Debat

Så nemt bliver du iværksætter

Det har aldrig været nemmere at blive iværksætter.

Indimellem møder jeg folk der gerne vil være iværksættere, men som af forskellige årsager ikke tør. Nogle har en familie og er afhængige af en fast indkomst. Andre føler, at de ikke har penge nok til at starte noget.

Hvad end udfordringen er, så må jeg sige, at det aldrig har været nemmere at blive iværksætter. Faktisk er det så nemt, at man ikke engang behøver en produktion eller et lager mere. Og man kan sågar have et fuldtidsarbejde ved siden af iværksætterprojektet.

Kobl dig op på andre virksomheder

I splishnow.com laver vi kunstplakater. Derfor har vi koblet os til et trykkeri, der allerede har en funktionel og agil produktion. Det samme har vi gjort med vores rammemager, fordi vi også tilbyder rammer på hjemmesiden. Så har vi som mange andre lavet en hjemmeside hos en af de etablerede web-udbydere, Shopify, Wix eller Squarespace. Vi har taget en masse gode billeder og koblet hjemmesiden op til vores samarbejdspartnere. Det vil sige, at når der kommer en bestilling ind på hjemmesiden, så får vores partnere en automatisk e-mail om, at de skal starte produktionen og herefter sende produkterne til kunderne via deres logistikpartnere.

For at blive set, så har vi brugt nogle ressourcer på at SEO-optimere hjemmesiden, så den rangerer højere på Google. Det kræver, at man skriver en masse relevante tekster til hjemmesiden. Både det man kan se udadtil, når man kommer ind på hjemmesiden samt de bagvedliggende tekster. Hertil har vi selvsagt lavet en Google My Business konto og anvendt andre værktøjer lavet af Google, der sikrer, at Google rangerer hjemmesiden højere. Indekseringen kan tage op til et par måneder, men så er man i hvert fald i gang – også selvom man har et arbejde ved siden af.

Hvis man er i tvivl om SEO-optimeringen, så findes der talrige YouTube-tutorials, der hjælper med at rangere højere på Google. Nogle af dem er så gode, at man kan blive professionel inden for relativ kort tid.

Dette setup kunne man i realiteten lave med andre produkter. Man kunne sælge værktøjer, sengetøj eller cykler. Det fantastiske er, at mange virksomheder ikke er særlig gode til at SEO-optimere og de bruger ej ressourcer på det. Derfor kan din virksomhed være et slags bindeled mellem kunden og samarbejdspartneren, og hvor man efter aftale deler omsætningen med sin samarbejdspartner. Og så har man næsten ingen udgifter, før et reelt salg er gået igennem, fordi der ikke bliver produceret noget, og man ikke har et lager.

Det er klart, at man skal betale lidt indskud for at starte virksomheden op som et anpartsselskab, tage nogle gode billeder og betale et månedligt fee for at have hjemmesiden. Men ellers kræver det ikke meget mere – og derfor vil jeg mene, at det aldrig har været nemmere at blive iværksætter.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også