Debat

Vi har besluttet at stoppe med at sælge cigaretter

Det kræver samarbejde og en villighed til at være innovative fra både det offentlige og det private, hvis vi skal sikre en bæredygtig fremtid, skriver kommunikationschef i Philip Morris.

Foto: AP/Frank May

Når internationale virksomheder ønsker at medvirke til at forbedre samfundsmæssige forhold, mødes de ofte med skepsis.

Det resulterer ofte i at kommunikationen mellem myndigheder, befolkning og industrien kortslutter. Men i stedet for at nægte at tale sammen bør vi genoverveje, hvad der vil give størst mulig gavn for samfundet: Ekskludering eller dialog?

De seneste år er kravene til stort set alle virksomheder vokset markant grundet en mere ansvarsbevidst forbruger. Forbrugere, medarbejdere og investorer har langt højere krav til private virksomheder end for blot få år siden. De kræver total gennemsigtighed, mindre klimaaftryk og produkter med lavere sundhedsrisici.

Dette har ført til, at flere industrier befinder sig i en transformationsfase. Gamle industrier har sat alle kræfter ind på at modernisere deres produktion ved at investere enorme beløb i bæredygtig teknologi. Det gælder bilindustrien, energiindustrien og tobaksindustrien.

Hos Philip Morris International leder vi transformation af tobaksindustrien. Vi har besluttet, at vi skal stoppe med at sælge cigaretter. Og flere andre store tobaksvirksomheder har fulgt vores spor og udviklet produkter med lavere sundhedsrisici i forhold til cigaretter. Teknologiske og røgfri produkter som e-cigaretter og opvarmet tobak har fundet sin vej til danske rygere. Disse produkter er i særlig grad målrettet de 43 procent af danske rygere, ca. 400.000 danskere, som afviser at stoppe med at ryge.

Selvom opfattelsen af de gamle industrier ofte er, at de kan lave verden om med et snuptag, hvis de gad, så er det dog sjældent tilfældet. Det kræver samarbejde og en villighed til at være innovative fra både det offentlige og det private, hvis vi skal sikre en bæredygtig fremtid.

Da man for godt 10 år siden besluttede at indføre en fedtafgift skete det med udgangspunkt i et ønske om at sikre folkesundheden. Problemet var blot, at man ikke formåede at lytte til hinandens ideer, løsningsforslag og bekymringer. Fedtafgiften var et produkt af dårligt samarbejde.

Men det stopper ikke her. I januar 2019 foreslog det medicinske tidsskrift, The Lancet, en udelukkelse af fødevareindustrien fra politisk beslutningstagning. De anbefaler en global FN-rammekonvention, der er modelleret på FN's konventioner om tobak og klima. Det kan muligvis virke tillokkende for nogle, men det er næppe en produktiv eller konstruktiv måde at arbejde på.

Hos Philip Morris International leder vi transformation af tobaksindustrien. Vi har besluttet, at vi skal stoppe med at sælge cigaretter.

Charlie Stjerneklar, kommunikationschef, Philip Morris Danmark

Men vi har også set eksempler på, hvordan det offentlige har været imødekommende over for industrien og sikret en innovativ, bæredygtig udvikling. Da man fra industriens side ønskede at hæve grænsen for mængden af alkohol i alkoholfri øl for at sikre et bedre produkt og sikre, at flere fik lyst til at drikke alkoholfrie øl, blev det taget varmt imod af flere politikere.

Socialdemokraterne fremhævede blandt andet fornuften i at imødekomme industrien i et forsøg på at få flere forbrugere til at vælge et mindre skadeligt alternativ til alkoholen. Efterfølgende arbejdede danske politikere sammen med industrien om at skabe en mere fleksibel lovgivning, som gav industrien mulighed for at transformere deres forretning. I dag ser vi de positive effekter af denne dialog – overalt i de danske detailbutikker kan man nu finde mindre sundhedsskadelige og velsmagende alternativer til den traditionelle øl.

Konklusionen på disse eksempler er klar: Hvis politikere og erhvervsliv er imødekommende og tager hensyn til hinandens virke, kan vi sammen sikre en mere bæredygtig udvikling. Jeg håber derfor inderligt, at industrier som min egen, der har investeret milliarder i skadesreducerende produkter, i fremtiden vil blive mødt med en konstruktiv dialog i stedet for en lukket dør. Dette kunne betyde, at vi gennem fælles innovation kan tage store skridt mod at forbedre folkesundheden, skabe vækst og sikre den bæredygtige udvikling. Alt i tråd med FN’s verdensmål, som vi naturligvis støtter helhjertet op om.

Det betyder ikke, at man skal holde op med at være kritisk over for industrien og stille krav, men blot at vi i fællesskab kan rykke en bæredygtig fremtid et skridt nærmere.

Af Charlie Stjerneklar, kommunikationschef, Philip Morris Danmark

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarerbranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også