Debat
0

Havde man opfundet cyklen i dag, havde København forbudt den

En helt ny effektiv, praktisk og hurtig transportform kom for ikke så længe siden på gaden. De københavnske gader overrendtes af dem, og det skabte stor debat. Der var modstandere og fortalere, og alle havde en holdning til det nye.

Man kender dem godt. De har to hjul, og folk fræser afsted på dem hurtigere end resten af trafikken. Der opstår konstant trafiksikkerhedsproblemer og i værste fald dødsfald. Folk bruger endda det tohjulede transportmiddel, når de er påvirkede af alkohol.

Folk kører uden hjelm, uden lys, hen over fortove, og politiet opfordrer febrilsk alle til at overholde færdselsloven. Når turisterne bruger dem, er de til fare for alt og alle. De ligger og flyder overalt i byen, mange må fiskes op af havnen, hærværk og tyveri sker ofte, og de stilles midt foran alting.

Dette tohjulede transportmiddel lover at gøre fremkommeligheden smartere og grønnere. Men de produceres i Kina og fragtes med oliedrevet fragtskib til os. Energien, som puttes ned i skibene, kommer fra CO2-tunge kilder. Og de tohjulede varianter med batteri er særligt slemme for miljøet. Ingen har spurgt om lov, inden de pludselig var overalt. Noget må vel gøres.

Du har formentlig gættet det. Det er selvfølgelig den helt almindelige cykel, jeg taler om. Heldigvis fik de forandringsfjendske og reguleringsivrige ikke lov til at stoppe cyklen. Vores hverdagsliv er langt smartere, sundere og mere fleksibelt på grund af cyklen. Også på trods af de dårligdomme og farer, som cyklen også repræsenterer.

Sådan er det ikke gået med elløbehjulet. Samtlige argumenter mod elløbehjul gælder nemlig også for cykler. De har de samme problemer og fordele. Det eneste reelle argument, som adskiller sig, omhandler batterierne og holdbarhed. Men i så fald må de reguleringsivrige også være modstandere af elcykler – for slet ikke at tale om elbiler. Cykler står vel også stille 98 procent af tiden i modsætning til de mange udlejningsløbehjul, som konstant er i brug.

Samtlige argumenter mod elløbehjul gælder også for cykler. De har de nøjagtigt samme problemer og fordele.

Steffen W. Frølund, stifter og CEO for Bownty.

Der var faktisk masser af modstand mod cyklen, da den for alvor blev introduceret i bybilledet. Men af en eller anden årsag er tiderne anderledes. De bagudskuende har nu magten til at stoppe innovation. Hvor de førhen bare råbte op, så ender det i dag med lovgivning designet til at besværliggøre, eller helt udelukke, nye ting. Min påstand vil være, at havde man opfundet cyklen i dag, så havde København forbudt den.

Det er en velkendt observation, at alting som er skabt, siden man blev 28 år, er imod verdens naturlige tilstand. Alt, der blev skabt, før man blev 28 år, er spændende og logisk. Det forklarer bl.a. de flestes relativt statiske musiksmag, produktadfærd og boligindretning. Det princip er muligvis i spil i sagen om tohjulet innovation.

Men både cykler, elløbehjul, elbiler, fodgængere, elcykler og svævende skateboards har en plads i morgendagens storbyer. Alle skal naturligvis tage hensyn til hinanden og overholde færdsloven. Hvis der er enkelte, som ikke gør det, så er det ikke teknologien eller platformen, som er problemet, men derimod den enkelte trafikants brud på det, vi alle skal kunne forvente.

Hvis man grundlæggende er pessimistisk omkring fremtiden, så er enhver forandring et skridt mod det værre og kræver varsomhed. Hvis man derimod er optimistisk omkring fremtiden, så er forandringer velkomne, da de signalerer fremskridt.

Den meget og ret ensidige kritik af elløbehjulet tyder på, at vi er gået fra at være optimistiske til pessimistiske. Det er tåbeligt. Der er faktisk alt mulig grund til at være optimistisk. Innovationen lever og forbedrer dagligt vores velstand og liv. Det er cyklen, elbilen og elløbehjulet gode eksempler på.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også