Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Her er 10 bud på temaer, der vil præge udviklingen i 20’erne

Klima, brexit, 5G og rivaliseringen mellem USA og Kina er bare nogle af de temaer, der vil påvirke 2020'erne.

Hvilke politiske og økonomiske temaer vil skabe historien om det kommende årti?

Her kommer 10 bud på, hvad der vil optage politikere, økonomer, investorer og arbejdsmarkedets parter.

1. EU efter brexit
EU mister et vigtigt medlemsland og skal i det nye årti finde ben at stå på. Brexit var en reaktion på års forgæves protest over centralisering og regulering fra Bruxelles. Store dele af befolkningerne i medlemslandene ønsker ikke at afgive mere suverænitet. Arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor EU har også haft kraftig påvirkning i nogle medlemslande og i særlig grad det britiske arbejdsmarked, hvor reallønsudviklingen har stået i stampe gennem to årtier.

Der venter en konflikt i EU, hvor Frankrig har en klar dagsorden om mere føderalisme. Det er næppe populært i Danmark og mange andre EU-lande. EU’s største økonomi Tyskland er svækket politisk, men meget kommer til at afhænge af de tyske ønsker. Det er tydeligt for alle, at EU ikke forsat kan udvide antallet af medlemslande og de beslutningsområder, som EU varetager på vegne af medlemslandene. Det bliver et tema i mange år frem, at EU skal redefineres efter brexit.

2. Klima og bæredygtighed
I 2010’erne kom klima for alvor blandt de vigtigste temaer indenfor både økonomi og politik. Det fortsætter i 2020’erne med øget styrke. Bæredygtig udvikling kræver massive investeringer. Trump har formelt meldt USA ud af klimaaftalen på føderalt niveau, men på delstatsniveau kan vi forvente markante investeringer i alternative energikilder og bæredygtige løsninger.  Det er helt afgørende, for USA er verdens førende i teknologiudvikling og dermed også afgørende for løsning af klimaproblematikken. Globalt vil regeringer og virksomheder iværksætte store bæredygtige infrastrukturprojekter.

Effekten af klimainvesteringer vil virke understøttende for økonomisk vækst. På sigt vil det få afgørende indflydelse på energipriser, som må forventes at falde markant. Det vil naturligvis være afgørende for energi- og transportsektoren. Samtidigt kan det potentielt skabe grobund for geopolitisk usikkerhed fra interne konflikter i lande, der er afhængig af olieproduktion.

3. Teknologi driver vækst
Den teknologiske infrastruktur etablerede vi fra sen-firserne med World Wide Web. Det lever vi af i dag, men vi har kun set begyndelsen. Næste skridt i den teknologiske udvikling bliver 5G-teknologien, hvor alt kan styres via nettet. Det giver så uanede muligheder, at vi får svært ved at forestille os det. Førerløse biler og forbrugsgoder, der kan kommunikere, vil ikke være fagre nye verden ved udgangen af dette årti. Potentielt kan 5G drive vækst og øge velfærden i samme omfang som industrialiseringen og automatiseringen i forrige århundreder.

Allerede i dag har vi vanskeligt ved korrekt at måle produktivitetsstigninger og dermed realøkonomisk vækst og inflation. Det bliver kun vanskeligere fremover. Den økonomiske vækst vil også blive målt lavere end den faktisk er. Inflation vil måles højere, end den reelt er og produktivitetsstigning undervurderes. Det skyldes teknologiens bidrag til vores produktivitet. Det kan ikke udelukkes, at disse begreber vil være overflødige eller mindre betydningsfulde ved udgangen af tyverne, fordi vi vil have andre metoder til at måle på, hvor godt det går i et samfund. Der er et vist pres på at definere nye nøgletal for økonomisk udvikling.

4. Globalisering på tilbagetog
I de forrige årtier har globalisering, frihandel og kapitalens frie bevægelighed indiskutabelt forbedret levestandarden i verden. Vi har set højere vækst i emerging markets-lande, altså de mindre udviklede lande i Asien og Latinamerika, millioner af mennesker er løftet ud af fattigdom, og det har skabt større lighed mellem verdens lande.

Men i vores industrialiserede del af verden har det også haft den konsekvens, at mange har set deres job forsvinde. Samtidigt er virksomhedernes overskud mangedoblet, uden at lønmodtagernes realløn er steget i samme takt. Det skyldes lønpres fra den globale arbejdsstyrke, der er firedoblet, fordi 3 mia.  østeuropæere, kinesere, indere og andre asiater er kommet ind på det globale arbejdsmarked, når murene faldt, og magthavere åbnede Kina og Indien mod omverden.

Der er tegn på, at globaliseringen er kulmineret. Befolkningerne protesterer i de udviklede lande, og nationalismen vokser. Tyverne bliver ikke en forsættelse af globaliseringen. Vores forsyningskæder vil i stigende grad blive erstattet af regionale forsyningskæder. Men regionale magtcentre gør ikke verden som helhed rigere, og slet ikke hvis udenlandske investeringer i de enkelte lande fryser til.

5. Polarisering og ulighed
Globalisering på tilbagetog får næppe den konsekvens, at uligheden mindskes. Den globale mobilitet af arbejdskraft vil forsat presse reallønsstigninger ned i store økonomier som EU og USA og dermed også forsat skabe ulighed, fordi det vil begrænse reallønsudviklingen for de fleste lønmodtagere. Derfor skal vi altså ikke forvente, at jobbene pludselig er tilbage på velkendt territorium og vil mindske uligheden. Splittelse og polarisering bliver fortsat et tema, som politikere, borgere og investorer skal forholde sig til i tyverne. Den politiske udvikling i USA og UK er givetvis kun de første eksempler herpå.

 I USA ser vi mere end nogensinde et splittet samfund, hvor nogle bliver hovedrige, mens andre må have flere jobs for at have til dagen og vejen. Det skaber et splittet samfund, som har potentiale til at medføre folkelige protester og oprør og skabe geopolitisk uro. Det har vi allerede set anstrøg til med Storbritanniens udmeldelse af EU og valget af Trump som outsider ved det amerikanske præsidentvalg i 2016. 

6. Rivaliseringen mellem USA og Kina
Handelskrigen mellem verdens to største økonomier blussede op i 2018 efter flere års tilløb. Den har givet markante ryk på de finansielle markeder, men i slutningen af 2019 lød der mere forsonlige toner mellem de to stridshaner. Men, tag ikke fejl. Handelskonflikten er kun et symptom på noget meget større, nemlig en permanent rivalisering mellem USA og Kina om hvem der i fremtiden skal være verdens ledende supermagt. Kina har i løbet af få år vist sig at være en formidabel udfordrer til at overtage USA’s traditionelle rolle indenfor teknologi, politik og militær. For 20 år siden udgjorde Kina en tiendedel af USA’s økonomi – nu er det to tredjedele. USA har fortsat førertrøjen på, når det gælder teknologi og militær, men Kina har en ambition om, at landet i løbet af relativt få år skal overtage lederrollen på disse områder.

Konflikten mellem USA og Kina har været undervejs i mange år. Med Trump som præsident er processen muligvis blevet accelereret, og retorikken anderledes, men det ville være sket under alle omstændigheder.

Selv hvis Kina og USA nedtoner konflikten på handelsområdet, så vil det ikke bremse rivaliseringen.

I Washington er man ved at erkende, at perioden med konstruktivt samarbejde med Kina ikke længere er en farbar vej. USA er i langsigtet konkurrence med Kina om det teknologiske og militære overherredømme i det globale system.

Det handler om et teknologikapløb, hvor USA vil forsøge at bremse Kina, også militært.

Rivaliseringen mellem USA og Kina bliver et af de største temaer i 2020’erne, for handelsstriden er en del af et større magtspil. Derfor kan vi forvente et politisk, teknologisk og til en vis grad militært kapløb. Det er udtryk for, at USA vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at undgå at blive overhalet af Kina som verdens førende stormagt. Det er ellers sandsynligt inden slutningen af dette årti.

Men handelskrigen bliver udbredt til Europa. Vi bliver tvunget til at vælge side i rivaliseringen. Hvis man er i tvivl, så spørg bare på Færøerne.

7. FAANG-aktierne og eventuelle afløsere
På aktiemarkedet stod 2010’erne i FAANG-aktiernes tegn. FAANG står for Facebook, Amazon, Apple, Netflix og Google. Selskaber, der skabte tidsånden og blev billedet på den teknologiske og disruptive udvikling, hvor disse nye fremadstormende virksomheder på kort tid udmanøvrerede etablerede selskaber.

Teknologiaktier kommer også til at spille en vigtig rolle i 2020’erne, men vi kan forvente, at andre og endnu ukendte virksomheder forsætter disruption af det etablerede. Det gælder ikke mindst de virksomheder, der sætter sig på den grønne og klimavenlige dagsorden.

8. Finanspolitik skal tage over fra pengepolitikken
Hvor 2010’erne blev præget af en historisk lempelig pengepolitik, fordi verdens økonomier skulle på højkant efter finanskrisen sidst i 00’erne, skal vi i 2020’erne sætte vores lid til, at politikerne tager ansvar og i højere grad sætter en mere ekspansiv finanspolitisk dagsorden, formentlig med et betydeligt klimaperspektiv. Hvis der for alvor skal gang i den ekspansive finanspolitik, kræver det, at især magtfulde Tyskland tager et opgør med sit stramme syn på finanspolitikken. Formentlig skal Europa ud i en ny økonomisk recession, før tyskerne er klar til at slække på de finanspolitiske tøjler.

9. Balancen i global økonomi
I start-90’erne udgjorde de udviklede økonomier cirka 60 procent af verdensøkonomien og emerging markets 40 procent. I dag er det vendt på hovedet, og udviklingen vil fortsætte. Europa er ikke højvækst, og USA’s styrke bliver relativt mindre, mens vækstraterne i emerging markets-landene er langt højere og derfor haler ind på de udviklede økonomier. Udviklingen kan ikke fremskrives lineært, for emerging markets-lande er for eksempel mere følsomme for udsving i global økonomi og bliver hårdere ramt af konjunkturnedgange og potentielle handelskonflikter.

Antager vi, at Kina overhaler USA i slutningen af 2020’erne som verdens førende økonomi, er det dog ikke sikkert, at Kinas tid på toppen nødvendigvis vil vare i lang tid. Indien er en ’dark horse’, som både økonomisk og politisk vil gøre sig gældende globalt.

10. En ny verdensorden
Den gamle verden med magtforholdene, som vi kender dem, er under pres. Efter 2. Verdenskrig var verdensorden opbygget mellem kommunisme og totalitære regimer versus kapitalisme og demokratier. I vores del af verdenen opbyggede vi en række institutioner og samarbejdsorganisationer, som dækkede handel og sikkerhed for eksempel WTO, FN, IMF og Verdensbanken.

Med Sovjetunionens opløsning blev verdens økonomiske orden baseret på den frie markedsøkonomi med USA som verdens ubestridte leder. Den rolle er ved at være udtømt, og det forklarer delvist USA’s udenrigspolitik under Trump. USA nedtoner sine forpligtelser og opfatter ikke længere de velkendte institutioner som relevante for sikkerhed og stabilitet. Derfor kan vi ikke forvente, at USA fremover vil sikre orden og stabilitet.

I Europa vil vi i stigende grad skulle tage ansvar. Vi har levet godt og billigt under den amerikanske forsvarsparaply, mens vi frit har kunnet handle med Kina. En fantastisk kombination, men det slutter i det kommende årti. Svære valg står foran os med en ny verdensorden, der bliver defineret i det kommende årti under indflydelse af de aktuelle globale politiske og økonomiske temaer.

BRANCHENYT
Læs også