Debat
0

Hvad kan få renterne til at stige?

Renterne kommer formentlig til at svinge, men der skal ske en "fundamental" ændring i den globale økonomi, hvis renterne for alvor skal stige igen.

Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank.

Det er voldsomt, hvad der sker på rentemarkederne for tiden. Den effektive rente på alle danske statsobligationer er nu blevet negativ. Vi har netop sat tal på den største konverteringsbølge nogensinde, og alligevel er der allerede åbnet et nyt lån med endnu lavere rente, som man kan konvertere til. At kalde det historisk er for en gangs skyld ingen overdrivelse, for vi kan sige med stor sikkerhed, at renteniveauet på obligationsmarkedet aldrig har været lavere.

Baggrunden for den sidste omgang rentefald er, at Donald Trump gik på Twitter i torsdags og varslede mere handelskrig med Kina. Det truer en i forvejen småskrøbelig verdensøkonomi, og øger derfor sandsynligheden for rentenedsættelser fra blandt andet USA’s centralbank. Det betyder også, at renterne kan stige igen, hvis han pludselig tweeter det modsatte, eller hvis det går lidt bedre i industrien.

Men det er de forholdsvis små udsving, vi her taler om. Grundlæggende er renterne faldet kraftigt gennem mange år, fordi der globalt er en stor opsparing i forhold til efterspørgslen efter lån og investering. Opsparingen er især drevet af længere levealder på verdensplan og vil sikkert fortsætte op. Derfor er der som udgangspunkt ingen speciel grund til at tro, at de lave renter er et midlertidigt fænomen. Renten vil svinge op og ned, men ikke bevæge sig systematisk opad, med mindre noget ændrer sig.

Det noget kunne komme fra efterspørgslen efter måder at låne den store opsparing. Teknologiske gennembrud, for eksempel selvkørende biler, kan skabe behov for store investeringer og dermed drive renten op. Det samme kan investeringer i grøn omstilling, hvis de bliver store nok. Alt, hvad der giver højere produktivitet, vil trække samme vej. Og det ser ud til, at noget holder investeringerne nede, måske heftig regulering eller for lidt konkurrence mellem virksomhederne. De ting kan ændre sig.

Der er som udgangspunkt ingen speciel grund til at tro, at de lave renter er et midlertidigt fænomen.

Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank.

En anden mulighed er, at statskasserne begynder at låne noget mere. Når renten er lavere end væksten i økonomien, kan man have en større gæld uden at ende i gældskrise. Offentlige investeringer i for eksempel infrastruktur, uddannelse, forskning eller målrettede skattelettelser kan (i princippet) forbedre økonomien, og fordele og ulemper ved at gå den vej diskuteres blandt økonomer for tiden. Hvis det for alvor bliver til noget, kan det også sende renterne opad.

Der kan altså godt ske ting i de kommende år, som vil sende renterne opad, ud over de almindelige konjunkturudsving. Men det kræver, at der er et eller andet, der bliver ændret fundamentalt.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også