Debat
BREAKING

Gør som Norge: Brug Ørsted-milliarder til investeringsfond

Vi missede chancen med Nordsø-olien i 60'erne. Men nu giver Ørsted-milliarderne Danmark en unik mulighed for at skabe en stærk statslig investeringsfond.

Sælg statens aktier i Ørsted og smid fortjenesten på omkring 120 mia. kroner ned i en fond, der skal sikre den grønne omstilling.

Sådan lyder et opsigtsvækkende forslag fra den tidligere konservative toppolitiker Brian Mikkelsen, der nu er direktør i brancheorganisationen Dansk Erhverv. Forslaget lyder umiddelbart tillokkende. Ørsted er braget gennem loftet siden børsnoteringen i 2013 med en samlet stigning på over 150 procent, og statens aktier er nu omkring 125 mia. kroner værd.

Men Mikkelsens idé er også besynderlig ugennemtænkt. Det virker uklogt at kaste en gigantisk engangsgevinst ned i en pengetank, som stemmehungrende politikere får fri adgang til. Risikoen for, at de solder milliarderne op på tvivlsomme og alt for dyre klimaprojekter, er overvældende.

Samtidig hviler hele Mikkelsens idé på et argument om, at vi har svært ved at finansiere den grønne omstilling, og derfor bør sælge aktiver. Det er forkert. Danmark har en ubetydelig statsgæld, og renten på f.eks. en 30-årig statsobligation er negativ. Staten kunne i princippet rejse 100 mia. kroner i morgen til en rente tæt på nul. I øvrigt sagde en gruppe pensionskasser for nylig, at de sætter 350 mia. kr. til side til danske klimainvesteringer. Det bør være nok for til at indfri Paris-målsætningen, lyder vurderingen fra Nordeas cheføkonom.

Så nej, Mikkelsen, Danmark har intet finansieringsproblem.

Mikkelsen har dog ret i én ting: Vi bør diskutere, om det giver mening, at staten fortsat skal være majoritetsejer i et globalt energiselskab. Vi bør også diskutere, hvordan Ørsteds milliardsucces bedst gavner nutidige og fremtidige generationer af danskere.

Hvis vi tager frasalget først. Her er flere åbenlyse risici: Ørsted ejer stadig kritisk infrastruktur som f.eks. hjemlige kraftværker og vindmølleparker. Et udenlandsk ejerskab kan også betyde, at energiinvesteringer siver ud af landet. Samtidig risikerer vi, at en fuld privatisering erstatter et offentligt monopol med et privat monopol. Man bør formentlig opsplitte og regulere Ørsteds elproduktion yderligere for at modvirke fremtidig monopoldannelse, hvis man sælger.

Omvendt giver det næppe mening, at den danske stat i al fremtid skal drive en børsnoteret, global energivirksomhed med aktiviteter i bl.a. Taiwan og USA. Den 52-årige topchef, Henrik Poulsen, har forvandlet selskabet fra en lokal spiller i markedet for havvind til en verdensledende virksomhed med globale ambitioner. Ørsted har også med frasalget af Radius solgt al den hjemlige eldistribution. Statens ejerskab på 50,1 procent af aktierne gør samtidig Danmark enormt eksponeret overfor en teknologi – havvind – hvor konkurrencen intensiveres.

Det er fristende at hjemtage gevinsten og stemple ud af kasinoet.

Det afgørende spørgsmål er derfor: Hvordan sikrer vi, at Ørsteds milliarder ikke soldes op af sultne politikere, men at milliarderne gavner alle danskere? Her er Norges oliefond et lysende eksempel.

Ørsteds succes giver os en unik chance for at gøre det, som vi til stor forbitrelse ikke gjorde med Nordsø-olien: Oprette en statslig investeringsfond i milliardklassen.

Magnus Barsøe, debatredaktør

Da olieeventyret i Nordsøen for alvor startede i 70'erne greb de norske politikere chancen. I 1996 rullede de første penge ind i den norske oliefond, der nu ejer aktier, obligationer og ejendomme verden over. Formuen er på knap 23 år svulmet fra 50 til svimlende 10.000 mia. norske kroner. Det er knap tre gange Danmarks bruttonationalprodukt. Nu lytter verdens ledere, når den magtfulde norske oliefond sortlister etisk tvivlsomme selskaber og vælger fossilt brændstof fra.

I Danmark begik vi dengang en historisk fejltagelse. Vi lavede ingen fond. Nu står vi med en enestående mulighed for at rode bod på fortidens fejl. Vi behøver faktisk ikke at sælge alle statens Ørsted-aktier for at få et godt afsæt: Et engangsbeløb på 80-100 mia. kr. vil være et solidt grundlag for en national investeringsfond.

Skeptikere vil pege på, at Norge løbende har betalt ind, og at et indgangsbeløb på 100 mia. kr. ikke rigtig batter. Men her glemmer man styrken i rentens rente: Det er kun omkring halvdelen af den norske oliefonds værdi, der stammer fra indbetalinger. Den anden halvdel er akkumuleret afkast over årene. Fonden har leveret et årligt afkast på 5,9 procent fra 1998 til 2019. Tilsvarende har en anden af verdens statslige investeringsfonde, Singapores GIC, leveret et inflationskorrigeret årligt afkast på 3,4 pct. over en 20-årige periode.

Pointen er, at man kommer langt med en stor indledende indbetaling, geninvesteringer af afkastet og tålmodighed. Og hvis man – som i både Norge og Singapore – sætte skrappe regler for, hvad politikerne må snuppe af det årlige afkast.

Ørsteds succes giver os en unik chance for at gøre det, som vi til stor forbitrelse ikke gjorde med Nordsø-olien: Oprette en statslig investeringsfond i milliardklassen. Hvis man i sidste ende sælger statens Ørsted-aktier, er en national fond reelt den eneste ansvarlige måde at bruge engangsgevinsten på. Det skylder vi de fremtidige generationer af danskere.

Magnus Barsøe er debatredaktør og vært på Finans’ podcast, Bundlinjen. Følg ham på @MagnusBarsoe.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også