Ingen udsigt til overophedning
Da Lars Løkke afleverede nøglerne til Statsministeriet, skete det med bemærkninger om, at han overdrog et Danmark i økonomisk topform. Der er styr på den offentlige økonomi, og beskæftigelsen har aldrig været højere. Han kunne have nævnt én ting mere: Der er ingen udsigt til overophedning.
I hele optakten til valgkampen fyldte risiko for overophedning, manglen på arbejdskraft og behovet for nedsættelse af beløbsgrænsen ikke så lidt. Måske var det knap så meget i fokus, efter at valget var udskrevet, men i de langtrukne forhandlinger om dannelsen af en ny regering var lempelser af reglerne for udenlandsk arbejdskraft en af de centrale knaster.
Hvad politikerne i kampens hede ikke havde bemærket, var, at den såkaldte brændende platform er blevet væsentligt afkølet.
Signalerne har været der længe, men bare inden for de seneste par uger har både Det Økonomiske Råd og Rockwool Fonden slået fast, at der ikke er udsigt til overophedning. Og med brexit, globale spændinger i verdenshandlen og lavere vækstudsigter på vores nærmarkeder, har dagsordenen reelt tabt pusten.
I Det Økonomiske Råds forårsrapport hedder det, at »risikoen for overophedning vurderes at være aftaget«. Det er især udviklingen inden for byggeriet, der trækker ned i vurderingen. Desuden er der et fald i virksomhedernes rapportering om mangel på arbejdskraft. Beskæftigelsen p.t. ligger en anelse over strukturelt niveau, men forventes tilbage på sporet i 2022.
Rockwool Fondens rapport om beskæftigelsen maner også overophedningen i jorden. Selvom der aldrig har været flere lønmodtagere på det danske arbejdsmarked, er vi i 2019 et helt andet sted end i 2008.
Dengang var det manglen på kernearbejdskraft, dvs. de 16-59-årige lønmodtagere, der var grundlaget for overophedningen. Situationen i dag er, at beskæftigelsen og beskæftigelsesgraden for kernearbejdskraften, der faldt efter finanskrisen, ikke er steget, efter at fremgangen satte ind i 2013.
Uanset hvad er sket i forhandlingslokalet de seneste tre uger, sættes der i ”forståelsespapiret” fokus på det væsentlige. Virksomhederne skal have en nemmere adgang til kvalificeret udenlandsk arbejdskraft på minimum faglært niveau.
Forudsætningen er imidlertid, at virksomhederne lever op til almindelige løn- og ansættelsesvilkår og tager ansvar for uddannelse af lærlinge og elever. Noget for noget. Derudover skal der gøres mere for at rekruttere inden for EU, og der skal arbejdes på at fastholde udenlandske studerende.
Nedsættelsen af beløbsgrænsen, som har fyldt alt for meget i den hidtidige debat, blev der heldigvis ikke plads til. En lavere beløbsgrænse vil åbne døren for løndumping på dele af arbejdsmarkedet, der er under stigende pres som følge af lav organisering og en teknologisk udvikling, som gradvist gør det sværere for lønmodtagere med lave kvalifikationer at finde beskæftigelse.
Linjen i ”forståelsespapiret” er forhåbentlig et signal om, at vi nu også i relation til udenlandsk arbejdskraft har forladt symbolpolitikken for i stedet at løse de reelle udfordringer.
Ole Just