Debat

Mette Frederiksens velfærdslov vil radikalt ændre Finansministeriets regneark

Den såkaldte velfærdslov, som Socialdemokratiet foreslår, kan få vidtgående konsekvenser for, hvordan Finansministeriet opgør det økonomiske råderum

I sidste uge kom Socialdemokratiet med et nyt indspark til diskussionen om, hvor meget der skal bruges på offentligt forbrug, set i lyset af de udfordringer befolkningsudviklingen giver i de kommende år, målt ved det demografiske træk.

Modsat Løkkes velfærdsløfte indeholder indsparket dog ikke nye milliarder til opgaven, men derimod en såkaldt velfærdslov, der mere handler om proces end egentlige prioriteringer. Sidstnævnte er også uændrede hos Socialdemokratiet.

Velfærdsloven skal pålægge den siddende regering at sikre en vækst i det offentlige forbrug, der som minimum svarer til det demografiske træk. Efter Venstres udmelding er der et overvældende flertal i Folketinget for en sådan vækst, og det kan derfor synes lidt omsonst at ville nedskrive det i en ny lov. Væksten i det offentlige forbrug fastlægges jo alligevel løbende med finanslovene, og et nyt flertal kan altid lave velfærdsloven om.

Jyllands-Postens politiske redaktør, Marchen Neel Gjertsen, var da også hurtig til at kalde velfærdsloven »en sproglig redningskrans«, der skal gøre det nemmere at kommunikere det lidt bøvlede budskab om demografisk træk. Og ja, velfærdsloven handler om kommunikation.

Men konsekvenserne af en velfærdslov kan blive mere vidtrækkende, end analysen lægger op til.

Den konkrete udformning vil have betydning for, hvilke effekter loven får. Lykkes det S-leder Mette Frederiksen at, med hendes ord, »binde Lars Løkke til masten«, så vil velfærdsloven være et bredt forlig, der efter vanlig kutyme i Folketinget vil binde partierne efter et valg. Og med Løkkes velfærdsløfte går det brede flertal fra Enhedslisten til Venstre.

Velfærdsloven må betyde en radikal ændring i måden, man i Finansministeriet opgør det finanspolitiske råderum på. Med en gældende lov om en minimumsvækst i det offentlige forbrug, kan man ikke længere opgøre råderummet ud fra det nuværende udgangspunkt - nemlig nulvækst i det offentlige forbrug.

Det vil have vidtrækkende konsekvenser for måden politik kan præsenteres på. Når udgangspunktet ikke er nulvækst, vil det ikke længere kunne fremlægges, som om man har givet tre mia. kr. ekstra til velfærd, når de tre mia. kr. bare svarer til befolkningsudviklingen. Det må lægge et opadgående pres på velfærdsudgifterne. Omvendt kan et lovmæssigt mål også forankre forventningerne, og låse forbrugsvæksten til det demografiske træk på ca. 0,65 pct. årligt – noget under det historiske gennemsnit siden år 2000 på knap 1 pct.

Ideen om en velfærdslov handler mere om kommunikation end om politik. Der bliver ikke en krone mere til hverken velfærd eller skattelettelser af at indføre en velfærdslov. Derudover kan der være en række praktiske problemer fx hvordan velfærdsloven står i forhold til budgetloven, hvis de to love skulle kollidere. Men som Marchen Neel Gjertsen klogt afslutter sit indlæg: »Politik er også kommunikation«, og hvis en velfærdslov fundamentalt ændrer måden, vi taler om råderummet og fremtidige finanslove på, så kan det meget hurtigt blive til politik ved at ændre kommunikationen.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også