Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Kinas nyttige idioter forplumrer debatten om Hongkong

Da Berlinmuren faldt, kollapsede Sovjetblokken sammen med muren. Men de kommunistiske proselytter forsvandt ikke. De har blot erstattet deres kærlighed til Sovjet med naivt flirteri med Kina.

I disse timer nedkæmper en brutal politistyrke de sidste rester af en gruppe prodemokratiske studerende, der i fem dage har været spærret inde på et universitet i Hongkong. Med fuld støtte fra Kina har lokalt politi belejret over 1.000 desperate unge, hvis eneste krav er en ting: Frihed.

I Danmark har debatten om Hongkongs prodemokratiske optøjer fulgt et trist, men desværre velkendt mønster, når det drejer sig om Kina. Vores politikere vrider sig i hænderne og forbliver tavse af frygt for verdens anden supermagt. Samtidig får såkaldte Kina-eksperter frit spil til at turnere den kommunistiske propaganda i medierne.

Det minder om noget, vi har set før. I Sovjettiden var det også nemt at finde professorer og eksperter, der udtrykte forståelse, når imperiet knuste sine modstandere. Det står nu klart, at de sovjetiske proselytter ikke forsvandt, da Berlinmuren faldt. Kommunismens forblændede talerør fandt bare et nyt idol: Kina.

Det er f.eks. sinolog og lektor emeritus ved Aarhus Universitet, Clemens Stubbe Østergaard. I juni afviste han at kalde nedslagtningen på den himmelske fredsplads i 1989 for en massakre. Det var nærmere en form for »gadekampe« måtte vi forstå i Dagbladet Information. Vestens frygt for Kina er også aldeles ubegrundet, og vi bør i stedet frygte USA, som han kalder en »slingrende bil« på motorvejen, der er »farlig for alle«.

Østergaards forståelse for de antikinesiske demonstranter lå på et meget lille sted, da DR interviewede ham forleden: »Demonstranterne har vist sig at være så voldelige og lave så meget hærværk, at et tavst flertal begynder at tage afstand fra det,« sagde han. Analysen står i skærende kontrast til et interview med en oprevet hongkonger, der beskriver byen som en »politistat«.

Der er åbenlyst delte holdninger til volden, men forbitrelsen mod Kina efter et halvt år med daglige protester er åbenlys. Det bliver også spændende at se, om Østergaards analyse holder, når Hongkong går til valg på søndag. Hongkong har ikke et fuldt demokrati, som vi kender det, men antikinesiske og prodemokratiske partier er på stemmesedlen.

Her vil resultatet nok vise, at Østergaard har famlet i blinde.

Det mest grelle eksempel er forfatter, Flemming Ytzen. Han har tidligere storrost den kinesiske »statskapitalisme« for at levere imponerende vækst og »stabilitet«. I Politiken reducerede han forleden demonstranterne til »vandaler og anarkister«. I en kommentar går han endnu videre: »Det er ikke troskab over for en kommunistisk ideologi, Beijing forlanger af Hongkong, men respekt for Kinas årtusinder gamle civilisation.«

Vi må altså forstå, at hongkongernes legitime ønske om frihed, demokrati og pressefrihed må vige for Kinas tradition for enevælde. Hongkong er Kinas ejendom, og i Kina har man diktatur. Det må verden respektere, formaner Ytzen. Ubegribeligt.

Det ville ikke være et problem, hvis man i medierne holdt proselytternes påstande op mod andre, mere kritiske fortolkninger. Men desværre står disse Kina-apologeter meget alene. Min teori er, at mange journalister og almindelige danskere ganske enkelt ikke forstår forskellen mellem Hongkong og Kina. Men forskellen er afgørende for at forstå vreden og afmagten.

Hongkong bygger nemlig i høj grad på flygtninge fra netop Kina. Den første bølge af immigranter strømmede til landet mellem 1945 0g 1951, hvor først borgerkrig hærgede Kina, og kommunisterne derefter overtog magten. Det fik Hongkongs befolkningstal til at eksplodere fra 600.000 til 2,1 millioner. Da formand Mao skruede op for sit rædselsregime med kulturrevolutionen i 1960erne tog flygtningestrømmen til. Tusindvis af freedom swimmers risikerede livet ved at svømme i op mod 8 timer mellem hajer og kinesiske patruljebåde til Hongkong. Man skønner, at omkring 12.000 årligt flygtede over grænsen.

Pointen er, at Hongkong er hjem for millioner af mennesker, som enten selv eller hvis forældre flygtede fra kommunismens tyrani. Nu mærker de Kinas omklamring igen. I 2047 - og 28 år - overdrages byen endegyldigt til kinesiske styre. Hermed slukkes drømmen om et liberalt demokrati. Derfor er desperationen over den langsomme kvælning ved at tage til. Og dermed også volden.

Heldigvis har opbakningen fra USA været tydelig. Ledende demokrater og republikanere har udtrykt støtte til demonstranterne ønsker om selvbestemmelse og opfordret myndighederne til at stoppe voldsspiralen. Senatet har netop enstemmigt vedtaget en resolution, der lægger maksimalt pres på Kina og Hongkong.

EU og Danmark bør helt åbenlyst følge i fodsporet på vores allierede. Vi bør ignorere de kinesiske proselytter og give de prodemokratiske demonstranter vores klare støtte.

Magnus Barsøe er debatredaktør og vært på Finans’ podcast, Bundlinjen. Følg ham på @MagnusBarsoe.

BRANCHENYT
Læs også