Fortsæt til indhold

Jeg advarer dig!

Det er højsæson for advarsler og dommedagsprofetier, men de skal ofte tages med et gran salt.

Debat
Rune Wagenitz Sørensen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Rune Wagenitz Sørensen, adm. direktør, Miranova Fondsmæglerselskab

Jeg vil gerne advare dig: Jeg vil advare dig mod dystre forudsigelser og skæbnesvangre spådomme, men også mod det modsatte. Jeg vil i det hele taget gerne advare mod folk, der hævder at kunne se ind i fremtiden.

Kort sagt: Jeg advarer dig mod advarsler.

Der er sæson for dem lige nu. Hver gang vi passerer et årsskifte, er der ”aktieeksperter”, der gerne giver sine bud på, hvordan det vil gå med aktierne det kommende år. Det sker, at eksperterne rammer rigtigt, men du rammer også rigtigt engang imellem, når du gætter på, om mønten lander på plat eller krone.

Verdens aktiemarked under ét er faktisk steget med over 25 procent i år. Hvor mange forudså dét for et år siden?

Lad os begynde i november 2017. Da sagde en økonom, at »aktiemarkedet kan sagtens falde 50 pct.« Det køber jeg ind på. For mig er det en måde at angive, hvor stor risiko der er ved at investere i aktier. Jeg tænker det ikke som en kortsigtet prognose, og aktierne er da heller ikke i hverken i Danmark eller globalt faldet 50 procent siden.

2019 lagde ud med kursstigninger, og der er ikke noget som stigende kurser, der kan få dommedagsprofeterne frem. I maj forudsagde en bank kursfald på op til 15 procent: »Det vil begynde om cirka tre måneder, når regnskabssæsonen for andet kvartal går i gang,« sagde en ekspert fra banken. Herefter steg kurserne.

Men skrækprognoserne blev ved. I oktober læste jeg: »Pensionskasse advarer om risiko for aktiefald: »Nu er der rent faktisk grund til at være bange«.

Pensionskassen kan godt få ret. Den har ikke haft det endnu, for i skrivende stund ligger aktiekurserne næsten 10 pct. højere, end da artiklen blev bragt. Indrømmet, der er jo også gange, hvor forudsigelserne holder. Men statistisk set, skal der jo være nogen, der rammer plet, hvis bare der kommer en masse forudsigelser. Blind høne finder også korn.

Det er simpelt hen umuligt at gætte kursudviklingen. En holdbar, men ikke særlig anvendelig prognose for aktiekurserne i 2020, vil derfor være noget i retning af, at de kan stige 50 procent, men de kan også falde 50 procent – sådan cirka. Vi ved ikke hvilke aktier, der vil klare sig godt, hvilke brancher der vil gøre det, eller hvilke markeder.

Aktiemarkedet styres af mennesker, og mennesker er ikke så rationelle, som vi tror. Vi har det med at løbe i flok: Snart er det it-aktier, man tror på, og snart er det biotek. Det ene år løber alle efter kinesiske aktier, det næste år duer intet fra Kina. Men hvilke aktier, og hvor længe der går, før det sker – det aner vi ikke.

Derfor kan du roligt se bort fra prognoserne og nyde afkastet fra dine investeringer med ro i sindet.