så vil fusionen bare eliminere konkurrencen mellem Siemens og Alstom og muligvis øge profitten. Men den fusionerede virksomhed vil reelt blive mindre konkurrencedygtig på de internationale markeder. Den forringede konkurrence vil skade kunderne, der tæller jernbaneselskaber og udbydere af jernbaneinfrastruktur, der sandsynligvis vil opleve højere priser, lavere innovation og dårligere service. I sidste ende vil den ekstraregning ramme forbrugerne.

Ikke overraskende har Siemens’ og Alstoms kunder været stærkt imod den foreslåede fusion. Det taler igen for, at EU-kommissionens afvisning var korrekt. Hvis Siemens så ud til at blive mere konkurrencedygtig ved at overtage kontrollen med Alstom, så havde kunderne været de første til at byde en fusion velkommen.

Konkurrenceloven forhindrer nemlig ikke partout dannelsen af nationale og europæiske industrielle giganter. Det handler bare om, at fusionerne skal kunne levere tilstrækkelige synergier mellem de fusionerende parter til gavn for den samlede konkurrence i markedet. Faktisk forbyder EU-kommissionen kun fusioner ved sjældne lejligheder, når ulemperne for kunder og forbrugere er betydelige, og der mangler tilstrækkeligt med effektivitetsgevinster.

Der er en voksende mængde af evidens for, at øget markedsmagt kalder på en styrkelse af konkurrencepolitikken. Vi har ikke brug for, at politisk opportunisme skal afgøre konkurrencepolitikken og spørgsmål om hvem, der må fusionere med hvem. Europa har brug for flere efficiente, konkurrencedygtige og innovative virksomheder. At fremme fusioner, der svækker konkurrencen, vil opnå det modsatte.

Af

Thomas Rønde (økonom og professor på CBS)

Massimo Motta (professor og tidligere cheføkonom for EU-kommissionen)

Martin Peitz (professor på Mannheim universitet)

Natalia Fabra (Universidad Carlos III de Madrid)

Chiara Fumagalli (Università Bocconi, Milano)

Amelia Fletcher (University of East Anglia)

Christine Zulehner (University of Vienna)

Thibaud Vergé (ENSAE, Paris)

Giancarlo Spagnolo (SITE-Stockholm School of Economics, EIEF and Tor Vergata)

Christos Genakos (University of Cambridge)

Frank Verboven (KU Leuven)

Justus Haucap, (Düsseldorf Institute for Competition Economics-DICE)

Tomaso Duso (DIW Berlin and Technical University Berlin)

Giacinta Cestone (Cass Business School, City, University of London)

Yannis Katsoulacos (Athens University of Economics and Business)

Paul Seabright (Toulouse School of Economics)

Giacomo Calzolari (European University Institute, Florence)

Monika Schnitzer (University of Munich)

Volker Nocke (University of Mannheim and MaCCI)

Markus Reisinger (Frankfurt School of Finance & Management)

Pedro Pita Barros (Universidade Nova de Lisboa)

Juanjo Ganuza (Universitat Pompeu Fabra, Barcelona)

Jacques Crémer (Toulouse School of Economics)

Yossi Spiegel (Tel Aviv University)

Bruce Lyons (Centre for Competition Policy, University of East Anglia)

Gerard Llobet (CEMFI, Madrid)

Konrad Stahl (University of Mannheim and MaCCI)

Klaus Schmidt (University of Munich)

Jose L. Moraga (Vrije Universiteit Amsterdam and Rijksuniversiteit Groningen)

Maarten Pieter Schinkel (University of Amsterdam)

Vincenzo Denicolò (Università di Bologna)

Michele Polo (Università Bocconi, Milano)

Philipp Schmidt-Dengler (University of Vienna)

Rune Stenbacka (Hanken School of Economics and Helsinki GSE)

Philippe Choné (Centre de Recherche en Economie et Statistique, Paris)

Nicolas Schutz (University of Mannheim and MaCCI)

Emanuele Tarantino (University of Mannheim and MaCCI)

Otto Toivanen (Aalto University and Helsinki Graduate School of Economics)

Kai-Uwe Kühn (University of East Anglia)

Luis Cabral (Stern School of Business, New York University)

Eric van Damme (Tilburg University).