Serier

Fører handelskrig til to parallelle teknologiske og økonomiske systemer?

Konflikten mellem Kina og USA minder på mange måder skræmmende meget om fronterne mellem øst og vest under optakten til og under den kolde krig.

Trumps handelskrig
Henrik Olejasz Larsen, investeringsdirektør i Sampension

Mens præsidenterne Trump og Xi Jinping opruster den amerikansk-kinesiske handelskrig, og briterne fortsætter den endeløse brexitdiskussion, kan man frygte, at den eskalerende globale handelskonflikt kun er smårystelser i forhold til de tektoniske pladeforskydninger, der ligger nedenunder.

Generaldirektør Roberto Azevêdo fra Verdenshandelsorganisationen (WTO) meldte i sidste uge ud, at handelskonflikten mellem USA og Kina har forværret organisationens forventninger til fremtiden. Mens forventningerne til den globale vækst i handelsvolumen for 2019 så sent som i april var sat til 2,6 pct., er den nu nedjusteret til 1,2 pct.

De nye tal kom ikke bag på generaldirektøren, konstaterede han i en kommentar, hvor han også nævnte, at der ulmer en voksende uro. Virksomheder udskyder beslutninger om produktivitetsforbedrende investeringer, som er afgørende, hvis levestandarden skal hæves.

De seneste måneder har også vist bekymrende tegn på, at handelskonflikten er ved at brede sig til de finansielle aktiver. Her nævnes ofte, at Kina er den næststørste ejer af amerikanske statsobligationer. Frygten går på, at et øget kinesisk salg vil forstyrre markedet og lægge pres på de amerikanske renter. Også valutakurser er en del af arsenalet i konflikten. Andre lande synes også at tænke handelsstrategisk f.eks., når pengepolitikken indrettes idet lave renter også tenderer til at svække valutaen.

I USA er republikanere og demokrater i det store hele enige om at fastholde en fælles kurs overfor Kina. Skulle Trump og Xi på et tidspunkt nå til enighed, er et af de helt centrale spørgsmål, hvor stor fordel USA ser i at hjælpe Kina frem økonomisk såvel som teknologisk. Den diskussion handler om teknologioverførsel, om arbejdspladser og økonomi. Men konflikten har også et globalt politisk og militærstrategisk element og minder på mange måder skræmmende meget om fronterne mellem øst og vest under optakten til og under den kolde krig.

Uanset hvad den amerikanske præsident måtte bestemme sig for, vil man fra kinesisk side ruste sig mod sanktioner ved i højere grad at sikre sig mod afhængighed af amerikansk teknologi. Typisk ved at kopiere, hvor man kan, ved selv at udvikle parallelle teknologier og ved at skabe alternative internationale alliancer.

Bliver fremtidens scenarie to parallelle økonomiske og teknologiske udviklingsforløb, mindskes muligheden for en effektiv international arbejdsdeling med lavere vækst og velfærdstab til følge. Og i takt med, at samhandlen falder, vil risikoen for militære konflikter vokse. Det er – alt andet lige – sværere at gå i krig med hinanden, hvis man er gensidigt afhængige af hinanden som handelspartnere.

Et permanent skifte til to parallelle udviklingsforløb har vidtrækkende konsekvenser. Det vil på sigt betyde, at også europæiske stater skal beslutte, om man vil satse på en kinesisk eller amerikansk teknologiløsning.

Eksempler på parallelle udviklingsforløb ser vi allerede tydeligt på teknologisiden. Mens internettet i vores del af verden ligger åbent for enhver, der er villig til at downloade diverse apps for få adgang til forskellige tjenester, kan man i den kinesiske version klare både indkøb, bankforretninger, chats og surfing med en enkelt app. Til gengæld kigger regeringen med. Og i den videre udvikling af bl.a. 5G netværket, er skismaet vokset yderligere, ikke mindst efter Trumps totalforbud mod Huawei i foråret.

Et permanent skifte til to parallelle udviklingsforløb har vidtrækkende konsekvenser. Det vil på sigt betyde, at også europæiske stater skal beslutte, om man vil satse på en kinesisk eller amerikansk teknologiløsning. Og det er ikke kun set i et kortsigtet, økonomisk perspektiv.

Stiller man i den forbindelse skarpt på EU, ser jeg ikke umiddelbart omridset af en fælles holdning. Sidste år eksporterede EU ifølge Eurostat varer til Kina for en 210 mia. euro, mens kinesiske varer for 395 mia. euro strøg den modsatte vej. Tyskland stod med 96 mia. euro sidste år for den største eksport til Kina fulgt af bl.a. Frankrig.

Alene af en grund har disse lande en interesse i at opretholde en vis uafhængighed af USA, mens EU-lande som Danmark og Polen sædvanligvis er mere imødekommende overfor amerikanske interesser. Udover at EU også selv er i en potentiel handelskonflikt med USA, vil EU derfor også have en vanskelig intern opgave i at håndtere konflikten mellem USA og Kina.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også