Debat
0

Fremtidens kritiske infrastruktur skal være demokratisk ejet

Samfundets kritiske infrastruktur som lufhavne og energinet skal i al fremtid være enten andels- eller offentligt ejet.

Spørgsmålet om kritisk infrastruktur og hvem, der skal eje det, kom igen på alles læber med Radius-salget. For SF er sagen klar; kritisk infrastruktur er af afgørende betydning for hele samfundet. Det handler både om forsyningssikkerhed, om ret og rimelighed og om forbrugerbeskyttelse. Egentlig handler det om, hvilket samfund vi ønsker os.

Salget af Københavns Lufthavne viste med al tydelighed, hvad der sker, når skruppelløse kapitalfonde får snablen ned i vores fælles værdier. Det australske selskab Macquarie, også kaldet The Vampire Kangaroo, har som en anden selskabstømmer været på hugst i europæiske forsyningsselskaber, såsom Thames Water i London. Men også i Københavns Lufthavne har de været på rov, hvilket affødte en sag med Skat.

Macquarie fik da heller ikke lov at byde på Radius og så skulle alt jo være i orden, måtte man forstå på finansminister Kristian Jensen (V). Men kritisk infrastruktur skal være på danske hænder og drives med samfundets og forbrugernes bedste for øje – og dermed også not-for-profit. Kritisk infrastruktur bør være på offentlige hænder eller andelsejet af forbrugerne. Andelstanken er så dansk som noget; en særlig dansk økonomisk-demokratisk tradition, med »betydning for fremkomsten af det moderne Danmark« som der står i Den Store Danske.

Den demokratiske ejerform har fungeret som byggesten for både det modernes erhvervsliv og for vores demokratiske livssyn, siden den første brugsforening startede i Thisted for over 150 år siden. Siden fulgte andelsmejerier, andelsslagterier osv. For bønderne ville ikke finde sig i at blive flået – og så må man jo gøre det selv.

I dag er de demokratisk ejede virksomheder alle steder. Vi kan nærmest ikke se skoven for bare træer. Fra vi køber ind i Brugsen, til dele af vores pensions- og forsikringsselskaber. De hyldes også fra venstre til højre. På et debatmøde hos Eniig i Aalborg med hundrede deltagere var der ikke ét parti tilstede, der undsagde andelstanken. Men når det kommer til stykket, er det mere ord end handling. Hvis vi for alvor skal sikre, at den kritiske infrastruktur er demokratisk ejet, ja, så kræver det at de politiske partier også sætter handling bag ord, og at vi sammen sætter stopper for det store udsalg.

Det er derfor fantastisk, at vi nu er et flertal af Folketingets partier, der siger nok er nok, som vi har gjort i dag i Finansudvalget, hvor vi slår fast, at kritisk infrastruktur skal være demokratisk ejet.

Når vi først sælger ud af værdierne, får vi det ikke igen. Det er nu vi sikre værdierne for fremtidige generationer.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også