Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Centralbankerne har stadig masser af ammunition

Mario Draghis dage som formand for Den Europæiske Centralbank er ved at være talte. Har han en sidste salut i ærmet?

I slutningen af måneden stopper Mario Draghi som formand for ECB. Dermed bliver det også hans sidste mulighed for at justere en rekordlav rente eller måske iværksætte et af de velkendte obligationsopkøb, der nok engang skal forsøge at sætte skub i europæisk vækst.

Det ville uden tvivl være en markant afskedssalut at skrue yderligere ned for renteniveauet eller starte nye opkøbsprogrammer i eurozonen.

Spørgsmålet er imidlertid, om det vil have nogen effekt? Mange iagttagere tvivler, og det er efterhånden en udbredt opfattelse, at ekspansiv pengepolitik har mistet sin effektivitet, og at centralbankerne er løbet tør for krudt.

Jeg er uenig.

Vi skal se centralbankernes indsats over det sidste årti i en større kontekst – nemlig den, at pengepolitikken er blevet lempet for at modvirke signifikante økonomiske chok: Den globale finanskrise i 2008, krisen i eurozonen i 2011-12 og centralbankernes stop for deres opkøbsprogram i 2015-16.

Senest kom så den kinesiske afmatning, der er faldet sammen med en global pengepolitisk stramning og en stærkt stigende politisk usikkerhed, der blandt andet har ført til brexit og handelskrig.

Centralbankernes indsats har været pengepolitiske lempelser som modsvar til store realøkonomiske chok. Det giver ikke umiddelbart stærk vækst, men sikrer, at vi undgår store økonomiske tilbagefald.

Vending på vej

Så ekspansiv pengepolitik er stadig en effektiv drivkraft for økonomisk vækst, og min forudsigelse er, at vi efter cirka to år med vigende PMI-tal står overfor et vendepunkt.

De seneste økonomiske chok er begyndt at fortage sig, og i takt med dette vil centralbankernes indgreb for alvor kunne mærkes. Jeg tror, at vi kan se frem til en stærkere global økonomi, end skeptikerne tror - med en vækst, der formodentligt kan holde en økonomisk nedtur i skak i et par år.

For én ting er sikkert: Recessionen kommer på et tidspunkt. Men den bliver nok ikke lige så alvorlig som i hverken 2001 eller 2008. Simpelthen fordi de strukturelle ubalancer, der dengang førte til en hård opbremsning, simpelthen ikke findes i dag.

Stadig brugbare indgreb

Pengepolitik handler ikke kun om renteniveauer, men også om at styre kapitalstrømmene, så de skaber gode finansielle forhold. Det har centralbankerne stadig værktøjerne til at skabe.

Det så vi allerede sidste år, da en lang række iagttagere var overbeviste om, at både ECB og centralbanken i Japan havde udspillet deres rolle. Men siden da er den 10-årige tyske statsobligationsrente faldet fra omkring 0,80 til -0,50 procent, og den 30-årig statsobligationsrente i Japan er faldet fra omkring 0,90 til 0,35 procent.

Der er altså stadig ammunition i den monetære politik, og det kommer vi til at mærke, når det politiske og økonomiske klima bliver mere roligt.

Spørgsmålet er så, om Mario Draghi finder anledning til en sidste salut, inden han går af. Svaret får vi på torsdag på rentemødet.

BRANCHENYT
Læs også