Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Offentlige ledelsesdogmer ødelægger værdi

Al menneskelig adfærd i store dele af den offentlige sektor er i dag sat på formler og 100 procent kontrolleret via hobevis af enorme regneark med budgetmodeller.

For et stykke tid siden fandt jeg følgende ledelsesprincip for optimering af indsatsen på arbejdspladsen:

»Gennem samarbejde med medarbejderne sikrer lederne, at arbejdet udføres ordentligt efter videnskabelige forskrifter. Lederne beskæftiger sig med planlægning og overvågning af arbejdet, mens medarbejderne udfører det.«

Ledelsesprincippet virkede på ingen måde fremmed for mig. Tværtimod. For det mindede mig en del om de aktuelle arbejdsvilkår og ledelsesprincipper i den offentlige sektor. Bl.a. udtrykt gennem et læserbrev i Jyllands-Posten den 9. november 2017 om minuttyranniet i sundhedsplejen. Sosu-assistenten Karina Mundberg stod som forfatter til nødråbet:

»Vi har på kørelisten fem minutter til insulingivning, men hvad med tiden til at observere den givne medicin?«  

Hos socialrådgiverne står det rundt om i landet heller ikke for godt til med arbejdsvilkårenes indre logik. Med i snit 80 pct. af tiden brugt på administration og registrering og 20 pct. på borgerbetjening, og med et løbende antal sager i omegnen af 50 bliver resultatet som gennemsnit i bedste fald ni minutter til hver samtale med borgeren. Ikke overraskende indtager socialrådgiverne i dag en førsteplads som den mest stressede erhvervsgruppe. Skarpt efterfulgt af læger og undervisere.

Som studielektor tilhører jeg selv den sidst nævnte erhvervskategori. Også her er det timeregnskabet for den enkelte ansatte, for hver faggruppe og for hvert institut, der udgør eksistensgrundlaget og styringsrammen for stort set alt, hvad man foretager sig af faglig karakter på et universitet. Al menneskelig adfærd i denne servicesektor er i dag sat på formler og 100 procent kontrolleret via hobevis af enorme regneark med bagvedliggende budgetmodeller.

Hvert halve år får jeg svar på, om jeg eksempelvis er 11 timer bagud i mit timeregnskab. For så har jeg pligt til efterfølgende at indhente det forsømte. Om jeg har tre eller 100 timer på plussiden er ligegyldigt. For det er i dette tilfælde mit eget engagement, som blot har været for stort.

Tilbage til ledelsesprincippet i starten af denne klumme. Og nej – ledelsesprincippet stammer hverken fra sosu-assistenternes, socialrådgivernes eller de universitetsansattes personalehåndbøger. Princippet er et fordansket uddrag af ledelsesguruen Frederick Winslow Taylor’s toneangivende klassiker The Principles of Scientific Management (1911). Eller på dansk: Principper for systematisk (videnskabelig) ledelse.

Mit professionelle nødråb som ledelsespsykolog er derfor: Hvorfor ledes den offentlige sektor i Danmark i bund og grund efter principper, der rækker tilbage til tiden før 1911? Når jeg skriver ’før 1911’, hænger det sammen med, at F. W. Taylors udtryk ’gennem samarbejde’ endnu ikke har set dagens lys på vore offentlige arbejdspladser. For ledelsen og øvrige medarbejdere her samarbejder ikke om væsentlige og magtændrende ledelses- og samarbejdsprincipper. Der files lidt på ligegyldighederne, indsamles til barselsgaver og lægges ny sminke på facaden.

Alt imens fremmedgørelsen, mistrivslen og stressrelaterede sygdomme i disse år formerer sig med eksplosiv kraft.

Ledelsesprofessor Steen Hildebrandt gik i en kommentar forleden, 'Regnearksledelse har fejlet', kraftigt i rette med de offentlige chefers permanente ansvarsfraskrivelse og afglidning i forhold til behovet for menneskeledelse – regnearksledelsens diametrale modsætning.

Når hærskarer af ledelsesforskere siden starten af 1900-tallet så eftertrykkeligt har påvist, at medarbejdere langt overvejende trives og drives af retningsoverblik, mening, ansvarlighed, kollegialitet og selvrealisering, er det for mig fortsat helt ubegribeligt, hvorfor den offentlige sektors øverste politiske og administrative ledelse vælger at gå den stik modsatte vej.

Hvorfor vælger denne systemets topledelse i den grad at lege med ilden og provokere en million tænkende offentligt ansatte til et åbent opgør og oprør? Og hvad er den udløsende modstandsfaktor for den samme million tænkende danskere, der er opdraget og dannet til personligt ansvar, demokrati og social sammenhængskraft?

Vist ingen sidder tilbage med et troværdigt svar på den offentlige sektors største ledelsesparadoks.

BRANCHENYT
Læs også