Debat

Vanopslagh har ret. Socialpolitikken har spillet fallit. Her er løsningen

Den danske social- og beskæftigelsespolitik har slået fejl. Vi har på trods af gode hensigter skabt et nedbrydende system, hvor knap 350.000 danskere er parkeret i en form for ydelseslimbo udenfor arbejdsfællesskabet. Tiden er inde til en jobgaranti.

Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh har i en klumme reflekteret over et besøg hos en kontanthjælpsmodtager. Han modstår sit instinkt til at pege på udgifter, som der kunne skæres i og tænker i stedet over, hvad vores system gør ved arbejdsløse:

»Overfor mig sad et menneske og en mor, 32 år, som havde mistet alt håb for og tro på livet og muligheden for at forbedre sin situation. Og som var dybt ulykkelig over det (…) det var tydeligt, at her var tale om fattigdom – åndelig fattigdom og armod. Det kan et par tusinde kroner til eller fra i kontanthjælpen ikke ændre på. (…) Vi bliver nødt til at spørge os selv; hvad er det, vi har gjort forkert som samfund? Hvordan er vi havnet her? (…) Hvordan kan det være, at et land som Danmark i takt med, at vi er blevet rigere og har udviklet vores velfærdsstat, har oplevet en stigning i antallet af personer, som ikke kan klare sig selv og som mister håbet om at kunne gøre det fremover?«

Vanopslagh har ret i, at vores beskæftigelsespolitik er aldeles utilstrækkelig. Under finanskrisen steg bruttoledigheden med ca. 120.000 personer på seks kvartaler fra 62.000 til 182.000 fuldtidspersoner. Bruttoledigheden steg dermed 3,3 procentpoint fra 1,8 pct. til 5,1 pct. af alle 16-64 årige i Danmark. På trods af opsvinget i økonomien siden 2014, er bruttoledigheden stadig 3,1 pct. af aldersgruppen. Vi er altså kun halvvejs ude af krisen, på trods af at ti år er gået.

Men bruttoledigheden inkluderer kun personer, der er vurderet jobparate. Værre ser det ud med beskæftigelsespolitikken, hvis man anvender et bredere mål for arbejdsløshed. Man kan kalde gruppen for udenforskabet. Gruppen inkluderer offentligt forsørgede personer i alderen 16-64 år registreret som hhv. nettoledige, i støttet beskæftigelse, under vejledning og opkvalificering samt andre ydelsesmodtagere (bl.a. kontanthjælpsmodtagere, der ikke er i aktivering eller vurderet jobparate, og modtagere af integrationsydelse). Vi inkluderer ikke personer på sygedagpenge eller førtidspension i dette udenforskab.

Udenforskabet oplevede en næsten identisk stigning fra 6,4 pct. til 10,2 pct. af de 16-64 årige. Foruden gruppens store størrelse, er det tragisk, at denne andel af befolkningen stort set ikke er reduceret siden krisen toppede. I 2019 er 9,5 pct., eller ca. 346.000 personer, i den arbejdsdygtige alder fortsat uden for vores arbejdende fællesskaber. Det er eller der, hvor man får lov til at være noget produktivt for andre, enten gennem markedet, offentlig service eller civilsamfundsorganisationer. Hertil kommer, at antallet af personer med ukendt forsørgelsesgrundlag er vokset med 32.000 personer fra 2010-17. Udenforskabet er altså vokset permanent som konsekvens af krisen.

Grundet sociale, helbredsmæssige og psykiske problemer kan alle disse personer ikke forventes at blive fuldbyrdede medlemmer af arbejdsmarkedet. Men ved ikke at have et jobtilbud, der tager borgerne, som de er, indgår arbejdsløshed i en ond cirkel ved at skabe og forværre disse problemer. Det er særligt vigtigt at ændre systemet for de kommende generationer, så den onde cirkel ikke starter pga. arbejdsløshed.

I 2019 er 9,5 pct., eller ca. 346.000 personer, i den arbejdsdygtige alder fortsat afholdt fra at kunne tage del i vores arbejdende fællesskaber.

Asker Voldsgaard, ph.d.-studerende, University College London

Hvis man vil have holdbare statsfinanser og stabile priser i fremtiden, kræver det, at der er produktive og dygtiggjorte mennesker, som man kan bruge sine penge på. I det lys er det forstemmende med så høj ungdomsarbejdsløshed, samtidig med at hjemløsheden blandt unge er fordoblet siden krisen. Efterspørgsel efter unges arbejdskraft i dag skaber arbejdsudbud på længere sigt.

Vanopslagh påpeger det uhensigtsmæssige i, at »en vej til overlevelse kan blive offergørelsen af sig selv« i socialsystemet. Han skitserer, at civilsamfundet og næstekærlighed kan levere en løsning.

Men problemet for den arbejdsløse er fraværet af et konstruktivt alternativ til den passive overførselsindkomst. Hvis man står i den bagerste del af arbejdsløshedskøen, er der ingen andre steder at vende sig end systemet. Civilsamfundsorganisationer kan ikke skabe lønnede arbejdspladser, hvis ikke deres finansiering øges. Men hvorfra? »Næstekærlighed og ligeværd« er ikke tilstrækkeligt i et kapitalistisk system.

Vi bruger årligt 13 milliarder kroner på den aktive beskæftigelsesindsats fraregnet overførselsindkomster. Hertil kommer udgifter til sociale problemer, der stammer fra eller forstærkes af arbejdsløshed. Beskæftigelsessystemet kan ikke skabe efterspørgsel efter de arbejdsløse, men blot sørge for at de arbejdsløse står til rådighed.

Resultatet er for lav efterspørgsel i økonomien og et overvågningsregime, der næppe er Danmark værdigt. I Valby har man netop bygget det ”mest sikre jobcenter som muligt”, hvor vægge og døre har lige præcis den rette tykkelse til, at man kan føre en fortrolig samtale, men også høre råb om hjælp ude på gangen. Et hjælpende system har ikke brug for det niveau af sikkerhedsforanstaltninger.

Arbejdets betydning for mennesket er ligeså meget en borgerlig dyd som en socialistisk nødvendighed for en meningsfuld tilværelse. Arbejdsløshed er en tilstand, hvor individet må forstå, at samfundet ikke har brug for vedkommende. Og alligevel er vi kollektivt resigneret til at gentage to konkurrerende paroler, der ikke afskaffer arbejdsløshedsproblemet: Venstrefløjens løsning (på det meste) er uddannelse og opkvalificering af de arbejdsløse. Men som den progressive milliardær Nick Hanauer sagde, er uddannelsisme ikke en kur mod fattigdom, arbejdsløshed og ulighed.

Højrefløjens parole er incitamenter; det skal kunne betale sig at arbejde. Når forskningen viser, at effekten af incitamentsreformerne er små eller udokumenterbare, så ændres formålet til ”ret og rimelighed”. Det er legitim værdipolitik men ikke beskæftigelsespolitik. Vanopslaghs indsigt om, at nogle tusind kroner i ændrede incitamenter ikke er en afgørende faktor, kan komme til at revitalisere borgerligheden i Danmark.

Problemet med arbejdsløshed forværres af, at personer hensat til arbejdsløshed får nedbrudt arbejdsevnen, mister modet og stigmatiseres i arbejdsgivernes øjne. For en arbejdsgiver er der mindre risiko ved at hyre én, som en anden nylig arbejdsgiver har sagt god for.

Derfor vil det øge udbuddet af potentiel arbejdskraft for den private sektor, hvis man giver arbejdsløse et sted at bidrage produktivt i en periode, hvor den private sektor ikke har behovet for vedkommendes evner. Dette kan en offentlig jobgaranti sikre. Jobgarantien skal ikke konkurrere med den private sektor, men tage over hvor den slipper.

Jobgarantien er den eneste løsning, som sikrer, at alle, der ønsker beskæftigelse, kan lykkes. Virksomheder i kapitalistiske systemer arbejder for at øge deres overskud – ikke for at skabe fuld beskæftigelse. At de to målsætninger skulle overlappe, er blot et fromt håb.

Her følger grundprincipperne for en velfungerende jobgaranti, som kan tilpasses forskellige politiske præferencer:

1. Den arbejdsløse buffer i samfundet skal være beskæftiget

Man må betragte arbejdsløshedens makroøkonomiske rolle. For at forhindre en for aggressiv lønudvikling i den private og offentlige sektor, vil der altid være en buffer af personer, som ikke kan finde beskæftigelse. Finansministeriet vurderer f.eks., at den nuværende ledighed er optimal i forhold til at sikre stabile priser.

Ethvert samfund må beslutte, om denne buffergruppe skal være ubeskæftiget eller beskæftiget, indtil arbejdsmarkedet igen mangler deres arbejdskraft. I Danmark betaler vi allerede i fællesskab for folks understøttelse, men vi tilbyder dem besynderligt nok ikke mulighed for at bidrage produktivt til deres lokalsamfund i mellemtiden. Vi har nogle midlertidige ordninger, men ingen garantier for borgeren. Den arbejdsløse er derfor altid på en brændende platform uden sikkerhed for, at der er nogen, der har brug for én om kort tid.

Fremtiden tilhører de politikere, som på trods af automatisering og digitalisering, garanterer alle arbejdsdygtige borgere muligheden for at stå op om morgenen og bidrage produktivt til deres lokale arbejdende fællesskaber.

Asker Voldsgaard, ph.d.-studerende, University College London

Hvis vores 346.000 arbejdsløse i gennemsnit kunne komme til at skabe værdi for 100.000 kr. om året (svarende til under en halv årsløn for ufaglærte), ville Danmarks bruttonationalprodukt kunne løftes med 34,6 mia. kr. (1,6 pct. af bnp). Hertil kommer dynamiske kaskadeeffekter over tid ved, at folk ikke nedbrydes, og at socialrådgivere i højere grad kan frigøres fra at overvåge til at hjælpe folk med sociale problemer. Dette løft er en ’free lunch’, der venter på politikere, som tør ændre ved status quo.

Der er masser af områder i vores samfund, som har brug ekstra ressourcer: Ældre-, natur-, børne- og bygningspleje. Jobgarantien kan sørge for, at der er flere hænder til rådighed, så der skal løbes mindre hurtigt på gangene, der er flere voksne med tid til samtale med ældre og børn, og der kan plantes flere træer.

2. Den beskæftigede buffer skal minimeres

Når man har besluttet, at man som samfund vil udnytte de arbejdsløses produktive potentiale, bør det alligevel være en målsætning at minimere antallet af personer i ordningen. Staten bør via finanspolitikken hyre sin ønskede andel af arbejdsstyrken, lade den private sektor hyre dem, som den har brug for, og lade jobgarantien samle resten op.

Jobgarantilønnen vil virke som en automatisk stabilisator (som kontanthjælp mv. gør det i dag), der øger efterspørgslen i den private sektor, når den private sektor afskediger i en nedtur. Hvis denne stabiliserende effekt ikke er tilstrækkelig, kan staten bruge bl.a. skattelettelser og kreditpolitik som termostat i økonomien til at bringe flere over i den private sektor fra bufferen.

3. Jobgarantien skal finansieres af staten og administreres lokalt.

Det er kun valutaudstereden i økonomien, som kan forpligte sig til at finansiere jobgarantien, uden at der skal omfordeles midler fra andre vigtige prioriteter. Derfor skal hele udgiften finansieres af staten. Men staten ved ikke, hvilke behov der er i de enkelte lokalsamfund. Derfor skal lokaldemokratiet involveres i udnyttelsen af arbejdskraften.

Jobgarantien rummer derfor et potentiale for at genoplive nærdemokratiet ved at lade nye lokalråd og det kommunale jobcenter samarbejde om at finde og skabe de rette jobåbninger. Lokalrådene vil kunne tilbyde jobs i den arbejdsløses lokalsamfund, mens jobcentret kan administrere en kommunal jobbank, indsamle projekttilbud fra foreninger med støtteværdige projekter og bedre matche jobs på tværs af kommunen ift. den arbejdsløses kompetencer. Det vil være afgørende, at beskæftigelsen finder sted i enten den offentlige eller den tredje sektor, hvor der ikke styres efter et profitmotiv. Jobgaranti-ansatte skal benyttes som en forstærkning, ikke en erstatning.

Vi har som samfund desperat brug for nye politiske ideer for at hjælpe en beskæftigelsespolitik i krise. På trods af milliarder af skattekroner og en solid økonomisk optur er udenforskabet ikke skrumpet nævneværdigt. Vi bør alle være dybt bekymrede over den armod og marginalisering, som det nuværende beskæftigelsessystem skaber for hundredtusindvis af danskere. Med en jobgaranti, der baserer sig på disse tre principper, kan vores social- og beskæftigelsespolitik genopstå med ny kraft.

Fremtiden tilhører de politikere, som på trods af automatisering og digitalisering, garanterer alle arbejdsdygtige borgere muligheden for at stå op om morgenen og bidrage produktivt til deres lokale arbejdende fællesskaber.

Af Asker Voldsgaard, ph.d.-studerende, Institute for Innovation and Public Purpose, University College London

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også