Sådan skaber vi et milliardeventyr for dansk cleantech
Regeringen vil tiltrække flere grønne og bæredygtige investeringer fra udlandet til Danmark. Men danske politikere og pensionsfonde kan og bør selv bidrage til, at cleantech-branchen bliver det næste, grønne væksteventyr.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Siden 2012 har vi i vores opstartsvirksomhed Infuser brugt en meget stor del af vores tid på at rejse penge til produktudvikling. Gennem årene har vi rejst over 150 mio. kr. Hver en krone har vi rejst i udlandet. Vi har fået kapital fra store koncerner som Samsung og Philip Morris. De har set potentialet i vores virksomhed.
Vi har været heldige. Uden udenlandsk kapital var vi ikke lykkedes. Vi er en cleantech-virksomhed, der udvikler luftrensningsteknologier til bolig og industri. Vi bygger på forskning fra Københavns Universitet, og det har taget adskillige år at gå fra forskning til forretning for vores patenterede teknologi.
Fra begyndelsen har vi haft brug for investorer med det lange lys tændt. Det har de udenlandske investorer haft.
Produktudvikling på baggrund af patenteret forskning er kompleks, ligesom kommercialiseringen af den. Investeringerne fra de private familiefonde eller industrielle investorer har hvilet på en erkendelse af, at der kan gå adskillige år, før deres investering er tjent hjem.
Den type investorer er der få af i Danmark. Når danske investorer investerer i tech-virksomheder er det som hovedregel kortsigtede investeringer. De tjener deres investering ind, når virksomheden bliver solgt videre. Det fungerer godt i eksempelvis it-sektoren samt på meget tidlige stadier af en virksomheds liv eller senere hen, hvor virksomheden er så velfunderet, at en kapitalfond ser mulighederne i den.
Mellem de to yderpunkter ligger virksomheder med grøn teknologi. Vi kan skabe den bæredygtige kapitalisme, verden sukker efter, men som tager tid at udvikle. Vi har brug for investorer, der kan hjælpe os fra den lille klinge op på den store, så vi i Danmark kan skabe det næste Danfoss eller Haldor Topsøe. Virksomheder, der er forankret i patenteret viden, og som skaber arbejdspladser – også i Danmark.
Der er penge i klima
I tirsdags offentliggjorde regeringen en plan for, hvordan den vil tiltrække flere grønne og bæredygtige investeringer fra udlandet til Danmark.
Vi står på tærsklen til en ny type kapitalisme, hvor cleantech får en definerende rolle. De kommende 30 år vil den globale produktionen af forbrugsgoder blive fordoblet samtidig med, at C02-udledningen skal reduceres med ikke mindre end 80 pct. for at udgå katastrofale temperaturstigninger.
Umiddelbart er der tale om en kæmpe udfordring for vores klode og især for udviklingslandene. For Danmark kan det blive et erhvervseventyr. Vi kan løse udfordringen, men det kræver langsigtede investeringer i grøn teknologi. Vi har i Infuser kunnet trække på et stærkt netværk i udlandet. Det er ikke alle cleantech-virksomheder forundt.
Det er fint, at regeringen vil tiltrække udenlandsk kapital. Men danske politikere og pensionsfonde både kan og bør selv bidrage til, at cleantech bliver det næste, grønne væksteventyr.
Her er tre forslag til de danske politikere og pensionsfonde:
1. Få mere klima for pensionen
Under FN’s Klimamøde i New York sidste år lancerede pensionsselskaberne et løfte om at investere 350 mia. kr. i den grønne omstilling. Løftet blev ledsaget af et forbehold: Pengene vil kun blive investeret i projekter med et fornuftigt forhold mellem risiko og afkast.
Naturligvis. Pensionsselskaberne bør naturligvis ikke investere i ny og uprøvet teknologi, så de kommer på kant med Finanstilsynet. Men der findes mange andre og mindre risikoprægede danske cleantech-virksomheder, der kan drives frem på markedsvilkår med en langsigtet investor i ryggen.
2. Styrk folkeaktiekulturen
Langsigtede investeringer i cleantech kan også komme fra danskerne selv. Tusindvis af passive opsparinger udhules på indlånskonti af negative renter. De burde komme i spil i nye grønne vækstvirksomheder. Find inspiration i Sverige, der er bedre til at få virksomheder som vores til at vækste gennem en stærk folkeaktiekultur. Styrk den danske folkeaktiekultur.
3. Se på skatten
Svenskerne – og englænderne for den sags skyld – har en anden kapitalbeskatning, end vi har. Svenskernes skattesystem understøtter en folkeaktiekultur. Vi kommer ikke uden om, at økonomiske incitamenter spiller en rolle, når investorer vælger, hvor de vil placere deres penge.
Gennem årene har det slået mig, hvor insisterende vores internationale investorer har været på, at vi forbliver en dansk virksomhed. Selv nu, hvor vi sælger vores teknologi i udlandet. De ved, det er her, innovationen finder sted. Her har vi den største tilgang til viden, og vi er en del af den rigtige industriklynge. En stærkere dansk cleantechbranche vil således også bidrage til flere arbejdspladser i Danmark.


