Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Bang & Olufsen: Same procedure as last year

Bang & Olufsen har for fjerde gang på stribe nedjusteret sine forventninger, og investorernes skuffelse, nervøsitet og frustration var tydelig i den efterfølgende kursreaktion. Aktiekursen er på et lavpunkt, men det samme gælder udsigterne og mulighederne for, at selskabet ved egen kraft kan lave en turnaround.

B&O leverede den fjerde nedjustering på stribe i en dårlig stime, som begyndte tæt på samme tidspunkt sidste år. I nyere tid kan jeg ikke mindes, at et større dansk selskab fire gange i træk indenfor 12 måneder har måtte gå bodsgang over for ejerne og sende det meget skuffende budskab ud: Vi når heller ikke forventningerne denne gang.

Det er længe siden, der blev fortalt Skoda-vitser om, hvor dårlige og komiske bilerne var. I dag vil de fleste hævde, at en Skoda er en glimrende VW med et andet logo. Teknisk og designmæssigt på niveau med de fleste. På samme måde er der heller ingen, som hæfter sig ved ”Made in South Korea”, når samtalen falder på hvilket fjernsyn du har, hvor det kommer fra, og hvem der har produceret det.

Fællesnævneren for Skoda og hi-fi produkter fra eksempelvis Samsung og LG er, at deres produkter ikke kun er blevet bedre. De er blevet meget bedre og af høj, høj kvalitet. De er ligeværdige eller måske endda i visse henseender foran andre. Det er et af B&Os problemer.

Det er ikke sikkert, at miseren skyldes, at B&O har sovet i timen. Virksomheden kan godt være i fremdrift, men den er alligevel blevet indhentet af konkurrenter, som bevæger sig endnu hurtigere.

Det ligger nærmest i B&Os dna, at kriser er kommet og heldigvis også gået igen. Udfordringen denne gang er mængden af problemer, som tårner sig op, og mulighederne for at trække en kanin op at hatten.

Det er ved udgangen af 2019 svært at se, at der kommer en god løsning næste år, som ikke indbefatter en økonomisk partner eller en ny ejerstruktur.

En ting er konkurrenterne, som er rykket meget tættere på. Noget andet er, om den anden større årsag til krisen, jævnfør den nye direktør, virkelig kun er, at selskabet har fejlet på den traditionelle salgs- og marketingindsats? Hvis det forholder sig sådan, er der grund til optimisme, men er det korrekt?

De lette løsninger ligger ikke lige for. Salget af ”Automotive” til Harman og outsourcingsaftalen til/med LG Electronics var både godt finansielt håndværk og rettidig omhu. Det gav penge i kassen og finansiel arbejdsro, og håb om at B&O var fremtidssikret. Det viste sig desværre at være en sandhed med modifikationer. På samme måde som de langsigtede ambitioner om en omsætning på 10 mia. og en tilhørende EBIT profitabilitet på 10-12 pct. bliver ved med at hjemsøge Ole Andersen som bestyrelsesformandens uforløste ambitioner.

Den fjerde nedjustering har skabt børsfurore og ramaskrig hos investorerne. Bestyrelsen synes at tage tingene med mere ophøjet ro. Enten overreagerer investorerne, eller også er virkeligheden endnu ikke efter 365 meget udfordrende dage nået helt ind i bestyrelses- og beslutningslokalerne.

Børnene venter længselsfuldt på julemanden. Efter et kursfald 80 pct. fra toppen tror investorerne ikke længere på, at de gode og mange gaver kursmæssigt kommer af sig selv. Investorer og ledelsen kan ikke begge have ret, også selv om forskel i tidshorisont ofte kan forklare en del.

Udefra ser det ud som om, at selskabet satser på ved egen kraft at klare ærterne selv. Det er ved udgangen af 2019 svært at se, at der kommer en god løsning næste år, som ikke indbefatter en økonomisk partner eller en ny ejerstruktur.

BRANCHENYT
Læs også