Debat

Regeringen bliver nødt til at se uden for EU’s grænser

De Radikales ønske om et konkret mål om at øge arbejdsudbuddet med 30.000 personer måtte i det fælles "forståelsespapir" vige pladsen for et mål, som reelt er, at man ikke vil sænke arbejdsudbuddet.

Under de netop overståede regeringsforhandlinger pressede De Radikale på for et konkret mål om øget arbejdsudbud på 30.000 personer.

Ideen mødte hård modstand hos flere af de andre partier, der støtter Mette Frederiksen, og nåede da heller ikke med i den "politiske forståelse", som de fire partier offentliggjorde natten til onsdag. Reelt er målet for den nye regering blevet ikke at sænke arbejdsudbuddet.

Økonomer og embedsmænd kan let komme med ideer til reformer, der øger arbejdsudbuddet: Højere pensionsalder, afskaffelse af efterlønnen, stramning af dagpengereglerne osv. Det må dog ventes, at effekten af de politisk realiserbare tiltag er begrænset.

Hvor svært det er blevet politisk at øge arbejdsudbuddet illustreres glimrende ved den seneste valgperiode, hvor et ambitiøst mål om en forøgelse af arbejdsudbuddet løb ud i sandet, da det mødte den politiske virkelighed i Folketinget.

Der er dog andre elementer i det politiske forståelsespapir, som tilsammen gør, at den nye S-regering ikke helt kan blive fri for at se på reformer, der kan øge arbejdsudbuddet. Det skyldes målet om at bruge det eksisterende råderum på velfærd, samt at skaffe yderligere 10 mia. kr. til at løfte velfærden, samt at man har bundet sig til at reducere uligheden.  

Hvis der samlet set skal skaffes flere penge til velfærd, er der to håndtag, man kan hive i: Skattestigninger og forøget arbejdsudbud - f.eks. via reformer.

Skattestigninger skaffer penge og kan designes, så uligheden mindskes, men sænker dog som hovedregel arbejdsudbuddet. Der er derfor umiddelbart ingen vej uden om håndtag nummer to. Givet den politiske modstand mod flere reformer rettet mod det indenlandske arbejdsudbud, bliver regeringen derfor nødt til at se mod udlandet.

Det danske arbejdsudbud har de senere år fået et massivt rygstød, ikke bare af reformer, men også af en stor tilstrømning af udenlandsk arbejdskraft. Særligt EU-udvidelsen mod øst åbnede op for mange nye hænder i Danmark.

Der var i 2018 mere end dobbelt så mange fra enten Polen, Rumænien eller Litauen beskæftiget (dele af året) i Danmark, som der var svenskere og tyskere. Indvandringen fra de nye EU-lande har løftet vores velstand og bidraget positivt til de offentlige finanser.

Noget kan dog tyde på, at denne tilstrømning vil tabe fart. Ifølge en nylig analyse fra Nationalbanken er lønforskellen mellem landene – måske knap så overraskende – en vigtig faktor for, hvor meget arbejdskraft der vandrer internt i EU. Og lønforskellen mellem øst og vest snævrer ind for tiden.

Den nye regering bliver derfor også nødt til at se uden for EU’s grænser for muligheder for at øge arbejdsudbuddet. Arbejdskraft fra den øvrige del af verden er afhængig af ordninger, som f.eks. beløbsordningen, så man kan lempe og dermed øge mængden af faglært og ufaglært arbejde i den mere lavtlønnede ende, hvor der er et stort globalt udbud af arbejdskraft.

En ny ordning, som den der er beskrevet i den politiske forståelsesaftale, baseret på faggrupper, hvor der mangler arbejdskraft, kan givetvis også have en positiv effekt.

BRANCHENYT
Læs også