Ny budgetstrid kan koste italiensk populistregering livet

Europa-Parlamentsvalget er nu overstået. Valget blev langtfra det tydelige råb om mindre fællesskab og mere nationalisme, som EU-tilhængere havde frygtet. Godt nok gik de traditionelt dominerende konservative og socialdemokratiske grupper tilbage, men disse gruppers tab gik i vidt omfang til grønne og liberale grupper, som også hylder fælles regler og løsninger.

Med det forsvandt én bekymring for investorerne i de europæiske markeder. Men de, der håbede på et stort lettelsens suk, risikerer at blive skuffede. For Europa-Parlamentsvalgets afslutning markerer også startskuddet til, hvad der meget vel kan blive en tilbagevendende hovedpine: diskussioner mellem Europa-Kommissionen, der er administrator af EU’s budgetregler, og Italien, som ret åbent udtrykker uendelig ligegyldighed over for selvsamme regelsæt. Og som har udsigt til at bryde det eftertrykkeligt.    

Europa-Kommissionen kom for nylig med friske prognoser for vækst og budgetunderskud i alle EU’s økonomier. Det bragte kortvarigt fokus på den svage vækst og den vanskelige budgetsituation i Italien. Kommissionen venter tæt på stilstand i italiensk økonomi i år og svag fremgang i 2020, og som resultat heraf vil arbejdsløsheden forblive omkring det aktuelle niveau på 11 pct., mens budgetunderskuddet stiger fra to pct. af bruttonationalproduktet i 2018 til 2,5 pct. i år og omkring 3,5 pct. i 2020 – hvis altså ikke finanspolitikken ændres. Det inkluderer ovenikøbet en momsforhøjelse, regeringen er ved at løbe fra. Det er overordnet i fin tråd med vores forventninger, og en sådan udvikling plejer at få Kommissionen op af stolen og føre til kritik fra finanspolitisk konservative nordeuropæiske lande.

Men med tanke på valget til EU-Parlamentet udviste både Kommissionen og budgethøge stor tilbageholdenhed for ikke at servere en let bold for fødderne af populistiske og EU-skeptiske kræfter. De kunne drage fordel af en konflikt i ugerne op til valget ved endnu en gang at slå på, hvad mange i de værst kriseramte lande længe har følt: At den økonomiske politik dikteres af EU’s stive regler og ikke landenes egne politiske prioriteter eller økonomiske behov.

Men vi skulle altså ikke længere frem end til dagen efter valget, før tålmodigheden slap op. Her rygtedes det, at et brev med formaninger var på vej til Italien fra Kommissionen, som efter sigende også overvejede, at Italien som det første land nogensinde skulle straffes med bøde, hvis der ikke blev rettet op på underskuddet. Økonomikommissær Pierre Moscovici blødte i løbet af ugen beskeden op med den udtalelse, at han blot ville diskutere mulige tiltag med den italienske regering, som kunne bringe underskuddet inden for reglerne, og desuden foretrak kommissæren dialog frem for sanktioner.

Et oplæg til forsonlighed, men samme attitude er svær at genfinde hos modparten, Italien. I hvert fald ikke fra indenrigsminister og Lega-chef Salvini, der soler sig i konflikter og skarpe retoriske udfald. Med fornyet optimisme oven på en bragende valgsejr til Lega ved Europa-Parlamentsvalget udtrykker han modvilje mod ethvert tiltag til opstramning. Og i det hele taget ringe vilje til at følge EU’s regler.

Problemet for Salvini og Italien er bare, at sværdslag med Kommissionen retter negativt fokus mod Italiens budgetsituation, som igen risikerer at skræmme investorerne væk fra italienske statsobligationer, så renten presses op. Det skræmmer erhvervslivet og kan nemt igen underminere den svage bedring i optimismen, som vi har set i økonomien over de seneste måneder.

Samtidig er uenighederne internt i regeringen også stigende. Koalitionen har fra dag ét vekslet mellem venskab og uvenskab – det er måske bare dette ægteskabs stormfulde karakter. Men splittelsen er taget til. For få uger siden krævede Femstjernebevægelsen en Lega-ministers afgang og fik støtte af den teknokratiske premierminister, Conte. Det kostede ministeren posten, og efterfølgende fremførte Lega-leder Salvini beskyldninger om, at Femstjernebevægelsen favoriseres i koalitionen.

Femstjernebevægelsen har modsat kritiseret Salvinis seneste udfald mod EU som uansvarlige, måske med tanke på den voldsomme effekt på økonomien, som budgetkonflikten i efteråret havde. De to regeringspartier vil givet få mere end svært ved at danne fælles front mod en EU-Kommission, der vil kræve en ny retning. Men skal det være Legas eller Femstjernernes? Det må næsten være enten eller, for de favner næsten diametralt modsatrettede prioriteter.

Der er betydelig sandsynlighed for, at dette over sommeren kan splitte regeringen – ikke mindst, fordi Salvinis Lega står til en fordobling af mandaterne i forhold til sidste års valg – og processen mod nyt valg og ny regering kan blive rodet. Selvom bruddet kan føre til en ny regering, der næsten givet vil føre en mere klar økonomisk politik (de færreste regeringer vil skulle spænde så bredt politisk som den siddende), så kan vejen derhen være så kaotisk og konfliktfyldt, at markedet sandsynligvis vil reagere skarpt på usikkerheden. Under den usikkerhed risikerer europæiske aktier og europæiske banker at blive klemt.