Ny storstrejke bliver Macrons næste test

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Præsident Macron er langtfra i mål med sine visioner for fransk økonomi. Mens en overraskende smertefri implementering af arbejdsmarkedsreformen i 2017 gav blod på tanden, udløste forhøjelsen af afgiften på diesel i fjor så omfattende protester fra De Gule Veste, at erhvervs- og forbrugertilliden faldt som sten.

Macron er gået mere forsigtigt til værks med sin reform af pensionssystemet. Ikke desto mindre er der fra i dag udsigt til storstrejke og protester fra adskillige fagforeninger flankeret af De Gule Veste. Måske bliver omfanget i år mindre voldsomt – i hvert fald opfattes Macron som lidt mere kompromissøgende og mindre elitær end sidste år. Spørgsmålet er, om han også er det.

Frankrig har et gavmildt pensionssystem. Mens flere lande udbetaler en højere pension i forhold til slutlønnen, tillader få lande en lige så tidlig tilbagetrækning som Frankrig. Her ligger den effektive pensionsalder omkring 60 år, og det har den gjort i årevis. I OECD ligger den tættere på 65 år og er steget med ca. 2,5 år siden år 2000. Med den stigende aldring af befolkningen, er der i den franske regering bekymring for systemets holdbarhed.

Frankrig er foruden Italien og Grækenland det OECD-land, der bruger den største andel af BNP på offentlige pensioner. Det afspejles også i et begrænset privat pensionssystem, og det bidrager selvfølgelig kun til vanskelighederne ved at reformere det offentlige system, at mange ikke har andet. Macrons ambition er både at styrke systemets holdbarhed og forenkle det.

Planen er at samle over 40 forskellige pensionsordninger i et universalt system. Men den øvelse vil fratage faggrupper oparbejdede privilegier. Det gælder ikke mindst ansatte i transportsektoren med ret til særlig tidlig tilbagetrækning – typisk midt i 50’erne. For togførere og -konduktører endda 52 år, og samtidig beregnes deres pension af de sidste seks måneders løn. For de fleste andre som et gennemsnit af 25 års lønniveau. Et billede på de enorme forskelle på tværs af sektorer, der nogle gange er udtryk for kompensation for særligt farligt jobindhold eller ringe lønvækst, men langtfra alle forskelle fremstår velbegrundede.

Macron vil erstatte systemet med et simpelt pointsystem, hvor hver eneste arbejdsdag bidrager til pensionsopsparingen. Det frygtes at øge uligheden blandt pensionister, men Frankrigs største fagforening, CFDT, er åben for modellen. Enhver faggruppe, der mister privilegier, vil kæmpe for sin sag. Derfor har en række fagforeninger varslet storstrejke fra i dag.

De Gule Veste, bevægelsen, der voksede sig stor i protesterne mod brændstofafgifter, har meldt sin støtte. Men er denne sag lige så bredt samlende? De Gule Vestes protester var et mere generelt opråb mod høje leveomkostninger og Macrons orientering mod eliten frem for arbejdsklassen. Et opråb fra økonomisk trængte med bopæl i forstæder afhængige af billig benzin til scooterturen til job. Det udstillede manglen på social balance hos Macron. Men denne gang kæmper demonstranterne ikke helt samme sag. Er der vilje til at kæmpe for privilegier, der er langt bedre end dem, man selv har?

Macron lyttede sidste år til kritikken og imødekom protesterne med lempelser i skatter og tilbagerulning af afgifter. Han er siden steget i popularitet, og pensionsreformen blev indledt med en ”Grand Debate”. Regeringen sigter efter gradvis indkøring fra 2025 med en 15-årig overgangsperiode, men der er åbnet for en langsommere indfasning for at dæmpe modstanden.

Også finansmarkeder og erhvervsliv har blikket rettet mod slaget. Vil Macrons reformproces blive afsporet eller ændringerne blive tromlet igennem? Det første kan hæmme væksten på sigt, det sidste kan øge uligheden og blive gnisten, der på ny sætter Frankrig i brand.

På et tidspunkt, hvor Europa står svagt med Tyskland i knæ, er der ringe plads til, at den næststørste økonomi bremses af intern strid. Mon ikke Macron med kompromisvillighed kan lykkes med en balance, hvor rettigheder ensrettes mere, og pensionsalderen justeres, så den matcher levetidsudviklingen bedre, mens regeringen giver sig på indfasning. Det hele handler om balance.