Debat
0

Hvor er støtten til Hongkongs kamp for demokrati?

Danmarks manglende støtte til de tusinder af demokratiforkæmpere i Hongkong er pinlig og uforståelig.

Den tidligere britiske kronkoloni, Hongkong, står midt i et demokratisk oprør, der risikerer at ende i et blodbad.

Tusindvis af demonstranter ramlede tirsdag sammen med kampklædt politi i landets lufthavn, som demonstranter blokerede for anden dag i træk. I 10 uger har unge, ældre og studerende fyldt Hongkongs gader med helt overvejende fredelige protester, men Kinas tålmodighed synes nu at være brugt op: Kampvogne og tropper samles i grænsebyen Shenzhen.

Det er en protestbevægelse, som for mange danskere kan virke både abstrakt og meget langt hjemmefra. Men kernen er faktisk ganske simpel. Demonstranterne næres hverken af vold eller revolutionære, politiske utopier. Der er heller ikke tale om en håndfuld hårdkogte aktivister. Op imod 2 millioner af byens knap 7,5 millioner borgere strømmede ud i Hongkongs gader, da demonstrationerne kulminerede den 17. juni.

Kravet er lige så enkelt, som det er svært at indfri: Frihed. Den blot 22-årige aktivist, Joshua Wong, der er blevet bevægelsens ansigt udadtil, har gentaget budskabet utallige gange: Frihed fra undertrykkelse, frihed fra det kommunistiske Kinas langsomme kvælning, frie valg og selvbestemmelse. Protesterne udsprang af en nu droppet udleveringslov, men nu handler det om at være herre i eget hus.

Kravet er legitimt, simpelt og forståeligt. Reaktionen fra Vestens politiske ledere har omvendt været uforståelig. I et forsøg for at tækkes stormagten Kina, går man på listefødder. Det har været tåkrummende at følge, hvordan Danmarks nye udenrigsminister, Jeppe Kofod, har trådt vande. Dagbladet Information skrev mandag, at man i dagevis havde forsøgt at få den 45-årige Kofod i tale, men den eneste udmelding fra ministeren har været en opfordring på Twitter til »fredfyldt dialog« med respekt for »ytringsfrihed og forsamlingsfrihed«.

Man skulle tro, at en dansk udenrigsminister uden betænkningstid ville kunne give sin utvetydige støtte til pro-demokratiske, fredelige protester i en liberal markedsøkonomi. Men når Kina, verdens andenstørste økonomi, er involveret, kompliceres tingene åbenbart. Her udvisker vores regering gerne skillelinjen mellem "gode" og "dårlige" værdier. Man sidder faktisk med fornemmelse af, at Udenrigsministeriet nærmest sætter en ære i at dyrke en form for demokratisk værdirelativisme. Fordelen er, at man undgår at træde en stor samhandelspartner over tæerne. Omvendt forekommer man politisk vægelsindet og svag. Og der er intet historisk belæg for, at autokratiske regeringer respekterer eftergivenhed.

Der er absolut ingen, der forventer, at Danmark alene kan presse Kina til noget. Det er ikke pointen. Pointen er, at man tydeligt signalerer sin støtte til borgernes legitime ønsker. Og at man presser EU til at gøre det samme. Man skal lytte til »borgernes frihedsråb«, som den tidligere udviklingsminister Søren Pind (V) formulerer det og rejse sagen i EU.

Det er vigtigt, at man forstår, hvilket prekær situation Hongkong står i. De har nemlig brug for vores hjælp. Briterne overdrog officielt landet til Kina i 1997, men aftalen var, at kineserne ikke måtte ændre et komma i styreformen i 50 år. Man oprettede det såkaldte ’et land, to systemers’-politik. Dengang virkede et halvt århundrede som lang tid, og borgerne i det økonomisk stærke Hongkong følte sig nogenlunde sikre på, at tiden ville arbejde for dem.

Men nu er næsten halvdelen af tiden gået, og det modsatte er tilfældet. Det økonomiske magtforhold er vendt på hovedet, viser tal fra The Economist. I 1997 svarede Hongkongs økonomi til omkring en femtedel af Kinas. I dag er tallet blot tre pct. Hongkongs dybe havn er nu næsten ligegyldig for Kinas eksport, der skibes ud i andre storhavne langs kysten. Eksperter forventede også dengang, at Kina langsomt ville omfavne Vestens værdier om demokrati og frihed. Men Kina er blot blevet mere totalitært. Det virker nu ganske sandsynligt, at når politikken om ’et land, to systemer’ ophører i 2047, så vil Kina sænke sit system ned over Hongkong. Farvel ytringsfrihed og frie medier.

Danmark er et lille land. Men det betyder ikke, at vi skal krybe langs væggene, som Kofod indtil videre har gjort. Tværtimod. Der er ingen, der har respekt for svaghed. Kofod bør tydeligt melde ud, at borgerne i Hongkong naturligvis har vores støtte, og at de har et legitimt krav om at blive hørt. Ministeren bør lægge maksimalt pres i EU og slå fast, at det vil være fuldstændigt uacceptabelt, hvis Kina ender med at tromle demonstranterne ned.

Magnus Barsøe er debatredaktør og vært på Finans’ podcast, Bundlinjen. Følg ham på @MagnusBarsoe.

BRANCHENYT
Læs også