Corona sætter tydelige spor i verdensøkonomien

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Antallet af kinesere, der er smittet med coronavirus, rundede i sidste uge 75.000, mens antallet af dødsfald i Kina på grund af virussen nåede 2.236. Det er de officielle kinesiske tal, men tallet er formodentlig langt større.

Fakta er, at coronavirussen spreder sig støt i lande udenfor Kina og skaber uro på de finansielle markeder, hvor aktierne nu falder efter fremgang tidligere i februar. Sydkorea oplevede i sidste uge en kraftig vækst i antallet af virusudbrud, og også i Japan blev der konstateret nye udbrud i forskellige dele af landet. Her er aktivitetsniveauet i fremstillingssektoren i øvrigt det laveste i syv år, og landet er i recession.

Der skal rigtig meget sygdom til, for at det for alvor rykker på den globale økonomi. Alligevel kan vi se, hvordan en øget frygt for, hvordan coronavirussen udvikler sig, afspejles på en lang række områder.

Guldprisen på verdensmarkedet rundede i sidste uge det højeste niveau i syv år og stiger fortsat i takt med, at virussen spreder sig uden for Kina.

Overordnet set er coronavirussens virkning på de finansielle markeder en standardreaktion på usikkerhed: De børsnoterede aktier er faldet, og renterne er faldet, olieprisen er faldet, guldprisen er steget. VIX-indekset, der måler, hvor dyrt er det at forsikre sig mod aktiekursfald på amerikanske aktier, også kendt som ’frygtens indeks’, er steget fra et niveau på omkring 12 til 18, som karakteriserer et noget forhøjet beredskab.

I lyset af usikkerheden er det obligationer, der tiltrækker investeringerne trods et fald i år med 0,4 procentpoint på en amerikansk 10-årig obligation og 0,3 procentpoint på en tysk. Pengene parkeres her, selvom man næsten får minus en halv pct. i rente på en 10-årig tysk obligation nu.

Den øgede frygt betyder, at investeringsbeslutninger bliver sat i stå, og at forbrug bliver udsat. Eksempelvis er bilsalget i Kina faldet med 92 pct. i første halvdel af februar. Det smitter også af på bl.a. den tyske bilindustri, som både påvirkes af svigtende eksport og af mulige problemer i med leverancer fra andre lande i forsyningskæden.

Andre typer forbrug, eksempelvis inden for områder som turisme og service, vil aldrig finde sted. Ikke kun i Kina, men også inden for særlige brancher, eksempelvis krydstogtturisme, hvor aktiekursen på verdens største krydstogsselskab er faldet med 18 pct., eller i den globale luftfartindustri, som er faldet med 5 pct. i år.

Herhjemme trak coronavirussen overskrifter, da A.P. Møller-Mærsk i sidste uge fremlagde årsregnskab og bl.a. beskrev forventningerne om en svag start på året med henvisning til virussen.

Kinas økonomi var i forvejen på vej lidt ned i gear, og væksten i år ville formentlig være landet på et niveau lidt under 6 pct. At store dele af produktionen nu ligger stille, påvirker tydeligvis BNP.

En uges tabt produktion, hvis al produktion i Kina lå stille, ville veje ca. 2 pct. på den årlige vækstrate. Hvis den nuværende situation trækker ud i mange måneder, kan det trække kinesisk økonomi ned i nærheden af nulvækst eller recession. Måles første kvartal isoleret, forekommer det nu ganske sikkert, at Kina vil have negativ vækst.

I flere år er Kina vokset til at betyde mere i international økonomi, og alene i globalt BNP vejer Kina nu over 20 pct. På den måde er virussen mere alvorlig end Sars-epidemien, vi havde for snart 20 år siden, fordi Kina simpelthen vejer små 10 pct. point mere i den globale økonomi end før.

Et enkelt procentpoint i tabt BNP i Kina koster altså tæt på en kvart pct. på den globale konto. Oven i det kommer de mange indirekte effekter, som andre lande mærker som konsekvenser af mindre handel og mindre transport.

Det er værd at bemærke, at det ikke er de ulykkelige direkte menneskelige omkostninger ved sygdom og tidlig død, som – med mindre dødeligheden bliver meget større end hidtil - giver den store økonomiske effekt, men derimod de aktiviteter, som mennesker foretager – og især ikke foretager - sig for at undgå smitten, som påvirker den samlede økonomi.

Tages de pandemier, som verden har set i nyere tid, som model, vil produktionen hurtigt vende tilbage til normale niveauer, når udbruddet er klinget af. Og der vil faktisk være en kort opblussen af aktivitet, når lagre skal bygges op på ny og udskudt forbrug realiseres.

Men der er jo ingen garantier for en inddæmning af smitten, og der er derfor også en lille sandsynlighed for et meget ubehageligt scenarie med store menneskelige og økonomiske tab globalt.